Tuberkulose breder sig blandt udsatte

Velfærd

24/01/2014 10:30

Den smitsomme infektionssygdom tuberkulose har bidt sig fast i Danmark. Røntgenbus opsøger udsatte.

Misbrugere, hjemløse og andre socialt udsatte smittes i stigende antal med tuberkulose.

I 2012 modtog Statens Serum Institut 388 anmeldelser. Det er en stigning på 20 procent i løbet af tre år.

Særlig bekymring vækker det, at flere end tidligere smittes med typen "smittekæde 2", som især rammer marginaliserede mennesker, herunder grønlændere bosat i Danmark.

- Med 60-70 nye tilfælde er den nu "uden sammenligning landets og Skandinaviens største smittekæde", skriver seruminstituttet i en kommentar til den nye opgørelse.

- De første år var det primært etniske danskere, som var smittet med typen, men vi kan se, at den breder sig til indvandrere og grønlændere, siger afdelingslæge Peter Henrik Andersen, Statens Serum Institut til Ritzau.

- Det indikerer, at smitten går fra person til person i de udsatte miljøer, og det er bekymrende, siger han.

Udviklingen bekræftes af en stor spytundersøgelse i 2013 blandt godt 1000 udsatte borgere i København. For hver hundrede undersøgte havde mellem to og tre sygdommen i en fremskreden fase:

- Det er et meget højt tal, og det viser, at det formentlig kan betale sig at gå aktivt ud i risikomiljøerne for at opspore de smittede, siger Peter Andersen.

Bag indsamlingen af spytprøver står sygeplejerske Nete Olsen fra Gentofte Hospital.

Hun siger til Ritzau, at det er kendetegnende for de syge, at de ikke har overskud til selv at søge hjælp, og at det derfor er afgørende, at hjælpen kommer til dem.

- De har nok i at klare dagen og vejen. Finde ud af, hvor de skal sove og hvordan de skal skaffe penge. Ofte slår de deres vægttab hen med, at de ikke spiser nok, og hosten kan de tro skyldes, at de ryger for meget, siger Nete Olsen.

I et forsøg på at finde frem til flere smittede har Region Hovedstaden som den første af landets regioner indkøbt en røntgenbus. Den kører om få uger ud til de områder i regionen, hvor de udsatte holder til.

Ifølge afdelingslæge Peter Henrik Andersen ville det give god mening, hvis alle landets regioner tilbød spytprøver og røntgen.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce