Foto: René Strandbygaard

Tryghed om siddepladser i regionaltrafikken

Infrastruktur

02/04/2014 09:20

Freja Eriksen

Forligskredsen bag bedre og billigere kollektiv trafik er blevet enige om at udmønte 780 mio. kroner til køb af 67 dobbeltdækkervogne. Samtidig reserveres ca. 420 mio. kr. til køb af el-lokomotiver. Aftalen skaber tryghed om antallet af siddepladser i togtrafikken, og vi bliver mindre afhængige af IC4-togene.

Regeringen, DF, SF og EL blev i dag enige om at købe 67 dobbeltdækkervogne, som i dag kører på de danske skinner via en lejekontrakt. Derudover sætter forligskredsen penge af til køb af el-lokomotiver. Det vil skabe en markant forøgelse af el-togskapaciteten i Danmark og bidrage til en fleksibel overgang fra diesel til el-drift.

-Med aftalen undgår vi en situation, hvor vi skulle satse på, at IC4-togene pludselig ville køre problemfrit for at kunne dække det fremtidige pladsbehov, siger transportminister Magnus Heunicke.

De 67 dobbeltdækkervogne har ca. 7.200 pladser, hvilket svarer til pladserne i ca. 35 IC4-togsæt. Med købet har DSB dermed pladskapacitet nok til kunne overholde sin kontrakt med staten og skabe tryghed for passagerne – også efter 2016, hvor dobbeltdækkerne ellers skulle leveres tilbage.

Ved at have de 67 dobbeltdækkere på danske hænder har DSB en solid pladsbuffer, hvis der kommer yderligere problemer med IC4-togene, hvilket ellers kunne betyde manglende siddepladser til passagerne.

Transportminister Magnus Heunicke udtaler:

-Jeg er tilfreds med, at vi med et bredt flertal sikrer, at der ikke vil komme kaotiske tilstande i togene, når lejekontrakten på de 67 dobbeltdækkervogne, som hver dag bruges af tusindvis af passagerer, udløber. Samtidig skaber vi med nye el-lokomotiver mulighed for en mere miljøvenlig og driftsikker togdrift på de danske skinner.

Pengene til de 67 dobbeltdækkervogne og el-lokomotiverne finansieres af de 1,2 mia. kr., der med aftalen om ”Bedre og Billigere Kollektiv Trafik” af 12. juni 2012 er afsat til indkøb af el-tog.

Læs aftalen om indkøb af dobbeltdækkere

Mest Læste

Annonce