Skolen er et fællesskab, der flytter sig, og dermed også flytter børnene. Det kaldes udvikling og dannelse. Foto: Privat

Tre systemfejl i folkeskolens inklusionsbølge

Det er pinefuldt at skubbe sine skolevægrende børn i skole. Dag efter dag, uge efter uge fordi det er den eneste måde at sikre, at de kommer derover. Nogle forældre sidder med i skolen og må trøste og opmuntre deres børn, der græder og lukker sig.

Skolen er ikke en butik, men et fællesskab, der flytter sig og dermed også flytter det udsatte eller sårbare barn i en retning. Det kaldes udvikling og dannelse. Alligevel er folkeskolens syn på sig selv fastlåst.


Fællesskabet skal imødekomme barnets behov og opstille tydelige normer og mål som også børn, der har særlige undervisningsmæssige behov kan leve op til. Alligevel parkerer vi ansvaret hos lærerne, forældrene eller i værste fald barnet selv.

Vi kan jagte synderen, der er skyld i at det går så dårligt med inklusionsprojektet i folkeskolen, men folkeskolen og systemerne omkring den er plaget af nogle afgørende systemfejl, der gør problemerne værre end de behøver at være.

Her er tre bud på systemfejl, som bør adresseres nu.

              Læs mere fra Anders Dinsen her

Systemfejl nr 1: Den udisciplinerede folkeskole

Mange forældre har svært ved at se deres børns problemer. De ser deres egen drøm om et barn, eller bare barnets bedste sider. Men skolesystemet er tit også blindt for børns problemer.

Dermed ender barnet med at stå alene om at løse sine adfærds- og trivselsproblemer, og ofte er årsagen til det, at skolen er for normløs, for rodet og der er alt for få rutiner.

Klare normer, ro og en stor portion rægelmæssighed er en kæmpe fordel, for når forventningerne er tydelige bliver dagligdagen enklere. Vi ved alle, at når dagene gentager sig efter nogenlunde det samme mønster, så skal vi bruge færre kræfter på at navigere i hverdagen og kan derfor rette mere opmærksomhed mod at lære.

Mange børn med særlige behov hader featureuger, men isoleret set er de mange featureuger ikke problemet. Problemet er, at skolen er urolig og foranderlig. At det er alle mulige andre ting end indholdet, der præger dagen. Urolige børn. Trætte børn. Lærervikarer. Manglende undervisningsmaterialer. Fejl i skemaet. Og så videre.

I folkeskolereformen er der skrevet detaljeret, hvor mange flere timer børnene skal have og hvor meget mere varieret skoledagen skal være. Der er tale om struktureret variation, men intentionerne stemmer alt for sjældent overens med implementeringen.

Isoleret set trækker begge dele i også den forkerte retning: Mere variation og fleksibilitet gør, at dagen opleves som mere ustruktureret og kaotisk. Og en en lang kaotisk skoledag føles som at gå op i tid på et i forvejen uudholdeligt job.

Systemet og mange andre placerer aben på lærerne, der skal klasselede bedre. Eller på forældrene, der skal aflevere børnene klar til undervisning. Jeg er ikke sikker på, at vi har løsningerne, der skal til.


Systemfejl nummer 2: Den normaliserede folkeskole

Skolen placerer ansvaret for at løse trivselsproblemer på barnet selv. Det typiske tema på skole-hjem-samtaler med børn, der har problemer er ikke, hvordan voksne skal tage ansvar for at løse barnets problemer, men hvordan man dog kan motivere barnet til selv at gøre det. Jeg hører konstant historier om det, og det er helt galt.

Det sker fordi børn slås over én kam. Individuelle løsninger er altid svære, og så bliver problemerne gjort til noget normalt. "Sådan har alle det." Problemerne bliver ikke taget alvorligt.

Den ustrukturerede skole, hvor det er normalt at være forvirret og tabe tråden, lader en kilde til oversete problemer tilbage. Skolen er spændt for en systemisk reform-proces som alle aktører i og omkring den nu skal tilpasse sig, men det kræver altså at skolen også selv agerer ud fra intentionerne om at rumme, tilpasse sig og have fokus på læring.

Jeg ser mange gode træk ved folkeskolen anno 2015, men jeg ser også børn med særlige behov, hvis problemer ikke bliver løst. Og vi kan ikke pålægge børn at løse den slags alene. Vel?

Imens tilpasser sårbare og udsatte børn og deres familier sig. De skjuler problemerne, overlever så længe de kan. Men det skader børnenes indlæring og udvikling.

 

Systemfejl nummer 3: Barrierer og usamarbejdsevner

Man tager alt for sent fat på udfordringer, når børn mistrives. Samarbejdet mellem de forskellige institutioner i det udsatte og sårbare barns liv er alt, alt for dårligt. Der er kulturelle barrierer, hvor selve menneskesynet er grundlæggende forskelligt, og der er strukturelle barrierer, hvor systemet simpelthen tilskynder til at grave grøfter og besværliggøre samarbejdet.

Blot et eksempel: Et barn, der viser tegn på mistrivsel, skal man selvfølgelig hjælpe i klassen, hvor det går. Først når hjælpen ikke har virket inddrages skolepsykologen, der observerer og rapporterer med sin faglighed. Og, hvis skolepsykologen synes det er relevant, sendes der måske henvisning til psykiatrien, hvor man ofte har et helt tredje perspektiv på problemet. Mistrivsel får lov at udvikle sig til det enkelte barn bliver en sag i det sociale system.

Det er ikke ualmindeligt, at der går flere år fra problemet er så tydeligt, at alle er enige om, at der skal handles, til der foreligger en udredning, diagnose og måske bud på ting, der kan hjælpe barnet - isoleret set. Kun sjældent retter man med succes opmærksomheden på den helhed barnet er i.

Og, hvad kan diagnosen egentlig bruges til? En psykolog jeg mødte for nylig var bekymret over at hun og hendes kolleger oplever, at mange forældre kommer diagnosetraumatiserede ud fra psykiatrien: Med et nyt billede og en ny forståelse af deres barn, men uden bud på løsninger på udfordringerne og derfor angste for fremtiden.

Barnet i problemer ender hurtigt som taberen blandt handlingslammede voksne, både hjemme og i skolen.

                   Læs også: Ung mand brød tabu om psykisk sygdom: Jeg nægter at slippe livet

Løs systemfejlene ved at se individet i helheden

For nogle måneder siden talte jeg med daværende formand for Børne- og Kulturchefforeningen Eik Møller om problemet med børn med særlige behov, der ikke kommer i skole.

”Det er jo følelsernes møde med systemet. Systemet, der skal skabe sammenhæng i indsatsen om det enkelte barn og den gruppe af børn, der har behov deromkring. Det er ikke nemt og derfor er vi nødt til at blive ved med at være tæt dialog om i respekt for hinandens roller,” sagde han

Eik Møller anerkender altså udfordringen, men savner tilsyneladende samme anerkendelse hele vejen rundt om den nye folkeskole.

”Jeg kunne godt ønske mig lidt mere saglighed. Jeg i min position siger, hvad det er jeg ser og oplever. Jeg inviterer så den anden part til at sige, hvad man ser og oplever. Det er nødvendigt at vi tager også den i den svære del med det,” sagde han.

Tør vi alle lytte mere end vi ser, og erkende mere end vi kender?

Emneord: 5 år med DenOffentlige
Anders Dinsen på DenOffentlige.dk Mange af mine bedste venner er mennesker på kanten: Handicappede, udsatte og sårbare, der har brug for velfærdssamfundets hjælp og støtte for at tage det afgørende medansvar for samfundet, sin...
Aktivitet: Artikler: 44 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 08.05.15 Ulla
    Vigtigt indlæg Anders

    Kære Anders, et vigtigt indlæg synes jeg. Det er vigtigt at have øje for hvordan systemet kan blive "bedre".
    Jeg tænker det er uhyre vigtigt at starte med at forkorte tiden fra at man han en "mistanke om mistrivsel" til at de rette folk kommer på banen. Der er børn, der bliver decideret psykisk syge over at der ikke i rette tid sættes ind med relevant støtte i forhold til et evt psykisk handicap eller særlig psykisk sårbarhed.
    Men folkeskolen af 2015 er ikke minded på alle børn!
    Og det er et tabu.

    Jeg har ét barn, der trives i folkeskolen - og har det aldeles strålende med den ny folkeskolereform, som jeg finder aldeles glimrende - for nogle men absolut ikke alle børn!

    Jeg har også et barn som ikke kan vil kunne trives i folkeskolen - uanset hvor meget hun slår knude på sig selv. Den type af støtte og undervisning som hun har brug for - den findes ikke i folkeskolen!

    Løsningen er ikke nødvendigvis specialskoler kun for børn med diverse handicaps – men nærmere mindre skoler med "særlige profiler".

    Nogle friskoler, lilleskoler, privatskoler gør det som man også burde gøre i folkeskolen. Og har tilbud, som ikke retter sig mod ALLE men mod nogen. Ikke alle vælger disse skoler af ideologiske grunde men fordi det er NØDVENDIGT. Vi har måttet vælge en friskole til vores ældste, for ellers så var der ikke skole til hende.

    Men tabuet er at folkeskolen anno 2015 kan være aldeles glimrende for nogen - men også at der ikke er noget reelt folkeskoletilbud til de elever, der ikke kan trives i dette. Og at man bruger alt for lang tid på at konkludere det.

    Ikke alle KAN gå på skoler med 300-1000 - men for nogen er det "nok" at komme på en mindre skole. Andre har brug for EGEN støtte i undervisningen - ikke til klassen men til SIG SELV.

    Vi kan ikke få noget klart svar fra PPR hvad der er af reelle støttemuligheder til vores datter, der pt går på en friskole, skulle hun vende tilbage til folkeskolen. Og når end ikke PPR kan svare, hvem kan så?

    Det der er godt for nogen - er ikke nødvendigvis godt for alle. Og det skal der skabes rum for – også i den danske folkeskole.

  • 08.05.15 Anders Dinsen
    En "investeringsperiode" var måske bedre?

    Kære Agnethe, jeg forstår din reaktion og du har en vigtig pointe i forhold til det med hensynet til de svage og "kur" mod mobning. Men alternativet er heller ikke for godt: Specialskoler er ikke en sikker løsning, der giver børn med særlige behov uddannelse, job og et lykkeligt liv. Måske er problemet meget større end som så?

    Ideen med en overgangsperiode er god. Kunne vi kalde det en "investeringsperiode"?

    Men nu taler jeg jo om systemer her, og spørgsmålet er hvordan vi vurderer investeringens afkast? Hele dette område er plaget af, at vi ved meget lidt om, hvad der faktisk virker.

    Derfor er jeg ydmyg denne gang, og påpeger kun nogle konkrete fejl i systemet. Fejl, der ikke vil vil være omkostningstunge at rette.

    Kh
    Anders

  • 29.04.15 Agnethe Svendsen
    Inklusion

    Det er afskyeligt at tvinge børn i alminelig skole, hvis de har har behov for noget andet, det er alt fot hård kost, for mange børn.
    Sålænge børn ikke er opdraget til, at tage hensyn overfor de svage, for mobberiet er ikke kureret endnu.!!!!
    Derfor er det forkert med den nye skolelov, det skulle have en overgangsperiode, det her er som en kaospilot.!!!!

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også