Turunen vil skabe job ved at investere i fremtiden

Velfærd

08/04/2014 12:02

Øget industri og grønne investeringer skal give beskæftigelse til de arbejdsløse europæere, siger ny jobplan.

Hvor og hvordan kan der skabes job til EU's 27 millioner arbejdsløse? Det store spørgsmål prøver 10 punkter i en ny jobplan, som hedder "Europa tilbage til arbejde", at give svar på.

EU-parlamentariker Emilie Turunen (S) har stået i spidsen for en såkaldt job-taskforce nedsat af formanden for den socialdemokratiske gruppe i EU-Parlamentet, S&D, Hannes Swoboda. Det er den taskforce, som har udarbejdet planen.

- Der er mere end nogensinde før brug for svar på, hvordan vi kan finde arbejdspladser i Europa. Ungdomsarbejdsløsheden er rekordhøj.

- Derfor skylder vi som politikere svar til europæerne. Nu kommer vi med nogle bud på, hvordan EU fortsat kan være en jobmotor, siger Emilie Turunen tirsdag, hvor pakken fremlægges i Bruxelles.

Det første punkt i jobplanen foreslår, at EU bruger 194 milliarder euro årligt fra 2014 til 2020 på at investere i grøn omstilling, energieffektivitet, vedvarende energi og infrastruktur.

Det vil ifølge planen skabe fem millioner job i EU de første tre år.

- Det er ret afgørende i en tid med knappe ressourcer, at vi få reserveret midler til at investere i fremtiden.

- Det er nogle produktive investeringer, som vi skal lave alligevel i vores samfund - noget der vil komme os godt igen, og noget der vil understøtte den fremtidige vækst, forklarer Turunen.

En stor del af planen er også at få industripolitikken tilbage i EU.

Socialdemokraterne foreslår, at en permanent industri-taskforce, en slags arbejdsgruppe bestående af eksperter, politikere og forskere, skal øge industrien fra 15 til 20 procent af Europas samlede økonomi, hvilket også vil skabe job i unionen.

- Den europæiske industri er skrumpet. Hvis man mister industriproduktion, mister man også de relaterede servicejob som transport, underleverandører og udvikling og innovationsjob, som ryger ud af landene i sidste ende, siger hun.

Selvom Turunen ikke selv genopstiller til europaparlamentsvalget i maj, så har hun været med til at lave planen for at give de europæiske socialdemokrater nogle konkrete svar på, hvad de vil gøre ved den høje arbejdsløshed, når de bliver spurgt i valgkampen.

- Det er den forventning, der er til politikerne, at vi leverer fremgang i økonomien og job, siger hun.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce