Kan en murer bygge et træhus? Bureaukrater kan ikke afbureaukratisere

I mere end tre årtier - ja, næsten fyrre år efterhånden - har skiftende regeringer forsøgt at modernisere den offentlige sektor. I alle årene - lad os sige det som det er - resultatløst.

Senest er tillidsreformen lagt på arkiv, beskæftigelsesområdets godt 24.000 regelsider er blevet til snart 30.000 trods erkendelse af, at millioner af arbejdstimer kan frigives ved at fjerne regler, lyder kravene fra fagforeningerne flere penge, bedre normeringer og flere ansatte.

Senest har beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen spillet optimistisk ud med en drøm om afbureaukratisering af beskæftigelsesområdet. Regeringen har varslet et moderniseringspogram og tilmed udnævt Sophie Løhde til Innovationsminister med kontor i Finansministeriet.

Fra ministre, djøf-udvalg og centraladministration får vi igen og igen mere af det samme.

Kodeks for offentligt ansatte, så de kan lære at sige sandheden, kommissioner, der undersøger skandaler og stadig mere designet kommunikation, der drukner os i en masse støj.

Det hele er jævnligt krydret med gode intentioner og halvhjertede forsøg på regelforenklinger.

Offentlig afbureaukratisering er og har været en eklatant fiasko for samtlige, der har givet det et forsøg siden Moderniseringsprogrammet i 1983.

En ny erkendelse lurer

Måske er et nyt vindue ved at åbne: Nemlig erkendelsen af, at bureaukrater ikke kan afbureaukratisere.

Den kom i klar tale for nylig ved et debatarrangement i Forum, hvor den tidligere topleder i Københavns Kommune og nuværende direktør i magisternes fagforening, DM, Else Sommer.

“Bureaukrater kan jo ikke afbureaukratisere,” konstaterede hun til salens bekræftende klukken.

Dermed er en historisk erkendelse måske ved at brede sig.

Mange eksperter har sagt lignende i lukkede kredse gennem noget tid. Bureaukrati er et fagligt håndværk, som kræver særlige kompetencer. Men bureaukrater kan ikke afbureaukratisere.

Det rejser spørgsmålet: Måske skal vi se efter nogle andre håndværkere til at håndtere afbureaukratiseringen. Ligesom murere bygger murstenshuse og tømrere bygger træhuse.

Tre årtiers krisetilstand

Erkendelsen er central, når man tænker den igennem. Den betyder, at embedsmænd og -kvinder, der sidder på Slotsholmen, i landets Rådhuse, i styrelser, råd og nævn er igang med en mental erkendelsesproces. Noget a la “gør det du er bedst til”.

Flere og flere bureaukrater spørger altså sig selv, hvorfor de hele tiden skal have kritik for at gøre det, de er ansat til. De erkender samtidig, at hvis “samfundet” vil have færre bekendtgørelser, regler og love, så må man finde nogen, der kan udpege hvilke bekendtgørelser, regler og love og derefter sørge for at nogen også makulerer dem.

Det gør simpelthen for ondt på en bureaukrat at fjerne det arbejde, som han selv har været med til at lave.

Det er anerkendelse til bureaukraterne

Her skal for god ordens skyld indskydes anerkendelse og respekt for embedsværket i hele den offentlige sektor.

Sådan helt generelt har Danmark en af verdens mest effektive og veldrevne bureaukratier. Det har vi, fordi bureaukraterne siden Mogens Glistrups og Erhard Jakobsens bevægelser i halvfjerdserne har været under konstant pres for de negative sider ved deres arbejde. Lovgivning tager tid. Bekendtgørelser og vejledninger er vældig detaljerede. Høringer er enormt formelle. Almindelig sund fornuft sjælden og forsigtighed udbredt.

Den konstant kritiske debat om den offentlige sektor har skabt et bureaukrati, der er grundigt, dygtigt og bemandet med kompetente embedsmænd, som hver især fortjener respekt og anerkendelse for det arbejde, de udfører.

Problemet er bare, at embedsværket ikke længere skal fokusere så meget på netop driftssikkerheden i bureaukratiet.

Siden Moderniseringsprogrammet i 1983 har der været stigende behov for at ændre fokus. Vi har nået ambitionen om at at skabe et veldrevet, effektivt og gennemreguleret samfund. Vi er mål! Det blev en bragende succes.

Det nye sort må derfor være, at rydde op og fokusere på andre ting. Men her har bureaukrater den forkerte profil. Der må andre kompetencer til.

Bureaukratiets dna

Bureaukrater har nemlig vanskeligt ved at gøre noget enkelt. Det er ligesom imod hele deres dna.

Den erkendelse mødte DenOffentlige’s læsere iøvrigt allerede for tre år siden, da departementschef Sofus Garfiel forklarede, hvorfor det er så vanskeligt at arbejde med afbureaukratisering på Slotsholmen.

“Jeg tror mindre og mindre på, at forandring primært kan ske gennem love og regler, der er designet på Christiansborg og i ministerierne. Jeg tror grundlæggende på, at vejen frem er færre regler. Vi skal have den dokumentation, der er brug for, men ikke alt muligt andet for at indsamle og følge med nationalt.”

Det sagde departementschefen i et interview for tre år siden. Han erkendte samtidig, at indsatsen for at fjerne eksisterende lovgivning og regler er ganske vanskelig.

“Når man styrer på en ny måde, skal man fjerne ganske meget lovgivning. Det er vanskeligt. Når nogen fandt på det i sin tid, så var der en begrundelse for det. Det vil sige man skal argumentere for, hvorfor der ikke er brug for den og den lovgivning længere. Det er ikke altid man kan blive enige, og derfor sker det tit at man ender i en eller anden form for kompromis. Men forhåbentlig ender vi i et eller andet spor, hvor vi kan tage et ordentligt skridt den rette vej,” håbede Garfiel altså i 2014.

Dengang for over tre år siden havde departementschefen og hans kolleger et håb i daværende minister Margrethe Vestagers ambitiøse tillidsreform og Karsten Koch-udvalget, som skulle fremlægge forslag til afbureaukratisering af beskæftigelsesområdet. Senere i sensommeren 2015 lå et lille håb i Djøfs Bo Smith-udvalg, men effekten af det arbejde forsvandt som sommeren blev til efterår.

Man havde også forhåbninger til frikommuneforsøgene, hvor første omgang nu er afløst af runde nummer to mens erfaringer og resultater sander til i bureaukratiets evalueringer. Det var iøvrigt DF-formand Kristian Thulesen Dahls store projekt i håb om afbureaukratisering for alvor.

“Nu har vi i en årrække diskuteret og haft fokus på konkret afbureaukratisering fra statens side. En ny og anden vej er frikommuneforsøget. Vi skal i langt videre omfang turde give slip på styringen. Tidligere har man jo ikke rigtig været villig til at gå hele vejen. Det er derfor jeg siger, at den eneste begrænsning i frikommuneforsøget lidt enkelt sagt kun er Grundlovens krav. Vi kan eksempelvis ikke give køb på borgernes retssikkerhed, så det er sådan noget, der afgør, hvor langt vi kan gå,” påpegede Thulesen Dahl i et interview for seks år siden.

Seks år siden!

Således bliver afbureaukratisering igen og igen sider i historiebøgerne, og Sofus Garfiels tre år gamle ord demonstrerer tre år senere afbureaukratiseringens intethed.  

“Det har været diskuteret i ganske mange år. For mig bliver det en lakmustest for, om vi kan forenkle nu,” sagde Garfiel med henvisning til Carsten Koch udvalget og internt arbejde mellem ministerierne for at afdække muligheder for regelforenkling.

Trykket i fronten er vokset

Siden interviewet med Garfiel er bureaukratiet vokset og behovet for afbureaukratisering fulgt med. For nylig skrev ni fagprofessionelle et fælles opråb under overskriften, “Hjælp os, vi er ved at blive kvalt i styring”.

“Igennem flere år har vi været del af en udvikling, hvor de, som styrer i den offentlige sektor, i alt for høj grad styrer på detaljer og metoder. I stedet appellerer vi til, at de holder sig til at styre på formål og mål samt prioritere midler, der gør opfyldelsen af målene realistisk.”

De ni ansatte i den offentlige sektors såkaldte frontlinie - altså der, hvor velfærd møder borgerne i eksempelvis daginstitutioner, skole, jobcentre, plejecentre - anerkender, at der skal styres og ledes, men de oplever en udvikling til det værre i stedet for det bedre.

“En optimal anvendelse af ressourcerne er nødvendig også i den offentlige sektor. Gennem de seneste tre årtier har vi været udsat for en tsunami af NPM-initiativer (New Public Management, red), der har haft til hensigt at skabe en både billigere og bedre offentlig sektor.

Forventningen var, at man via en datadrevet offentlig sektor kunne danne grundlag for politiske reformer og markante effektiviseringer. Missionen er i den grad mislykkedes,” påpeger de ni offentligt ansatte.

Deres oplevelse viser de kedelige konsekvenser af bureaukratiets forsøg på at gøre sig selv mere effektiv.

Skæld de rigtige ud

Egentlig er det unfair overfor bureaukraterne, at de konstant er skydeskiver og dermed bliver kritiseret for det arbejde, der er deres primære opgave. Det svarer til at skælde en fodboldspiller ud for at spille håndbold.

I 2016 tog debatten dog en ny drejning med erkendelsen af, at New Public Management (NPM) har skabt overstyring og unødigt bureaukrati. Det var en rapport fra KORA, der skubbede til debatten.

Et såkaldt review af Resultatbaseret Styring, RBS, som er en central del af NPM, afslørede, hvordan den offentlige styring kører de borgere over, som oprindeligt var et centralt formål med at skabe en fælles offentlig velfærdsmodel.

KORA pegede på, at der “fokuseres på kortsigtede frem for på langsigtede resultater, eller ved at der prioriterees ‘lette’ borgere frem for at bruge tid på borgere, som kræver en mere kompleks indsats for at nå målet.”

Så langt erkendelsen af selve styringsmetoderne.

I det kommende år må debatten tage et skridt dybere, hvis ikke den offentlige sektor skal kollapse under sit eget bureaukrati.

Det kan passende starte med at tage Else Sommers ord til sig - at bureaukrater ikke kan afbureaukratisere.

Centraladministrationen skal omstilles

I bund og grund er det her en kendt historie om, hvem der løser hvilke opgaver i enhver organisation.

Man skal bruge forskellige medarbejdere til forskellige faser af en organisations udvikling, forskellige kompetencer afhængig af, om der skal fokuseres på vækst, drift, salg eller udvikling og innovation.

Mange kommuner har allerede taget de første skridt i den erkendelse ved at sætte fokus på udviklingsafdelinger, innovationskraften i deres organisation og evnen til at sætte drift og bureaukrati i baggrunden mens kommunen som organisation begynder at facilitere udviklingen af stærke lokalsamfund og velfærdsløsninger - vel at mærke sammen med borgerne.

Spørgsmålet er, om politikere og topledere på Slotsholmen griber erkendelsen om bureaukratiet og viser evne til at iværksætte en helt nødvendig omstilling af hele centraladministrationen.