Tyskland afsætter milliarder til migranter

Politik

07/09/2015 08:59

Nick Allentoft

I 2016 vil seks milliarder euro blive øremærket til flygtningehjælp i Tyskland, har landets koalitionsregering vedtaget på et hasteindkaldt møde.

Forbundskansler Angela Merkels koalitionsregering er på et møde blevet enige om at afsætte milliarder af euro på næste års budget for at kunne håndtere den strøm af migranter, der søger mod Tyskland.

Flygtninge overblik

Tusinder og atter tusinder af mennesker kommer i øjeblikket til Europa for at flygte fra forfølgelse og krig med drømmen om et liv i tryghed. Debatten raser om, hvad Europa skal gøre, og hvad Danmark selv skal gøre.  Vi samler væsentlige og udvalgte relevante artikler på denne temaside.  

Tusindvis af udmattede migranter fik en heltemodtagelse i weekenden, da de strømmede ind i Vesteuropa. Samtidig advarede Østrig om, at der kun var tale om midlertidige nødforanstaltninger, fordi EU fortsat kæmper med at finde en fælles løsning på krisen.

Mens mange sympatisører havde taget opstilling på jernbanestationer i hele Tyskland for at ønske de nyankomne velkommen, erklærede FN's flygtningehøjkommissær Antonio Guterres, at Europa ved at stå sammen kan løse den nuværende migrantkrise.

På regeringsmødet søndag aften har de tyske politikere vedtaget at øge budgettet med seks milliarder euro svarende til knap 45 milliarder kroner i 2016. Pengene fordeles ligeligt mellem det føderale budget og penge til at hjælpe delstaterne. 

Der blev ifølge nyhedsbureauet dpa også opnået enighed om at finde en milliard statslige euro til at afhjælpe den akutte krise blandt de tusindvis af migranter, der dagligt kommer til Tyskland.

Tyskland og Østrig besluttede lørdag at modtage de migranter, som Ungarn hidtil havde forhindret i at rejse videre mod vest og nord. Ungarn henholdt sig til EU's regler, der foreskriver, at migranter skal søge asyl i det første medlemsland, de ankommer til.

Alene i år venter Tyskland 800.000 asylansøgere, hvilket er flere end noget andet EU-medlemsland tager imod. Det store antal migranter har allerede drænet de lokale myndigheder, der har krævet flere penge fra Berlin.

Angela Merkels beslutning om at tillade tusindvis af flygtninge og migranter at rejse ind i landet har også mødt skarp kritik. Hendes konservative søsterparti CSU i Bayern mener, at det sender et forkert signal til resten af Europa.

Flere af delstaten Bayerns politikere mener, at Merkel er gået for vidt, da hun åbnede for, at myndighederne i Ungarn kunne lade flygtninge rejse til Tyskland gennem Østrig. Hun gjorde det uden at spørge delstaterne, som nu står med konsekvenserne.

Knap 20.000 migranter, hovedsagelig flygtninge fra borgerkrigen i Syrien, er siden lørdag ankommet til München fra Østrig, oplyser lokale myndigheder ifølge dpa. Syrere har af Merkel fået at vide, at de er garanteret ophold i Tyskland, hvis de kommer til landet.

Alene søndag ankom knap 13.000 migranter, og myndighederne måtte løbende transportere dem til modtagecentre forskellige steder i landet.

- Vi er nået helt til bristepunktet af vores kapacitet, sagde Simone Hilgers, der er talskvinde for delstatsregeringen i Bayern, til dpa.

Det socialdemokratiske SPD forsvarer derimod Merkel. Partiets generalsekretær, Yasmin Fahimi, kalder beslutningen "det eneste rigtige at gøre".

Flere migranter og flygtninge er fortsat fra Tyskland til Danmark med færge til Rødby og via den dansk-tyske grænse oplyser flere danske politikredse. De personer, der ikke har søgt asyl i Danmark, kan ikke uden videre, som de ønsker, rejse videre til Sverige.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce