IT-projekterne er dømt til fiasko: Derfor får vi skandalerne

Med de senere års store IT-skandaler, kan vi som borgere let stå tilbage med indtryk af, at store offentlige digitaliseringsprojekter som hovedregel kuldsejler. Listen over fejlslagne projekter er efterhånden lang med projekter som Polsag, DeMars, Amanda, EFI – blot for at nævne nogle stykker. Og så er vi slet ikke begyndt at tale om Sundhedsportalen. Og årsagen er som bekendt sløseri og inkompetence blandt politikere, topembedsmænd og måske et par overbetalte konsulenter.

Har du også dette indtryk, så læs endelige videre, for måske kan jeg ændre lidt ved dine forestillinger...   Fakta er nemlig at langt fra alle digitaliseringsprojekter i det offentlige fejler. Systemer som Dankortet, Rejsekortet og e-boksen fungerer og er en del af hverdagslivets it-infrastruktur. Jo jo, prisen for at komme fra projekt til funktion er ofte højere end forventet og lovet, men man kan med god grund hævde, at det meste IT i den offentlige sektor fungerer. Alternativet er da også skræmmende, for uden alle de digitale løsninger ville vi leve i et it-uland. Vi hører bare meget sjældent om det, når det går godt.   Til gengæld er det nærmest en krigsskueplads, når it-projekterne løber ind i fejl og budgetoverskridelser.   Det politiske system udviser klar vilje til at placere ansvar og pege fingre, når it-systemerne får milliarder til at fosse ud af statskassen eller forringer værdien af den offentlige service. Og en masse larm med kommissioner og omplaceringer senere er de involverede bortdømt med en hård straf som kommunaldirektør et sted i Udkants-Danmark.   Selvfølgelig skal inkompetence og sløs påtales og bekæmpes, men desværre overskygger konkurrencen om at finde syndebukke interessen for at undersøge omstændighederne nærmere. For sløs og inkompetence er kun en del af forklaringen.   En halv succes er da slet ikke dårligt Digitalisering har stærke rødder i naturvidenskab. Det betyder, at digital teknologi er drevet af kausal automatik og derfor forventes at virke, som følge af en rationel planlægning og implementering – og omvendt ikke virker, hvis den anvendte teknologi og planlægning ikke har været optimal. Teknologi rimer med andre ord på kontrol og styrbarhed, ikke sandt?   Jo, måske i et videnskabeligt laboratorium hvor årsager og effekter kan kontrolleres. Men ikke i den virkelige verden. Problemet er, at samspillet mellem digitalisering og den grumme virkelighed gør det vanskeligt at stræbe efter optimale successer. I den virkelige verden bliver resultatet som regel en halv succes eller en halv fiasko. I virkelighedens verden fyldt med vanskelige udfordringer og dilemmaer er det ikke nødvendigvis dårligt. Som borgere burde vores forventninger til offentlige digitaliseringsprojekters succes derfor snarere være relativ frem for optimal.

Problemet med halve successer er bare, at der ikke rigtigt er nogen der gider at høre om dem. Og slet ingen tør tale højt om den halve fiasko, der faktisk blev til noget trods de vanskelige omstændigheder.

  Markedet, medierne og Machiavelli Hvad er det så for omstændigheder vi taler om? Jo, vi kender dem allerede – markedet, medialiseringen og Machiavelli. De er omstændigheder, fordi man ikke rigtigt kan skyde skylden på dem, selv om de udgør en væsentligt del af forklaringen på, hvorfor store offentlige digitaliseringsprojekter fejler. For til sammen skaber de en fortælling om en bebudet fiasko. En fortælling der reelt starter i selv samme øjeblik et nyt, stort offentligt digitaliseringsprojekt søsættes. Lad os se nærmere på de tre:   Markedet: Digitaliseringen af vores samfund er udpræget markedsdreven. Kommercielle udbydere forsøger kontinuerligt at hype teknologien. Målet er at overbevise beslutningstagere og skatteborgere om, at isenkrammet er værd at investere i og at der er store fordele og besparelser at hente for samfundet. Big data, e-government, smart cities – er i bund og grund marketing, der nærer håbet om et futuristisk tech-fix. Forventningerne til hvad teknologien kan skabe af lyksaligheder er derfor på forhånd overdrevne og store blandt aftagerne. Det skaber et pres for optimal succes.   Medialiseringen: I disse år gennemlever politik en stigende medialisering. Medialisering handler om konfliktorientering, drama, intensivering, polarisering mv. Store, ambitiøse digitaliseringsprojekter udsættes derfor også for medialisering. Således opstår der meget hurtigt en medieskabt forventning om, at skandalen venter forude, så snart et stort digitaliseringsprojekt er søsat. Offentligheden forventer, at projekter fejler, fordi det passer til en skabelon for IT-projekters skandaledramaturgi.   Machiavelli: Politikere og embedsværk begynder relativt tidligt at positionere sig i et Machiavellisk spil om ansvaret for skandalen, så snart den optimale succes forsvinder af syne (hvilket den som sagt ret hurtigt gør i de fleste projekter). Vi skal derfor en hel del skatteministre tilbage i historien for at finde starten på spillet om syndebukken i sagen om EFI. Politik er en kynisk verden, hvor politikere og embedsmænd stræber efter gevinster, og hvor magt og ansvar ikke altid følges ad. Politikere og embedsmænd er under pres for at høste de effektiveringsgevinster, som projekterne ofte stiller i udsigt. EFI projektet har med stor tydelighed vist, at politikere og embedsværk risikerer at tage gevinsterne hjem for tidligt.   Black box Desuden er de selv samme personer fuldt klar over, at leverandøren jo har lovet, at teknologien virker. Som følge af den politiske virkelighed de nu engang er rundet af, har politikere og embedsfolk en tendens til at spille ansvaret videre til andre. Gerne til leverandøren, men alternativt til andre politikere eller til embedsværket.

Inkompetence er selvfølgelig stadig en del af forklaringen. Men ikke helt på den måde som vi umiddelbart skulle tro. Mængden af it-konsulenter på det offentliges honorarliste siger umiddelbart noget helt andet. Der har i de senere år ganske vist indfundet sig en højere prioritering af digitalisering i den offentlige sektor. Ifølge lektor Birgit Jæger er IT løftet fra kælder til kvist’ i den offentlige sektor. Se denne artikel. 

Men måske netop fordi direktionsgangen nu er betydeligt mere involveret, er der en tilsvarende manglende indsigt i teknologiens kunnen og mangel på samme. IT kommer dermed til at fremstå som en ’black box’ for dem, der tager beslutningerne, og beslutningstvang og digitalisering kan være en rigtig dårlig cocktail.    Jo højere i beslutningslaget jo større sandsynlighed for at skandalen kommer...