"Det er dybt bekymrende, men det bekræfter i høj grad de oplevelser, vi i forvejen har. Vi ved, at der på nogle medicinske afdelinger er overbelægning, også når man kigger over et helt år," udtaler formanden for patientforeningen Danske Patienter, Morten Freil.

Travlhed på sygehuse skader sikkerheden

I en ny undersøgelse svarer hver anden sygeplejerske, at arbejdsdagen på hospitalerne er så travl, at det går ud over patientsikkerheden.

De ansatte på de danske hospitaler skal løbe stærkt for at få arbejdsdagen til at hænge sammen. Ofte skal de løbe så stærkt, at det går ud over patienternes sikkerhed.

Det er konklusionen i en spørgeskemaundersøgelse, foretaget af Megafon for Dansk Sygeplejeråd, blandt regionalt ansatte sygeplejersker. 

Her svarer 50 procent, at de er helt eller delvist enige i, at deres arbejdsdag er så travl, at det går ud over patienternes sikkerhed.

- Selv om sygeplejerskerne har de bedste intentioner, kan der glippe ting, når man har travlt.

- Det vil sige, at patienterne ikke får de piller eller den injektion, som skulle gives, og i værste fald kan det jo få katastrofale konsekvenser, siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.

Hos patientforeningen Danske Patienter er man ikke overrasket over resultaterne af undersøgelsen.

- Det er dybt bekymrende, men det bekræfter i høj grad de oplevelser, vi i forvejen har. Vi ved, at der på nogle medicinske afdelinger er overbelægning, også når man kigger over et helt år.

- Og flere undersøgelser - herunder én vi selv har foretaget - viser, at overbelægning giver flere fejl, siger foreningens direktør, Morten Freil.

Hos Danske Regioner, som har ansvaret for driften af sygehusene, har formanden for Sundhedsudvalget, Ulla Astman (S), forståelse for sygeplejerskernes travle arbejdsdag. 


Men hun fortæller, at hverken anmeldelser af utilsigtede hændelser, alarmerende dødsfald eller lignende bekræfter, at travlheden skulle gå ud over patientsikkerheden.

- Jeg har forståelse for, at de er pressede og har travlt, for det har de, og det er vi klar over. Citronen er blevet presset til det yderste nogle steder, og det kan ikke blive ved med at gå.

- Men derfra og så til at sige, at det går ud over patientsikkerheden, det er måske en lidt voldsom retorik at bruge. Der er for mig at se ikke noget, der bekræfter det på anden vis, siger hun.

Tidligere på ugen startede budgetforhandlingerne for 2016 mellem regeringen og Danske Regioner. Ulla Astman fortæller, at et af de punkter, regionerne allerede har rejst over for regeringen, er presset på hospitalerne.

- Der er grænser for, hvor meget vi kan blive ved med at presse i forhold til effektiviteten på sygehusene. Der skal også være plads til at sikre, at patientsikkerheden og kvaliteten i behandlingen er til stede, siger hun.

Som en årsagsforklaring peger Grete Christensen på, at der fra politisk hold de seneste 10-15 år er fokuseret så meget på produktivitet, at man helt har glemt at tænke kvaliteten ind.

- Det handler mere om at få endnu en patient ud ad døren og ind med en ny. Det er kommet så vidt nu, at det går ud over kvaliteten, arbejdsmiljøet og patientsikkerheden.

Derfor opfordrer hun nu folketingspolitikerne til at tænke over, hvordan pengene bruges bedst.

- Det nytter ikke noget, at man tilfører millioner til sundhedsvæsnet i form af strålekanoner og robotter, hvis man ikke sørger for, at den basale pleje for patienter er i orden. Så er det ikke noget værd, siger hun. 

FAKTA: Så travl er sygeplejerskers arbejdsdag

En Megafon-undersøgelse viser, at hver anden sygeplejerske har så travlt, at det går ud over patienterne.
 
Tempoet er så højt på de danske sygehuse, at det risikerer at gå ud over patienternes sikkerhed.

Det er i hvert fald opfattelsen hos hver anden af de regionalt ansatte sygeplejersker, der har svaret på en Megafon-undersøgelse.

De 962 deltagere skulle forholde sig til, hvor enige de var i følgende påstand:

- Min arbejdsdag er så travl, at det går ud over patienternes sikkerhed.

Svarene fordelte sig som følger:

* Helt enig: 13 procent

* Delvist enig: 37 procent

* Hverken enig eller uenig: 22 procent

* Delvist uenig: 14 procent

* Helt uenig: 12 procent

* Ved ikke: 2 procent

* Ønsker ikke at svare: 1 procent

Alt i alt blev 4244 medlemmer af Dansk Sygeplejeråds medlemspanel inviteret til at deltage i en undersøgelse. 2038 besvarede spørgeskemaet, og heraf var de 962 altså sygeplejersker, der er ansat i regionerne.

Kilde: Megafon/Dansk Sygeplejeråd.

 

Emneord: Velfærd, Dansk Sygeplejeråd, Sundhedsbehandling, Danske Patienter
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også