Ø&I Årgang 31 nr. 1: Menneskers værdighed og livsudfoldelse er begrænset af statens ensrettende styringslogik og tomme menneskesyn

Preben Melander er professor i anvendt ledelsesteknologi og er centerdirektør for Center for Virksomhedsudvikling og Ledelse (CVL) på CBS. Han er programansvarlig for SLIP-programmet og initiativtager til bevægelserne SACRE og Lederskabsreformationen. 

Det danske samfund befinder sig midt i en brydningstid præget af tiltagende adfærdsregulering, usikkerhed, angst og afmagt. Tilsyneladende ser vi på den ene side et opbrud i samfundets nedarvede autoriteter – religion, familie, professioner, institutioner – som sammen med det åbne globale vidensamfund er med til at øge samfundets materialisme, egomani, åndløshed og kaos. Set heroverfor oplever vi som følge af det globale imperiums pres og samfundets kroniske økonomiske kriser en politiskstyret centralisering af statens magt med deraf følgende systematisk styring og ensretning af borgernes liv, værdier og personlige frihed. Vi ser således to modsatrettede tendenser: Et brud med fortidens nedarvede sociale værdier og en stramning af statens strukturelle magt og kontrol med borgernes adfærd. Disse to tendenser har opdelt vores samfund i to bevægelser, der er svære at forene. Vi har skabt et samfund med eksistentielle paradokser og tiltagende kompleksitet. Denne skizofreni kommer til udfoldelse overalt i samfundet, i de politiske debatter, i Folkeskolens fornyelse, i de videnskabelige miljøer, i socialpolitikkens praksisser etc. Denne udvikling nødvendiggør, at vi som borgere sammen må prøve at skabe et alternativt samfund, hvor de relationelle menneskelige værdier sættes i fokus, og hvor de økonomiske og teknologiske rationaler afpasses efter menneskers behov og ikke omvendt. At skabe et alternativt samfund med mindre stat, marked og teknokrati nødvendiggør, at vi udvikler et alternativt lederskabssprog med bl.a. filosofi og kunst som drivkraft.

A. Indledning

1. Baggrund

Den såkaldte Konkurrencestat søger at sætte mål, rammer og regler for menneskers kompetenceudvikling, tidsanvendelse, faglighed, selvforsørgelse, forbrug etc. uden skelen til de sociale og menneskelige konsekvenser. Borgerne betragtes i stigende grad som undersåtter, ressourcer, stemmekvæg eller styrbare objekter til gavn for »systemets« opretholdelse, eksistens og magtudøvelse. I den nye markedsøkonomi er borgernes produktion blevet samfundets manifest med åndløs præstationslogik, meningstomme tælleregimer og ensidig vægt på sammenlignelige færdigheder. Faglige præstationer vurderes primært på deres økonomiske værdi, men ikke ud fra deres betydning for menneskers livsudfoldelse, trivsel og lykke. Systemlogikken har således taget magten fra menneskers livsverden. Denne udvikling har ført til et fragmenteret, dement og dannelsesløst samfund uden anerkendelse af menneskers værdighed, identitet og sanselighed. Vi er endt i et samfund præget af øget distance mellem top og bund, øget angst, stress og apati med større ulighed, sociale spændinger, øgede menneskelige trivselsproblemer og modstand mod nye ideer. Vi skaber flere sociale tabere end vindere, ikke kun materielt og økonomisk, men også kulturelt og menneskeligt set. Der er tale om menneskelige lidelser, som tilsyneladende ikke er genstand for systemets ensidige målinger endsige mødes med politisk opmærksomhed og udmyghed. Ledelse er i Konkurrencestaten præget af systemets ensidige kvalitets- og kompetencekrav og regimets rationelle teknokratiske kynisme. Budgetter og regler skal overholdes uanset menneskelige konsekvenser. Denne ledelsesform er med rette blevet kaldt for teflonledelse.

Vi ser et menneskesamfund, der såvel udadtil som indadtil er sat under økonomisk, politisk og kulturelt pres, som følge af velfærdsstatens materielle optik, globaliseringens stærke og usynlige markedskræfter og den etniske kulturelle mangfoldighed. Dette nationale pres oversættes af det politiske system ensidigt og kortsigtet til at legitimere en gennemgribende, normsættende og ensidig produktivitets- og effektivitetsjagt, der indebærer en centralt organiseret og autoritær styring og ensretning af borgernes privatliv, arbejdsliv, kundskabsliv og følelsesliv. Borgerne opdrages til at være til nytte for staten og ikke omvendt. Man ser overalt i Europa tydeligt disse politiske autoritære tendenser, rettet mod at øge menneskers personlige underkastelse og disciplinering – en udvikling, som erindrer os om 30’ernes ens-rettede regimer, hvor nationalstaten og systemets normer gik forud for menneskers liv og værdighed. Disse åndløse regimer var også dengang et produkt af statslig konkurrence og båret af økonomisk ulighed, borgernes angst og usikkerhed for fremtiden, politikernes afmagt, samfundets mangel på udsyn, værdier og dannelse etc. Alt dette befordrede et tomt magtrum for gadens parlament og ondskabens banalitet (Arendt 1963). Vi er i dag godt på vej til at miste de grundlæggende etiske frihedsværdier, der hidtil har været forankret i f.eks. den danske demokratiske organisationsmodel.

De sidste 30 års centralistisk politiske styring synes at fortsætte i det samme spor. Der vil fortsat ihærdigt og systematisk blive arbejdet på at realisere Konkurrence- og Velfærdstatens materielle rationalitet, tekniske funktionalitet og personovervågelse gennem stram bureaukratisk institutionalisering, systemisk effektivitets- og produktionskontrol og med ensretning af uddannelsessystemets ideologiske præstationsjagt. Man kan undre sig over, at disse uheldige sociale og menneskelige tendenser endnu ikke har mødt nævneværdig politisk opmærksomhed, debat og modstand, tværtimod. Vi ser snarere, at borgernes materialisme, fremtidsangst og magelighed yderligere har befordret Konkurrencestatens legitimitet og fortrængt borgernes kulturelle dannelse.

2. Oversigt over artiklen

Vi vil i denne artikel analysere de sociale og menneskelige konsekvenser af at skulle eksistere i et ensrettet politisk system og vurdere vore muligheder for at udfolde sig som hele og selvstændige mennesker i frit og etisk samspil med andre. Det kræver nytænkning ikke kun af menneskelivet og samfundet, men også af staten og dens repræsentative demokrati og ledelsessprog.

I afsnit B vil vi præsentere samfundets etiske og politiske dilemmaer. De er i højere grad knyttet til velfærdsstaten som utopi og Konkurrencestatens ensidige styringslogik. Det ser ud som om grænsen for politisk ensretning er ved at være nået.

I afsnit C vil vi udforske mulighedsrummet for alternative syn på samfundslederskab uden for statens og markedets institutionelle rum. Her ser vi på menneskers sociale og demokratiske dannelse, det nære relationelle nærvær og samvær som inspirationsgrundlag, menneskesynets fornyelse, magtelitens konservatisme og udviklingen af alternative samfunds- og menneskesyn.

Med afsæt i menneskers mangfoldige og uendelige potentialer fremsættes i afsnit D nogle grundlæggende ideer for et mere pluralistisk menneskeog samfundssyn med basis i filosofien om det gode samfund. Heraf udledes en balanceret politisk tankemodel for det værdibaserede samfund, hvor statens, markedets, viden- og retssamfundets samt menneskesamfundets værdier præsenteres og konfronteres til debat. Herudfra arbejder artiklen med at inddrage nogle forskellige samfundskritiske idealer hentet fra filosofien. På tilsvarende vis inddrages kunstens potentialer og samfundssyn som inspiration.

Artiklen afsluttes med en opfordring til, at vi som aktører arbejder videre med eksperimentelt og lokalt at inddrage artiklens tankesæt i vores alternative lederskabsudvikling, gerne gennem et fælles samspil mellem de mange mennesker, der er optaget af visionen om et skabe et alternativt samfund.

B. Samfundets etiske og politiske dilemmaer

1. Velfærdsstatens tomme løfter om trivsel, sikkerhed og beskæftigelse

Statens bureaukratiske kontrolapparat og magtposition har nået til et omfang og et stade, hvor det er i stand til at reproducere sig selv gennem en etableret allestedsnærværende, dominerende og kronisk stadigt muterende styrings- og forvaltningskultur. Regimet har formået at frigøre sig for demokratisk og politisk kontrol derved, at systemet legitimerer sig selv ud fra den såkaldte velfærdsstats sociale nødvendighed og den fingerede økonomiske sikkerhed. Et værdisyn, som tilsyneladende et flertal af borgerne fortsat støtter politisk. På denne måde er det repræsentative demokratis kritiske dømmekraft og udsyn blevet sat ud af spillet. Tilmed har statsmagten successivt fortrængt det nære, lokale og involverende demokrati i lokalsamfundet og ude på arbejdspladserne. Kritik af ekspertvældet og DJØF’iseringens åndløse teknokrati og ensretning er stort set fjernet fra magtens arenaer. Staten har således, uden at borgerne har lagt mærke til det, fjernet eller reduceret fællesskabets, borgernes og producenternes indflydelse på deres egen identitet, faglighed og livsudfoldelse. Velfærdsstaten har gennem sin retorik, styringsteknologier og materialisme sat sig solidt på samfundets og borgernes meningsdannelse og skabt legitimitet for Konkurrencestatens præstationslogik, markedsovermagt og bureaukratiets normering.

Også politikerne selv er blevet koloniseret af systemets ideologi. De magter ikke at frigøre sig fra kontrolregimets ensretning, normkrav og overmagt. De forsvarer regimet, hvad enten de er liberalister, socialister, nationalister eller kulturradikale. For ingen evner at se alternative løsninger, som modspil til globaliseringens pres. De sidste 30 års regeringer har ganske vist på deres program haft afbureaukratisering, forenkling og frigørelse etc. Men hver gang har systemets indre logik forhindret en politisk frisætning og et opgør med systemets meningsløshed og mangel på etik og menneskelig fornuft. For hvilke magthavere ønsker at afgive deres magt over samfundets ressourcer og deres sociale status som magtfulde agenter. For det pynter jo altid på et valgprogram, at man udadtil siger, at man vil begrænse bureaukratiet og ekspertvældet, og i stedet vil fremme medbestemmelse, lighed, tillid og menneskeværdighed etc. Magtens logik og håbets mekanik ender derfor i politisk hykleri, magtspil og uærlig uansvarlighed. Dette maskespil øger distancen mellem politikernes retorik og borgernes virkelighed, og dermed udhules de demokratiske værdier. Et krisetegn er den tiltagende mistillid til politikerne og deres troværdighed. Det seneste folketingsvalg i 2015 viste klart, at vælgerne var i tvivl om deres politiske ståsted og søgte ud mod fløjene uden at turde signalere denne rådvildhed i meningsmålingerne.

2. Vi har nået grænsen for politisk styringslogik

Som samfund er vi således fanget i en uløselig politisk dilemmasituation, hvor samfundet og fællesskabet ikke magter at håndtere og åbne op for borgernes basale frie mulighedsrum. Magthavernes svar på dette sociale dilemma er blot at videreføre og styrke sin politiske disciplinering, dvs. at sætte ind med mere styring, flere måleregimer, øget centralisering, mere ensretning, forførende reformer, flere forvaltere, internationale rådgivere, smartere styringssprog etc. For det er jo borgerne og producenterne, der ikke forstår de udstukne strategier og heller ikke magter at følge de politiske retningslinier.

Tilsyneladende er vi endt i en fastlåst situation, hvor staten og magthaverne ser bort fra menneskers personlige frihed og handlekraft og iboende evner til selv at tænke ud af boksen, opsøge de nye visioner, skabe åbne relationer, improvisere og afprøve de ukendte muligheder etc. Derfor har vi nået en grænse, hvor vi som ansvarlige medborgere, frie agenter, tænkende meningsskabere og kritiske fremtidsforskere må prøve at udforske, skabe, mobilisere og italesætte alternative ideer for samfundets fremtidige mulighedsrum, gennem sprækker og åbninger, der kan finde vej ud af systemets omklamring, ensretning og kaos. Her kan vi måske finde inspiration i lederskabets, filosofiens og kunstens tankesæt. Denne artikel vil præsentere en start.

C. Vi må finde ny inspiration, alternative rum og skjulte drivkræfter uden for statens sproglige rationelle logik

1. Behovet for alternative inspirationskilder

Vi må i dag konstatere, at vores syn på samfundets konstitution, rationaler og udviklingsmuligheder i høj grad er skabt og styret af statens forvaltningsregime og dets indflydelse på menneskers og samfundets virkelighed, værdier, styringssyn, ledelsessprog og fornyelse. Derfor vil vi tage afstand fra den konventionelle ledelses- og styringstænkning med dens bindinger til politologien og den økonomiske teoris rationelle, åndløse og enfoldige menneskeog samfundssyn. Vi mener, at »staten« som garant for retfærdighed, effektivitet, trivsel, velfærd, frihed og magtfordeling er en utopi. Alle disse rationelle mål kan kun realiseres gennem et stadigt mere omsiggribende magtapparat, der gennem tvang modvirker menneskers iboende skaberkraft og trang til udfoldelse, kreativitet, nysgerrighed og improvisation. Derfor er der behov for at opfinde og forankre et alternativt menneskeog samfundssyn, der grundlæggende tager afsæt i menneskers livsverden og særlige evne til intuitiv erkendelse og lyst til at tænke ud over kanten for at realisere ukendte muligheder. Det kræver en alternativ statsmodel og en aktørbåret samfundsopfattelse, der bygger på social bæredygtighed og menneskelig tolerance, og som tillægger menneskesamfundet en mere central medierende rolle. En meningsfuld statsmodel kan ikke være bevidsthedskontrollerende, selvreproducerende og bundet op på forudbestemte og ensidige antagelser om menneskers rationelle og selvgode adfærd, funderet i materielle behov og samfundets økonomiske programmerbarhed. F.eks. har statens ensidige færdighedsambitioner i Folkeskolen stort set erstattet samfundets åbne forståelsesorienterede kulturelle dannelsessyn.

Staten kan gennem sin generelle regulering, forhandlede orden og funktionelle standardisering måske på det korte sigt fremtvinge og producere et overordnet formaliseret system af legitimitet, retfærdighed og lighed for loven inden for sin egen lukkede, nedarvede og muterende forvaltningsstruktur. Men at forestille sig, at staten gennem sine kontrollerende institutioner og fælles magtbaserede regler, rammer og ressourcer skal kunne mobilisere, udvikle og inspirere menneskers kulturelle udsyn, grænseoverskridende kreativitet og uendelige potentialitet, står i modsætning til alle dokumenterede teorier om den humane natur med dens basale begær, behov for udfoldelse af fantasi og improvisation, de uendelige menneskelige relationer, muligheder for kollektiv samskabelse, den åbne gensidige anerkendelse etc. Her vil markedet, bureaukratiet og hierarkiet altid komme til kort. Der findes et værdibevidst samfund uden for staten. Det handler blot om at opdage, italesætte og turde realisere det.

2. Demokratisk dannelse gennem involvering og samskabelse

Mobiliseringen af samfundets alternative værdier og muligheder stiller stor krav til menneskers aktive deltagelse, hvor alle aktører på alle niveauer, både hver især og i samspil, må være indstillet på at kunne turde dele virkelighedens kompleksitet, usikkerhed og ustyrlighed og undlade at udnytte uklarhedens kaos til egennyttig udfoldelse indenfor et potentielt opstået magttomrum. Denne form for lokalt involverende demokrati behøver ikke at fortrænge retsstatens overordnede samfundsregulering ud fra hensynet til fællesskabets forhandlede orden og etiske nødvendighed. På den anden side må det repræsentative demokrati heller ikke begrænse menneskesamfundets lokale kreative og sociale udfoldelse som følge af statens bestræbelser på at bevare den bestående hierarkiske magtstruktur.

Det involverende demokrati kræver et etisk funderet og bæredygtigt samfundsansvar hos den enkelte, som har sin rod i en overordnet, accepteret og menneskebåret etisk tillidskultur. Denne manifestation sikres bl.a. gennem en almen og demokratisk funderet dannelse hos den enkelte borger, mobiliseret gennem samspil mellem frie agenter og livslang opsøgende erkendelse. Dannelse kan nemlig ikke skabes gennem tvang og kunstige rammer, men kan bedst mobiliseres gennem gensidig oplevelse, involvering, forståelse og samskabelse. Heri ligger en stor udfordring for Folkeskolen, som i dag har svært ved at varetage dannelsesopgaven, fordi den er blevet fortrængt af statens mere målbare og politisk højt prioriterede færdighedstræning, som overalt sættes i system gennem centrale normer, teknisk træning, repetition af faste målbare rutiner, individuel præstationskonkurrence, sociale indlæringsmetoder og testmålinger. En tilegnelse af dannelse kan ikke mobiliseres gennem PISA-tests. Udsyn, forståelse og dømmekraft i et komplekst samfund behøver derimod sanselighed, reflek-sion, oplevelse, forståelse, og erkendelse i tid og rum. Det forudsætter intellektuel fordybelse og perspektivering både i konfrontation og i samspil med virkeligheden. Dette kræver tid, tålmodighed og tro på, at den enkelte kan finde den dybere mening med tilværelsen, menneskelivet og fællesskabets dyder.

3. Det nære autentiske lederskab som inspirationskilde

»Den rigtige opdagelsesrejse handler ikke om at opsøge nye landskaber, men at se verden med nye øjne« (Marcel Proust (1871-1922))

Bæredygtig lederskabstænkning må tage afsæt i den virkelighed og den dagligdag, som vi som mennesker oplever, og som vi kreativt og virtuelt må forholde os til. Dette indebærer, at vi må bygge på ny erkendelse ved kritisk at belyse og forstå de grundlæggende begrænsninger ved det konventionelle syn på styring, ledelse og demokrati, som i dag præger store dele af samfundet.

Menneskesamfundet, organisationen, gruppen, mulighedsrummet, fagligheden etc. udgør de sociale rum, som producerer de vilkår, som den enkelte aktør bevidst må forholde sig til og frit kan handle ud fra. En ensidig dyrkelse af den systemafhængige produktivt tænkende aktør, der eftergivende underkaster sig styringslogikkens konventionelle virkelighedssyn, gør ledelse og styring til et teknokratisk anliggende uden social identitet, udsyn, etisk bevidsthed og personlige værdier. Det er naturligvis en utopi, at staten gennem det såkaldte repræsentative demokrati og dets styringslogik skulle kunne magte at håndtere det postmoderne samfunds uendelige mulighedsrum gennem strategiske top-down tænkning, den statiske bureaukratiske målstyring, dens ensidige præstationssystematik, markedets uintelligente økonomiske kræfter og ekspertsamfundets anviste »best practice«. Problemet med denne institutionelle centralistiske statstænkning er, at den ser bort fra, at samfundets produktion, udvikling, styring og ledelse altid må bygge på menneskers frie udfoldelse og ikke på en ensidig styring af driftsadfærd gennem brug af magtens åndløse teknologier og systemer.

SACRE er en social bevægelse, der har som manifest at lade kunsten udfordre og inspirere verden og præge den folkelige debat om fremtidens alternative samfund med henblik på at mobilisere og udvikle et sæt nye etiske, æstetiske og relationelle værdier om f.eks. bæredygtighed og væredygtighed gennem anerkendelse og tillid. Vi forholder os derfor kritisk konstruktivt til de herskende funktionelle og rationelle managementkoncepter, som opfatter mennesker og samfund som ensartede manipulerbare objekter, der lader sig opdrætte, opdrage og optræne gennem de rette driftsorienterede instrumenter, koncepter og forudbestemte færdigheder. Det er denne mekanistiske styring, som det eksperimentelle lederskab vil udsætte for etisk, social og kulturel kritik såvel indefra som nedefra. Heldigvis har vi ikke endnu i vort samfund et statsligt evalueringsorgan, der kan vurdere de etiske, sociale og menneskelige konsekvenser af statens åndløse overstyring og ensretningens kynisme. Det er godt nok lykkeligt. For hvad kunne et sådant organ ikke afstedkomme af ulykker og fejl. Det er ikke muligt at måle menneskers intuition, entusiasme og kreativitet. I SACREprogrammet forsker vi i menneskers stræben efter de sublime, uendelige og måske ligefrem uopnåelige idealer for menneskelig udfoldelse. Det er den samme kraft, som i kunstens verden leverer det intuitive oprør mod alt det kendte, kedsommelige og konventionelle og erstatter det med den intense søgen efter det gode, etiske og skønne i menneskelivet.

4. Menneskesynet som kritisk faktor

Vi opfatter menneskers relationer og udfoldelse som et mangfoldigt samspil af flere modstridende sociale og individuelle faktorer, som har stor værdi for samfundet. Mennesker er styret af flere værdier, som ikke kan forstås ud fra et fælles helhedssystem, men som indgår i et komplekst samspil af menneskers forskellige behov, forestillinger, værdier, ambitioner, begær, følelser og stræben.

Mennesker er sociale opsøgende og relationelle væsner, der sammen med andre gerne vil udforske, udfordre og udprøve det åbne ukendte mulighedsrum. Men det forudsætter, at de får lov til det, og at der gives rum for at gøre det, dvs. at de reelt kan mobilisere friheden, lysten og drivkræfterne til at udfordre og udfolde virkeligheden. Her kommer sanseligheden ind som en evig og uendelig energikilde til at mobilisere menneskers lyst, intuition, nysgerrighed, mod, risikoappetit, entusiasme, magi, frihedstrang, vildskab etc.

5. Magtelitens angst for forandring

Det etablerede samfund giver ikke rum for evolution, fordi magteliten reelt ikke ønsker reel forandring. Det er for dem nok, at staten og samfundet fungerer funktionelt og forudsigeligt og dermed fastholder borgerne i systemets logik. Det er derfor farligt at give efter og åbne op for nye ideer. Blot en lille sprække af frihed og mulighed for debat kan jo få imperier til at vælte. For ligesom kunsten tager magien og entusiasmen afsæt i menneskers livsverden, drømme, fantasier og improvisationsevne. Denne stræben vil altid være individualistisk, grænseløs og ustyrlig, men bliver først betydningsfuld, når den bliver synlig for en flerhed af mennesker. Den kan her næres af menneskers evige frie stræben efter det uopnåelige, det umulige, det ubeskrivelige etc. Derfor er det en fejl, hvis magthaverne tror, at kreativiteten i længden kan sættes i system og kan spærres inde i konventionelle reformer og strategier.

6. Samfundssynet som kritisk faktor

I overensstemmelse med menneskesynet ser vi det postmoderne samfund som et åbent, mangfoldigt og politisk landskab af modstridende interesser, rationaler og værdier, som er i stadig vekselvirkning, og som indbyder til en uendelig erkendelsesrejse. Lederskabelse kan ses som en dannelsesrejse, som oplever samfundets udfordringer ud fra flere end ét rationale eller et paradigme. Derfor må vi mobilisere alternative forståelser af samfundets processer og struktur, der ligger på grænsen af det konventionelle vedtagne perspektiv og rationale. Ingen kan i dag med rimelighed fastholde, at staten udgør det eneste og unikke overordnede perspektiv på en forståelse og håndtering af samfundets udfordringer og menneskelivets muligheder.

Det danske samfund har i mere end tusind år været præget af staten som den formelt samlende politiske magt. Staten har her som resultat af de politiske diskurser og magtkampe således antaget forskellige former med varierende magtfordeling mellem samfundets forskellige grupperinger. I vort nuværende samfund udgør staten stadig den instans, der med legitimitet og magtbase i det repræsentative demokrati regulerer og fordeler indflydelsen og ressourcerne, sætter normerne for samfundets retfærdighed og forhandlede orden og styrer samfundets politiske og økonomiske relationer til omverdenen. Men samfundets tiltagende mangfoldighed og kompleksitet betyder, at statens styringslogik ikke virker fremmende for menneskers udfoldelse og samspil. Heldigvis kan en stor del af borgerne se det. Men de har svært ved at realisere alternativerne. Vi er vant til at tro på systemet og rationaliteten, fordi vi frygter friheden og det uendelige mulighedsrum.

7. Mobilisering af menneskers mangfoldige potentialer

For at dæmme op om den tiltagende bureaukratisering og markedsliggørelse er der behov for at styrke borgernes kritiske sociale og kulturelle bevidsthed gennem at øge civilsamfundets indflydelse på samfundets værdiskabelse og borgernes muligheder for at udfolde egne evner og talenter. På samme måde gælder det om at udvikle en ny balance mellem samfundets velfærdsbehov og menneskers uendelige muligheder for at mobilisere lokale kompetencer og kreative ideer. De sidste 30 års styring af den offentlige sektors drift og udvikling har haft fokus på at reducere fagprofessionernes faglige frihed gennem kontrol af medarbejdernes valg af arbejdsmetoder, ressourceindsats og kvaliteten af arbejdet. Hermed er borgernes velfærd og trivsel blevet reduceret. For det er ikke muligt at styre velfærd, trivsel, livskvalitet, tillid, kærlighed etc. Derfor er reel velfærdsskabelse ikke mulig gennem politisk styring.

Det eksperimentelle lederskab vil bl.a. have til formål at reducere Konkurrence- og Kompetencestatens ensretning af borgernes livsværdier, samt begrænse Ekspert- og Vidensamfundets distance til de menige borgere ved at skabe tættere samspil mellem publikum, producenterne, professionerne og politikerne. Dette kræver skabelse af tættere lokale relationer mellem aktørerne, der bygger på alternative værdisyn, tværgående samskabelse, fælles samfundsejerskab, aktivt følgeskab etc.

En lang række forskningsprojekter omkring fremtidens offentlige lederskab har vist, at statens tiltagende styring og magtanvendelse har øget borgernes distance, fremmedgørelse og mistillid til det politiske system. Den medfølgende fjernstyring og forvaltningslogik har utilsigtet begrænset medarbejdernes kreativitet, fleksibilitet, faglige stolthed og sociale relationer, faktisk til skade for den konkurrenceevne, som styringen netop skulle fremme. Man må således konstatere, at statens produktivitets- og performancejagt for at styrke den globale konkurrencekraft på flere måder har været kontraproduktiv og selvmodsigende. Det er her, at debatten om det gode samfund og det alternative lederskab må tage afsæt.

D. Behovet for et alternativt samfundssyn

1. Hvorfor har vi behov for et bredere mere pluralistisk menneskeog samfundssyn

»At vove er at tabe fodfæste en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv« (Søren Kierkegaard).

Det eksperimentelle lederskab må tage afsæt i et overordnet værdiperspektiv på samfundets fremtidige udvikling, som inddrager flere sociale aspekter end statens konventionelle, institutionelle, økonomiske og politiske verdensbillede. Det er her vigtigt at supplere det overordnede generelle billede af staten som det økonomiske sikkerhedsnet under velfærdsstaten og dens opretholdelse af »Nødvendighedens politik« som det ensidige politisk uimodsigelige dogme. Et bredere værdisyn på samfundet må således bygge på flere grundlæggende sociale og kulturelle hensyn, som må vurderes i lyset af menneskers sociale udsathed, skrøbelighed og forskellighed.

Vi må her tage afsæt i det bæredygtige og væredygtige samfunds grundlæggende værdier. Der er her fire grundlæggende værdiaspekter, som vi må inkludere og bygge videre på i vores lederskabelse. I figur 1 har vi gengivet en basal værdimodel, som tager afsæt i Ole Fogh Kirkebys ledelsesfilosofi. De fire generelle idealer for samfundets realisering er det gode, det sande, det retfærdige og det skønne.

2. Værdierne må ses i en nutidig og praksisnær kontekst

De fire værdiopfattelser er hverken objektive og evigt gyldige, men må ses som resultat af samfundets menneskeskabte dynamiske diskurs. De er heller ikke alternative, men griber ind i hinanden i den måde, vi som samfund og som mennesker tolker dem ind i vores daglige handlingspraksis. Hvad der i oldtiden var godt, sandt, retfærdigt og skønt, er ikke nødvendigvis det samme i vor tid. Vi må derfor i det aktuelle samfund opsøge, hvad der gælder som værdiambition i den pågældende epoke og for den konkrete situation. Vi må bruge vores refleksionsevne og dømme- og skaberkraft til at opsøge og udvikle et alternativt bæredygtigt samfund gennem træk på alle 4 værdier. Det er denne udfordring, som SACRE gennem det bæredygtige eksperimenterende samfundslederskab tager op som sit manifest.

I et velfungerende frit og demokratisk samfund er det op til den enkelte at skabe, tolke, italesætte og praktisere de fire værdier ud fra et individuelt syn baseret på almen dannelse og de deri forankrede sprog. Når vi skal praktisere det eksperimentelle lederskab i en organisatorisk kontekst, er det vigtigt for processens fremdrift, at aktørerne gennem debat, refleksion og læring er i stand til at afklare deres fælles værdisyn og holdninger, således at gruppens medlemmer som helhed kender hinandens virkelighedssyn og de anvendte præmisser for de værdisyn og holdninger, der er i spil. Det er grundlaget for den gode dialog og de fortløbende diskurser – en proces, der aldrig får ende, men som er afgørende for at realisere et samfund, som er værd at leve i.

3. Behovet for en værdibaseret samfundsmodel

Udover tolkningen af de helt grundlæggende værdier i samfundsskabelse (jf. ovenfor figur 1) har vi i lederskabsprocessen brug for en generel model over samfundets værdiskabelse og de magtfulde rum, som er med til at konstituere og danne samfundets grundlæggende værdier, strukturer, sprog, normer, videngrundlag etc.

Vi har i figur 2 vist en model af de politiske værdisystemer, som i vores aktuelle samfundsdebat indtager forskellige samfundsskabende roller. Vi vil her sondre mellem flere statsog samfundsmodeller. En statsmodel udgør den overordnede konstituerende og legale politiske ramme for et samfunds institutionalisering og strukturering. En samfundsmodel betegner et bredere værdifællesskab, som varetager en bestemt politisk eller fagligt betinget universel social funktion eller ideologi. F.eks. betegner vidensamfundet det værdifællesskab, hvor viden, kundskab og teknologi bidrager til at opretholde samfundets fælles identitet og sammenhængskraft.

Når vi skal forstå et samfunds værdipolitiske identitet, sammenhængskraft og forandringsenergi, må vi operere med forskellige modeller på staten og samfundet, jf. figur 2.

Denne generelle samfundsmodel udgør en politisk beskrivelse af magtfordelingen i samfundet. Den udgør en grundlæggende udfordring for det eksperimentelle lederskab, som skal bidrage til at dele magten, lederrollerne, videnressourcerne, kompleksiteten, dilemmaerne, innovationskraften etc. på tværs mellem de lokale aktører og sikre et fælles etisk ansvar og ejerskab for samfundets fælles værdier, udfordringer og muligheder, såvel de synlige som de usynlige.

4. Samfundsskabelse med inspiration fra filosofien

Vi har ovenfor i gengivelse af de kendte statsog samfundsmodeller (figur 2) anlagt et kritisk perspektiv på samfundet med inspiration fra en række kendte såvel moderne som postmoderne filosoffer. Vi vil oversætte disse samfundskritiske modeller til design og iscenesættelse af åbne eksperimentelle lederskabsprocesser.

a. De ubevidste, skjulte og uforudsigelige magtrelationer

Mange postmoderne filosoffer forholder sig kritisk til statens tiltagende magt og ensretning af dets borgere med basis i alternative syn på magt og mennesker. Paul Michel Foucault markerer et radikalt syn på mennesket (Foucault 1966, 1969). Hans mission var at kritisere den udbredte opfattelse af mennesket som det fundament, som enhver tanke eller tale nødvendigvis må tage afsæt i. Hermed tager han afstand fra modernismens konventionelle videnskabelige menneskesyn, hvor mennesket ses som et manipulerbart subjekt eller afledt produkt af samfundet. Mennesker er magtfulde bevidste skabninger, der som led i samfundets diskurs øver indflydelse på samfundets konstruktion. »Filosofi er en bevægelse, igennem hvilken man – ikke uden anstrengelse, famlen, drømme og illusioner – kan frigøre sig fra det, der efter normerne anses for at være sandt«. Derfor må man opsøge andre værdier, spilleregler og udfordringer. Foucault leger med tankesystemerne, ordensmagten og menneskers forsøg på at gøre noget andet end det konventionelle.

Foucaults historiske analyser af ensretningen i bl.a. fængsler, sindssygehospitaler og af seksualiteten førte frem til hans kritiske syn på samfundets magtanvendelse i form af f.eks. de skjulte kontrolformer, den systemskabte videnmagt og samfundets indirekte overvågelse af mennesker (transparens). Systemet behøver således ikke at benytte direkte magt, men kan blot nøjes med gennem ydre strukturer, uigennemsigtige normer og forestillede trusler at udøve permanent overvågning ud fra et bestemt punkt, hvor al adfærd af de udsatte opleves som transparent. Hermed sikres fuld kontrol over dem, »der afviger fra den fastlagte standard, idet aktørerne »frivilligt« vil mobilisere selvkontrol og eftergivenhed.«

b. Det uendelige mulighedsrum og bevægelsens sociale betydning

Det eksperimentelle lederskab navigerer i et åbent rum af uendelige, usynlige og dermed umulige muligheder, som kun kan opsøges, opdages og oparbejdes gennem kreativ erkendelse, kritisk refleksion, bevidst stræben efter det sublime, åbent opgør med konventionens barrierer etc. Jean-Francois Lyotard stiller spørgsmål til, hvad sandhed, frigørelse og videnskab er. Det fører frem til at fokusere på det individuelle, det opsplittede, det foreløbige, det flertydige. Viden har her fået en helt ny rolle, karakter og status som magtfuld skaber af samfundet.

Men viden har ikke nogen værdi i sig selv, medmindre den mobiliseres, oversættes, optages og transformeres til handling. Viden skal således først markedsliggøres, dvs. blive til en vare, der har en nytteværdi. Det kræver, at den kan omsættes og omtolkes til information, der kan kommunikeres, nyttiggøres og praktiseres. Dermed reduceres betydningen af viden og dens reelle indhold af sandhed. Lyotards kritiske analyse af videnskabens tilbagetrukne samfundsrolle op mod informationsskabelsens tiltagende økonomiske, politiske og teknologiske magt rejser et vigtigt etisk problem, som har aktuel betydning for samfundets lederskabelse. Den medfølgende banalisering, mediering og misbrug af viden skaber et legitimationsproblem, der ikke kan rettes mod videnskaben selv, men mod den måde, samfundets institutioner benytter denne viden, dels politisk som argumentation og magtbase, dels som grundlag for uddannelse, kontrol og ensretning.

Dette videnperspektiv understreger relevansen af det postmoderne syn på lederskabelse, der netop udfordrer det ukendte og uforudsigelige og opsøger det, der bryder med det vedtagne. Herved søger videnskaben »paralogier«, dvs. erkendelser, der ligger udover eller på grænsen af det kendte og stræber efter forskelligheden, det usammenlignelige, det ustabile, det konflikterende, det provokerende, det kreative, det sanselige etc.

c. Det retfærdige og herredømmefri samfund

Et tredje holdepunkt for det eksperimentelle lederskab finder vi i det humanistiske opgør med statsmagtens ensretning og bureaukratisering af menneskers liv og udfoldelse gennem systemernes og teknologiens magtanvendelse. Jürgen Habermas er som tysk filosof et produkt af det 20. århundredes store politiske omvæltninger, krige og ideologiske konfrontationer, hvor demokratiet og retsstaten blev fortrængt af de store massebevægelser som nationalsocialismen og kommunismen. Habermas ville redde ideen om det frie, retfærdige og demokratiske samfund gennem en rekonstruktion af fornuftens almene værdier og forestillinger om mennesket som et etisk ansvarligt subjekt. Såfremt et sådant samfund skal være muligt, forudsætter det, at der er almene kræfter i samfundet, der stræber mod en videregående frihed og retfærdighed end den, som den eksisterende kun formelt demokratiske og stabile retsstat kan tilbyde. Dette forudsætter en praktisk folkelig interesse, involvering og enighed om de normer og ideer, som den sociale adfærd drejer sig om. Denne interesse for en videregående frigørelse kræver en almen fælles menneskelig praksis og en socialt bevidst dannelse.

Habermas tager her afsæt i sprogets magt. Han bevidstgør det praktiske behov for gensidig forståelse i samfundet baseret på interaktion. Hans sondring mellem »livsverdenen« og »systemet« er her legendarisk, idet de to verdener begge har et normativt samfundsindhold, fordi de knyttes meningsfyldt sammen til menneskers praktiske og sociale handlinger.

De store idealer om åbenhed, frihed og lighed er her oplagte, men stiller i virkeligheden store krav, fordi de forudsætter en »herredømmefri« dialog med lige muligheder for alle for at komme til orde og blive hørt. Det kræver ikke mindst, at processen ikke styres af skjulte autoriteter, dvs. såvel de interne som eksterne, de formelle som de uformelle, de tekniske som de kulturelle etc. Alle deltagere må være sig disse fælles idealer bevidst og følge dem loyalt, selvom der er stærke kræfter, der modarbejder dem.

5. Samfundsskabelse med inspiration fra kunstens verden

Når samfundets ydre betingelser for at hænge sammen ændrer sig drastisk, er der et stigende behov for at mobilisere menneskers skjulte talenter og evner for nytænkning, kreativitet og improvisation på kanten af virkeligheden. Vi har brug for nye kreative samspil, der kan styrke fællesskabets fornyelse og fleksibilitet i en dynamisk verden, hvor mulighedsrummet er uklart og til stadighed skifter. De store udfordringer er her, at statens strukturer og institutionelle rammer primært hylder kontinuitet, stabilitet og systemtænkning frem for refleksion, dynamik og grænseløshed.

a. Kunsten på kanten af det etablerede videngrundlag

Vidensamfundets teorier og metodegrundlag har svært ved at følge med. Derfor er det relevant at diskutere, om vore nedarvede forestillinger om samfundets strukturer, værdiskabelsens potentialer og vores evne til at italesætte og forholde os til virkeligheden på er relevante og bæredygtige. Det svarer Einsteins syn på kreativitet: »Et problem kan ikke beskrives og løses med den tænkning, der har skabt det«.

Der er derfor behov for at skabe alternative kreative miljøer, der tør udfordre »the state of the art« på kanten af det etablerede videngrundlag. Heri ligger en væsentlig begrundelse for at udvikle alternative mulighedsrum, som vi tillægger evnen til at udfolde aktørernes kreative visioner, personlige talenter og mod for dermed at kunne skabe noget nyt, grænseoverskridende og originalt. Det kan f.eks. ske ved at åbne op for kunstens særlige billedsprog og improvisationsevner.

b. Hvorfor evner kunsten at give kreativ kraft til samfundets udvikling?

Kunstens unikke udtryksformer, kritiske udsyn, grænseløse udfordringer og æstetiske kraft har gennem historien haft stor betydning for samfundets og menneskers forandring gennem kunstneres alternative udsyn, eksistensgrundlag, identitet og livsværdier. På mange måder skaber kunsten nye sociale fællesskaber, som styrker menneskers kritiske bevidsthed, sociale fantasi og grænseløse stræben efter det sublime, det skønne, det etiske og det ukendte.

Eller som billedkunstneren og samfundskritikeren Asger Jorn udtrykte det: »Kunsten er til for at gribe ind i verden, udfordre tilvante fore-stillinger og forstå verden på nye måder. Den leverer den irrationelle spontanitet, som er den vitale kilde for tilværelsen«.

Kunsten evner fiktivt at udtrykke tilværelsens uendelige modsætninger og uløselige paradokser, som mobiliserer dens skabende kraft. Kunstens eksistens leverer en evig stræben efter at finde udtryk for meningen med og mulighederne for tilværelsen, selv under de mest umulige betingelser. Denne evige stræben er ikke styret af nytte eller magt, men af lyst og livsudfoldelse. Skønhed og grimhed er således ikke meningsløse modsætninger, men udgør hinandens dynamiske kraftfelt. Eller udtrykt med Asger Jorns ord: »Uden grimhed eksisterer det smukke ikke. I så fald vil det smukke jo blot levere selvfølgelighed, ligegyldighed og kedsommelighed. Det er gennem kontrasten, at vi skaber kunstens særlige udtryk, der ligger udover det mulige og trivielle«.

Kunsten kan gennem sin fortællende og forførende fantasi skabe livskraft og menneskelig udfoldelse, men kan også ende i konflikt og sammenbrud. Men også det kan skabe nye mulighedsrum. Opbrud og kriser er også kræfter, som kan ændre det etablerede og vedtagne i samfundet. Kunstens evne til at bryde harmoni, skabe provokation, udfordre det konventionelle er afgørende for, at vi har et levende og skabende samfund eller sagt med Jorns rebelske formulering: »Det konventionelle og retlinede i funktionalismen er konstrueret uden begær. Derfor er funktionalismen alene rettet mod døde mennesker«. Det rationelle, konforme og strømlinede er derfor direkte problematisk og farligt at følge for et samfunds udvikling. I stedet anråbes den personlige skaberkraft og sanselighed som modvægt til samfundets strukturer og retlinethed.

Kunstens kreative kraft er det overordnede perspektiv for SACRE-bevægelsen og det tilknyttede forskningsprogram.

E. Det åbne uendelige mulighedsrum

Vi har i denne artikel prøvet at indfange nogle væsentlige baggrunde, argumenter og potentialer for udviklingen af det alternative bæredygtige personbårne eksperimentelle samfundslederskab. Udviklingslaboratorierne kan her fungere som åbne samskabelsesrum, som i praksis skal mobilisere ildsjæle og iværksættere til at realisere et involverende lokalt demokrati tæt på det deltagende folk og frigjort fra de stærke bindinger til de konventionelle ledelsessprog og styringsmæssige tankesæt og referencerammer.

Vi har præsenteret de bagvedliggende grundlæggende antagelser omkring opfattelsen af mennesker og samfund. Vi har understreget, at det eksperimentelle lederskab har som vision at producere et alternativt lokalsamfund, der forholder sig aktivt, autentisk og opsøgende til de ondartede sociale problemer, som hersker derude.

Vi opfatter udviklingslaboratoriet som et åbent, frit og kreativt mulighedsrum, der så vidt muligt er frigjort for statens og samfundets institutionelle syn på styring og ledelse. Man kan sige, at vi her prøver at udfordre samfundets konventioner gennem grænseoverskridende nytænkning, fiktion, provokationer og praksisforsøg med inspiration fra alternative videnfelter, inddragelse af aktører med personlig entusiasme og et alternativt samfunds- og lederskabssyn som manifest.

Til støtte for denne proces inviterer vi filosofiens og kunstens frie aktører til at inspirere de lokale ledere til at tænke ud over kanten og stræbe efter og opsøge de skjulte kræfter og uendelige, ubevidste og utænkelige muligheder.

Dernæst har vi anvist alternative veje til at sætte øget fokus på samfundets kreative potentialer ved at udnytte den sociale mangfoldighed og de frigjorte skjulte kreative drivkræfter. Tesen er her, at nysgerrighed og kreativitet er en grundlæggende human ressource, men at de fleste mennesker ikke får lov til at udfolde deres personbårne skjulte talenter og kreative evner på grund af de institutionelle barrierer, som samfundet fra fødsel til død lægger i vejen for menneskers frihed, kreativitet og dannelse til at tænke, tale og handle på kanten af de herskende forestillinger.

For at genskabe de tabte kreative muligheder iværksættes overalt åbne og eksperimenterende kreative ledelsesrum, hvor mennesker interaktivt og virtuelt kan afprøve og lege med virkeligheden og fremtiden gennem intense samspil.

Hele denne måde at udvikle alternative tankesæt og inspirere til tværgående grænseoverskridende løsninger forudsætter, at aktørerne er åbne overfor disse forsøg, tør tage de nødvendige personlige risici, bryde ud af de tilvante komfortzoner og vover at lade sig inspirere og forføre af de opståede og improviserede sprækker og udsyn. Det kræver mod og kampdrift at involvere sig aktivt i samfundets ondartede problemer og udfordringer, fordi det ofte må udfolde sig nedefra ved at gå imod strømmen af nedarvede normer.

Litteraturreferencer

Alvesson, Mats; Sveningsson, Stefan (2008). Förandringsarbete i organisatio- ner: om at utveckla företagskulturer. Malmø; Liber

Alvesson, Mats; Spicer, André (forfatter og red. ) (2011). Metaphors we lead by, understanding leadership in the real world. London; Routledge

Arendt, Hannah (1963): Eichmann in Jerusalem. A Report on the Banality of Evil. London & Faber & Faber

Beck, Ulrich (1997). Risikosamfundet: på vej mod en ny modernitet. København; Hans Reitzel

Beck Jørgensen, Torben (2014): Menneskeopfattelser, offentlig styring og den etiske udfordring. Oplæg ved CVL konferencen 27. november 2014

Boje, David; Gephart, Robert P.; Thatchenky, Tojo Joseph (1996). Postmodern management and organization theory. Thousand Oaks; Sage

Arendt, Hannah (1958): The Human Condition. Chicago. University of Chicago Press

Brandt, Preben (2012): Udenfor. Erindringer fra et liv på kanten. København. Kristeligt dagblads forlag

Brunsson, Nils (2006). Mechanisms of hope: maintaining the dream of the ratio- nel organization. Copenhagen; Copenhagen Business School Press

Burns, James MacGregor (1978). Leadership. New York; Harper & Row Cameron, Kim S.; Quinn, Robert E. (2006 rev.udg). Diagnosing and changing organizational culture – based on the competing values framework. San Francisco; Jossey-Bass

Christensen, Søren; Daugaard Jensen, Poul Erik (2001). Kontrol i det stille. Om magt og deltagelse. København; Samfundslitteratur

Deleuze, Gilles (1968); Différence et répétition. Paris

Deleuze, Gilles and F. Ouattar (1980); Mille Plateaux. Capitalisme et Schizophrénie. Paris

Deleuze, Gilles and F. Ouattar (1991); Qu’est-ce que la philosophie. Paris Dryzek, John S. (2000). Deliberative democracy and beyond, liberals, critics, contestations. Oxford; Oxford University Press

Fishkin, J.S.; Laslett (red.) (2003). Debating deliberative democracy. Malden, MA; Blackwell

Foucault, Paul Michel (1980); Le philosophe margue; Dits et écrits IV. Paris

Foucault, Paul Michel (1966/2000); Ordet og tingene. En arkæologi over videnskabelse om mennesket. København

Foucault, Paul Michel (1965); L’archeologi du Savoir. Paris

Fromm, Erich (2001). The fear of freedom. London; Routledge 

Goethais, George P.; Sorenson, Georgia L.J. (red.) (2006). The quest for a gene- ral theory of leadership. Cheltenham; Edward Elgar Publishers

Gotfredsen, Sørine (2011): Den åndløse dansker. København. Kristeligt Dagblads Forlag

Griffin, D. & Ralph Stacey (2005): Complexity and the Experience of Leading Organisations. London. Routledge

Grint, Keith (1997). Fuzzy management. Contemporary ideas and practices at work. Oxford; Oxford University Press

Grint, Keith (2005). Leadership: Limits and possibilities. London, Basingstoke; Palgrave MacMillan

Habermas, Jürgen (1996). Between facts and norms, contribution to a discourse theory and democracy. Cambridge, Polity Press

Habermas, Jürgen (2005). Demokrati og retsstat. En tekstsamling. København; Hans Reitzel

Habermas, Jürgen (1982). Theorie des kommunikative Handelns, Bd. 1 og 2. Frankfurt am Main; Suhrkamp

Hardt, Michael; Negri, Antonio (2003). Imperiet. Kbh.; Informations Forlag Hildebrandt, Steen (2014); Vækst og bæredygtighed. Valby. Libris Business Hirst, Paul Q; Suni Khilnani (1996). Reinventing democracy. Oxford; Cambridge, MA.; Blackwell Publishers

Kellerman, Barbara (2008). Followership. How followers are creating change and changing leaders. Boston, MA; Harvard Business School Press

Kierkegaard, Søren (1963). Begrebet Angest i Samlede værker; bind 6, s.101-240. København; Gyldendal

Kirkeby, Ole Fogh (1998). Ledelsesfilosofi. Et radikalt normativt perspektiv. Frederiksberg; Samfundslitteratur

Kirkeby, Ole Fogh (2011). Det nye lederskab. København; Børsen

Kirkeby, Ole Fogh (2011). Om velfærd. Det godes politik. København; Gyldendal Business.

Korsgaard, Ove (2004). Kampen om folket. Et dannelsesperspektiv på dansk historie gennem 500 år. København; Gyldendal

Kotter, John P. (1990). A force for change. How leadership differs from management. New York; Free Press

Larsen, Bøje (2.udgave) (2012). Mening i galskaben. Introduktion til ledelsesteorierne. København; Jurist- og Økonomforbundets Forlag

Luhmann, Niklas (1999). Tillid – en mekanisme til reduktion af social kompleksitet. Kbh.; Hans Reitzel

Lyotard, Jean-Francois (1979); Viden og det postmoderne samfund. Paris

Løgstrup, K.E. (1956/91): Den etiske udfordring. København. Nordisk Forlag. Løgstrup, K.E. (1996): Etiske begreber og problemer. København. Gyldendal

Løgstrup, K.E. (1972): Norm og spontaneitet – etik og politik mellem teknokrati og dilettantokrati. København. Gyldendal

Majgaard, Klaus (2008). Slip paradokserne løs! – Laboratorier for ny offentlig styring i Økonomistyring & Informatik årg. 24, nr. 3, side 261-302. København; Jurist- og Økonomforbundets Forlag

March, James G. (2010). The ambiguities of experience. Cornell University Press March, James G. (2008). Fornuft og forandring. Ledelse i en verden beriget med uklarhed. Frederiksberg; Samfundslitteratur

Melander, Preben (2012). Lederskabsreformationen. Kampen for et demokratisk samfund som modspil til det globale imperium. København; Jurist- og Økonomforbundets Forlag

Melander, Preben (red.) (2008). Det fortrængte offentlige lederskab. Om offentlig ledelse efter New Public Management. København; Jurist- og Økonomfor- bundets Forlag 

Melander, Preben (1996). Økonomistyring i politisk styrede organisationer. Kon- frontationen mellem økonomisk rationalitet og andre værdisystemer. Køben- havn; Jurist- og Økonomforbundets Forlag

Miller, Hugh T.; Fox, Charles J. (2007). Postmodern public administration. Ar- monk, N.Y.; M.E. Sharpe

Molin, Jan (2002). Den indfoldede orden – den udfoldede praksis. København; Nyt fra Samfundsvidenskaberne

Pedersen, Ove Kai (2011). Konkurrencestaten. København; Hans Reitzel

Power, Michael (1997). The audit society, Rituals of verification. Oxford; Oxford University Press

Scharmer, Carl Otto (2009). Teori U – lederskab, der åbner fremtiden. Hinnerup; Forlaget Ankerhus

Schiller, Herbert I. (1996). Information Inequality, the Deepening Social Crisis in America. New York; Routledge

Scott, Richard W. (2008). Institutions and Organizations. Ideas and Interests. London; Sage Publications

Stacey, Ralph D.; (2010). Complexity and Organizational Reality. Uncertainty and the Need to rethink Management after the Collapse of Investment Capitalism. London; New York; Routledge

Stacey, Ralph D. (2002). The tools and technologies of Leadership. Meeting the challenge of complexity. London; Routledge

Svenningsson, Stefan; Alvesson, Mats (2010). Lederskap. Malmø; Liber

Sörgärde, Nadja (2006). Förändringsförsök och identitetsdramatisering: en studie bland nördär och slipsbärare i et IT-företag. Lund; Lund Business Press

Taylor, Charles (1994). Multiculturalism, examing the politics of recognition. Princeton; Princeton University Press

Thygesen, Niels; Vallentin, Steen; Raffnsøe, Sverre (2008). Tilliden og magten. Om at lede og skabe værdi gennem tillid. København; Børsens Forlag

Thyssen, Ole; Dahl, Henrik (2008). Krigeren, Borgeren og Taberen. Kbh.: Gyldendal

Verweij, Marco; Thompson. M. (2006). Clumsy solutions for a complex world: governance, politics and plural perceptions. London; Basingstoke; New York; Palgrave Macmillan

Weick, Karl E. (2001). Making sense of the organization. Oxford; Blackwell Publishers

Weick, Karl E.; Sutcliffe, Kathleen M. (2007). Managing the unexpected. Resilient performance in an age of uncertainty. Chichester; John Wiley

Weick, Karl E; Sutcliffe, Kathleen M.; Obstfeld, David (2005). Organizing and the process and sensemaking. In Organization Science, Vol. 16(4), pp. 409-421

Western, Simon (2008). Leadership: a critical text. Los Angeles; Sage Publications

Yuki, Gary A.; Kaulio, Matti (2012). Ledarskap i organisationer. Harlow; Prentice Hall

Åkerstrøm Andersen, Niels (2008): Legende magt. København; Hans Reitzel.