Welfare Tech vil bruge 10 års erfaring i ny national sundhedsklynge

Sundhed

16/06/2020 14:53

Lotte Overbjerg

Alle aktører inden for sundhedssektoren skal nu samles i én national klynge for life science og velfærdsteknologi. Welfare Tech håber at kunne bruge klyngens årelange erfaring og få lov at danne den nationale klynge Danish Health.

Sundhedsområdet står over for en spændende udvikling.  

Der er udpeget 12 danske styrkepositioner, som skal fremme vækst og innovation. Life science og velfærdsteknologi er en af dem. Det betyder, at alle virksomheder, brancheorganisationer, det offentlige m.fl. nu samles i en national klynge for sundhed.

Welfare Tech er en fungerende klynge med flere end 200 medlemmer fra offentlige og private organisationer. Welfare Tech har ansøgt om at få lov at danne den samlede nationale klynge for life science og velfærdsteknologi under navnet Danish Health.

Klar til konstruktivt samarbejde

Welfare Tech har modtaget mere end 140 støtteerklæringer til denne ansøgning. Støtten er kommet fra et bredt udsnit af små og store private virksomheder, offentlige organisationer, videninstitutioner, internationale samarbejdspartnere og andre aktører indenfor life science og velfærdsteknologi.

- Welfare Tech har 10 års erfaring som klynge. I årenes løb har vi gennemført hundredevis af innovationsprojekter, internationaliseringsindsatser, arrangementer med fokus på videndeling og meget mere. Dette gode arbejde håber vi at kunne fortsætte og udvikle i den nye nationale klynge, siger Troels Bierman Mortensen, direktør i Welfare Tech.

Der er kommet flere ansøgninger til puljen for den kommende sundhedsklynge, og Welfare Tech-direktøren ser frem til en god dialog og fremtidigt konstruktivt samarbejde om at etablere en solid national klynge.

Baggrund for ansøgningen

Det er Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og Uddannelses- og Forskningsministeriet, der har udpeget Danmarks 12 styrkepositioner, som nu får hver sin klynge.

Visionen for Danish Health er at etablere en klynge for life science og velfærdsteknologi på internationalt niveau, der bidrager til, at Danmark bliver førende inden for udvikling og kommercialisering af bæredygtige sundhedsløsninger.

Samarbejde med vidensmiljøet

Et af de vigtigste fokusområder for det nuværende Welfare Tech er det tværsektorielle samarbejde, hvor vidensinstitutioner, erhvervsliv og det offentlige samarbejder om innovation og udvikling.

Adgangen til forskning er en vigtig faktor for at skabe vækst for danske leverandører af sundhedsløsninger, mener Britt Sørensen, partner i Public Intelligence, som er medlem af Welfare Tech.

- Gennem en klynge kan vi få kontakt til både viden og brugere, som vi ellers ikke har adgang til. Vi har deltaget i flere projekter, hvor vi har fået værdifuld research fra forskningen, og det har hjulpet os til at udvikle unikke løsninger, som vi har testet og tilpasset sammen med sundhedspersonale og slutbrugere, forklarer Britt Sørensen, som desuden sidder i Welfare Techs bestyrelse.

Skal skabe vækst

I ansøgningen om at få lov at danne den nationale klynge Danish Health har Welfare Tech lagt vægt på, at formålet er at skabe vækst i virksomheder. Herunder vil  klyngen fremme et stærkt vækstlag og en driftig iværksætterkultur inden for life science og velfærdsteknologi i Danmark til gavn for borgere og sundhedsvæsen.

En anden virksomhed, NewIcon, har gennem en årrække brugt klyngenetværk til at få fæste på det danske sundhedsmarked.

- Det store netværk, som Welfare Tech har opbygget, har giver adgang til hele øko-systemet på det danske sundhedsområde. En veletableret klynge med erfaring inden for bl.a. sparring og netværk er til stor nytte, mener Hanne Hansen-Nord, sales manager i NewIcon.  

- Vi ved, hvor vigtigt samarbejdet på tværs af sektorer er, og den erfaring håber vi at kunne bruge i den kommende nationale klynge for sundhed, tilføjer Troels Bierman Mortensen, direktør i Welfare Tech.

Fakta:

Ansøgningen om at etablere klyngen er rettet til Uddannelses- og Forskningsministeriets og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses udbud Innovationskraft - Danske klynger for viden og erhverv 2021-2024, der handler om at støtte Danmarks styrkepositioner.

Illustration: Pixabay/Welfare Tech

Mest Læste

Annonce