Tre ugers feriepenge udbetales snarest muligt

Velfærd

15/06/2020 08:22

Regeringen og et stort flertal af Folketingets partier er enige om at udfase de succesfulde hjælpepakker og erstatte dem med en omfattende genopretningspakke, der skal sætte skub i dansk økonomi efter coronakrisen.

En bred aftale mellem regeringen og Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet betyder, at en omfattende genopretningspakke fremover vil erstatte hjælpepakkerne, der med succes har holdt hånden under danske arbejdspladser under coronakrisen. Hjælpepakkerne vil blive udfaset, i takt med at samfundet åbner op igen.

"Med aftalen i dag tager vi et vigtigt skridt fremad og videre ud af krisen. Vi sætter en ansvarlig slutdato på de midlertidige hjælpepakker. Og samtidig giver vi en markant saltvandsindsprøjtning til dansk økonomi og iværksætter flere tiltag for at hjælpe danske eksportvirksomheder gennem krisen på de globale markeder. Jeg er meget glad for, at et bredt flertal af Folketingets partier har taget ansvar for Danmarks økonomiske genopretning. Det tjener Danmark bedst, når vi står sammen," udtaler Finansminister Nicolai Wammen i en pressemeddelelse.

Aftalen indeholder mange forskellige elemeneter til både erhvervsliv og almindelige borgere, der har til formål at stimulere dansk økonom.

Herunder en delvis udbetaling af de indefrosne feriemidler svarende til tre ugers ferie med henblik på at sætte gang i dansk økonomi. Feriemidlerne vil kunne komme til udbetaling senest oktober 2020. Regeringen vil gå i dialog med arbejdsmarkedets parter og ATP om den konkrete udmøntning.

Ligeledes er der aftalt et skattefrit engangstilskud på 1.000 kr. til ydelsesmodtagere. Tilskuddet modregnes ikke i borgerens offentlige ydelser.

 

Mest Læste

Annonce