Tvungen fjernundervisning er politisk benspænd for unges uddannelse – og dyrt for samfundet

Uddannelse

22/10/2018 09:50

KVUC

Ønskes: Frihed til at udvikle fjernundervisning. Ønskes ikke: At fjernundervisning sættes lig besparelser. På Gymnasiale Suppleringskurser (GSK) vil tvungen fjernundervisning betyde, at mange unge forsinkes i at komme videre i deres uddannelse.

På Københavns VUC, KVUC, kan vi med rette være stolte af vores fjernundervisning. Tilbuddet giver kursister en fleksibilitet i deres uddannelsesforløb, som for nogen er den afgørende forskel på, om det kan lade sig gøre at uddanne sig – f.eks. hvis man ikke har mulighed for at møde fysisk op på bestemte tidspunkter af dagen. 

Fjernundervisning er også et område, KVUC vil udvikle yderligere de kommende år, men uanset potentialet er det ikke en undervisningsform, som egner sig lige godt til alle kurser og uddannelser. Og slet ikke til de mest intensive Gymnasiale Suppleringskurser, GSK.

Voksenuddannelse deler viden - læs om KVUC

Københavns Voksenuddannelsescenter deler viden og erfaringer på DenOffentlige.

Læs flere af deres historier og cases her

På KVUC udbyder vi allerede i dag en mindre del af vores GSK som fjernundervisning og kan derfor i runde tal se, at 80 procent af vores kursister gennemfører med klasseundervisning men kun 60 procent med fjernundervisning.  Alene af den grund er regeringens forslag om at omlægge en del af GSK-aktiviteterne til fjernundervisning en dårlig ide – og i bedste fald en meget kortvarig besparelse. 

2500 unge forsinkes i at komme videre

Regeringens forslag er estimeret til på landsplan at give en besparelse på otte millioner kroner, da det statslige tilskud til fjernundervisning er 75 procent at tilskuddet til almindelig undervisning. På en institution som KVUC får forslaget alvorlige kvalitetsmæssige konsekvenser, som skal lægges i de årlige 2 procents besparelser på uddannelsesområdet.  Det vil lægge et yderligere pres på kvaliteten i vores kerneopgave, som er at løfte unge mennesker videre til uddannelse, videre i livet.

Forslaget vil på sigt komme til at koste samfundet dyrt, da det årligt vil forsinke cirka 2500 unge i at komme i gang med en videregående uddannelse, fordi færre vil lykkes med at få suppleret deres gymnasiale eksamen med det, de lige mangler for at komme videre i uddannelsessystemet.

Altså færre unge som kommer i gang med en uddannelse i en tid, hvor der i årevis har været og stadig er massiv politisk fokus på at få unge hurtigt i gang med deres uddannelse, så de kan komme ud på arbejdsmarkedet og bidrage til statskassen.

Forslaget modarbejder også en anden og mindst lige så vigtig og mangeårig politiske dagsorden med at skabe et sammenhængende og helt Danmark blandt andet ved hjælp af igangværende udflytning af statslige arbejdspladser og aktuelle forslag om både politistationer, sundhedshuse og uddannelsestilbud, der skal fordeles på danmarkskortet.

Tvungen fjernundervisning til et mindre statsligt tilskud vil betyde, at de mindre VUC’er rundt i landet ikke har økonomi til at opretholde et udbud af GSK og derfor på sigt ikke kan sikre uddannelse især i de mindre byer og tyndt befolkede områder – hvor VUC er til stede i dag.

Bliv redaktør for dit eget indhold

DenOffentlige bliver skabt sammen med dig, der tager medansvar for samfundets udvikling. Vi kalder os for et mediefællesskab og du kan være med. Bliv medlem af fællesskabet og vær med til at præge samfundets udvikling gennem debat, videndeling, cases og nyheder. Kontakt os for at høre mere.

Du kan læse endnu mere om hvordan vi virker her.

Sådan som arbejdsmarkedet ser ud og udvikler sig, er der brug for at have fokus på udvikling af fleksible måder at uddanne og efteruddanne sig på - blandt andet med fjernundervisning.

Ønskes: Midler og frihed til at udvikle fjernundervisning

Det vil være politisk visionært at have fokus på, hvad fjernundervisning kan. Institutionerne bør derfor i højere grad have midler og frihed til at udvikle området og dermed fremtidssikre et bredt uddannelsesudbud for alle borgere i Danmark. Desværre vil regeringens forslag i stedet tvinge fjernundervisning ned over et område der ikke egner sig til det og dermed gøre det sværere for en lang række unge at uddanne sig.

En alvorlig konsekvens i jagten på en årlig besparelse på otte mio. kroner, der i runde tal i øvrigt svarer til den gevinst, samfundet over et arbejdsliv får ud af, at en person får en kort eller mellemlang uddannelse. En person.

Derfor er forslaget om tvungen fjernundervisning på GSK et politisk bespænd for unges uddannelse - som vil blive dyrt for samfundet.

Læs også indlægget i Altinget den 9. oktober 2018 af rektorerne fra Københavns VUC (KVUC) og Aarhus HF & VUC:  ”Rektorer til politikere: Drop forslag om fjernundervisning på suppleringskurser”

 

 

 

Mest Læste

Annonce