Tønders borgmester pludselig død

Politik

11/05/2016 09:51

Nick Allentoft

Laurids Rudebeck, 56 år og borgmester i Tønder Kommune siden 2009, er helt uventet gået bort
Vi har med dyb sorg modtaget meddelelse om, at borgmester Laurids Rudebeck, Tønder Kommune, pludselig er død i en alder af kun 56 år.   Laurids Rudebeck faldt om i sit hjem tirsdag uden forudgående sygdom, efter at han havde arbejdet helt som normalt i løbet af dagen og varetaget sine opgaver i vanlig stil med energi og godt humør. Derfor er alle chokerede og dybt berørte af det helt uventede dødsfald.

Laurids Rudebeck kom i Kommunalbestyrelsen for den nye sammenlagte Tønder Kommune i 2006 og blev borgmester i 2009.

Han var opvokset i Over Jerstal og uddannet mekaniker. Senere kom han til politiet, hvor han sluttede sin karriere som leder af lokalpolitiet i Tønder, inden han overtog opgaven som kommunens førstemand.   Viceborgmester Bent Åbling Paulsen indtræder nu som fungerende borgmester. Kommunalbestyrelsen samles snarest for at konstituere sig med ny borgmester for resten af perioden.   I anledning af Laurids Rudebecks død udtaler direktør Klaus Liestmann:   Laurids Rudebeck var en engageret, initiativrig og indsigtsfuld borgmester, der arbejdede utrætteligt og energisk for Tønder Kommunes udvikling. Han var et venligt og behageligt menneske, der altid lagde vægt på at optræde med ordentlighed og respekt over for andre mennesker. Men han var også viljestærk og kunne være bestemt og stålsat i situationer, hvor der var behov for det.   Laurids Rudebeck var en markant og stærk politisk leder, der skabte mange synlige resultater for Tønder Kommune. Det er i høj grad hans fortjeneste, at Tønder Kommune i dag er en økonomisk velfunderet kommune, der er godt rustet til fremtidens udfordringer.   Ikke alle var enige med Laurids Rudebeck, men det er karakteristisk, at der i alle kredse var respekt for hans store flid og hans evner til at formidle et godt og konstruktivt samarbejde til gavn for Tønder Kommune.   Personligt vil jeg især huske Laurids Rudebeck for hans optimisme og positive indstilling. Jeg vil også mindes hans ukuelighed og store mod som politisk leder. Laurids Rudebeck søgte ikke nemme og popuære beslutninger, men arbejdede målrettet og vedholdende for de løsninger, han fandt nødvendige.   Mine tanker og dybeste medfølelse går i denne svære stund til den nærmeste familie, hustruen Lene, børnene Thor og Neel og barnebarnet Helen, moren Grethe og søsteren Leni, der alle så uventet er blevet ramt af dyb sorg.   Æret være Laurids Rudebecks minde.    

Mest Læste

Annonce