Styringsreformer – til hvilken nytte i et irrationelt samfund?
Det kan undre en gammel ledelses- og styringsforsker som undertegnede, at det politiske og administrative establishment ihærdigt fortsætter med at iværksætte åndløse styringsreformer på det samme rationelle, funktionalistiske og teknokratiske grundlag. Det er nu forsøgt uden held i over 40 år. Galskaben fortsætter tilsyneladende uhæmmet, fordi magthaverne ikke kan få øje på andre systembevarende alternativer.
Den seneste ledelsesreform for den offentlige sektor bygger på stort set de samme styringsrationaler, som har været gældende for alle de forudgående reformforsøg siden 1980’erne.
Tænk blot på Budgetreformen, Moderniseringsprogrammet, Økonomistyringsreformerne, Kvalitetsreformen, Tillidsreformen og nu Sammenhængsreformen. Man opstiller hver gang de samme utopier og idealer, uden at man reelt forholder sig til de bagvedliggende basale politiske og sociale forudsætninger, der altid vil gælde, når man skal realisere forandringer i et etableret samfund.
Ø & I bliver til Samfundslederskab i Skandinavien
Tidsskriftet Samfundslederskab i Skandinavien er en relancering af det 32 år gamle forskertidsskriftet Ø & I - Økonomistyring & Informatik, der nu er blevet digitalt og en del af DenOffentlige.
Samfundslederskab i Skandinavien lægger vægt på empiriske studier af ledelsespraksis og har hele Skandinavien som redaktionelt afsæt.
Læs mere her
De politiske ambitioner er altid høje, medens de reelle implementeringspotentialer er begrænsede og ufortalte. De gode smukke intentioner kender vi: Øget velfærd for færre ressourcer, bedre ledelse, effektiv styring, større brugerinddragelse, mere regelforenkling, mere tid til det faglige, inddragelse af borgerne i processen, større sammenhæng på tværs af siloer og specialer etc. Og de »nye« midler til at realisere de store ambitioner er også velkendte: Bedre information, øget digitalisering, smartere teknologi, flere frivillige (under offentlig kontrol), bedre uddannelse, målrettet innovationsindsats, systemisk læring, mere benchmarking etc. Og sidst men ikke mindst: Hele processen organiseres som en total reform startende fra toppen af pyramiden. Men i praksis skal den forestås af de lokale chefer. Her synes tilliden at være stor. Disse chefer er jo i forvejen belastet af systemets daglige problemer og de evige sparerunder. Det er som regel ledere, som hverken har viden, magt, motivation, lyst, risikoappetit eller tid til at stå for store komplekse forandringer. Sådanne ledelsesforsøg er jo altid forbundet med skjulte risici, som ikke står i rimeligt forhold til de mulige belønninger. Alle de kritiske organisatoriske udfordringer kommer ikke til syne i reformdebatten. De ligger godt gemt i folkedybet, i mediekulturen, i det politiske skyggesystem, i distancen fra top til bund. Og så skal reformerne gennemføres på rekordtid, dvs. på mindre end et år. Hvorfra kommer ressourcerne til dialog, refleksion, forsøg, tillidsskabelse, uddannelse, kulturtilpasning, forberedelse, tilvænning, træning etc. Hvor er fornuften henne i den slags umulige reformer?
Alle reformer synes at indebære det samme absurde skuespil mellem de indforskrevne men fjerne aktører: De bagvedliggende usynlige politiske initiativtagere, de gode garvede forvaltere, det tavse og apatiske faglige følgeskab, systemets ambitiøse ledelsesentusiaster og det opbakkende bagland af interesseorganisationer, der afventende følger spillets forløb. Rollefordelingen er således, som den plejer at være. Folkemødet på Bornholm afspejlede til fulde systemets symbolske harmoni. Paradokserne er også de velkendte, selvom kun de få forstår det dybt selvmodsigende og meningsløse i processen. For magtpositionerne er stabile og selvfølgelig udenfor enhver diskussion. Hvem tør træde ud af geledderne og udtrykke den reelle sandhed: »Kejseren har jo ingen tøj på!« Men i virkeligheden har vi alle som tilskuere ingen tøj på. For hvem kan føle sig ansvarlig for en reform, som består af tom retorik uden jordforbindelse. Hvorfor skulle netop denne reform føre til synlige forandringer, selvom den har fået en minister for innovation som bannerfører. For det uudtalte paradoks ligger nemlig i, at der blot er tale om tom forandringssnak indenfor de kendte stabile konventionelle og tilvante strukturer. Ingen af aktørerne påtager sig et reelt forandringsansvar. For det hele går nok over, som det plejer.
Vi har brug for et alternativt og mere realistisk udviklingssyn på samfundet, lederskabet og menneskers reelle behov
Jeg har tidligere beskrevet de traditionelle management-reformers mangel på realisme og autenticitet, jfr. »Laboratorier til bæredygtig samfunds- og lederskabelse« (2014), »Lederskabsreformationen« (2012), »Det fortrængte offentlige lederskab« (2008) m.fl. I denne lederartikel skal vi ikke gentage de mange observationer og pointer fra det omfattende SLIP-program, som fra 2008 til 2014 dokumenterede de basale styringsparadokser i den offentlige sektor, og de politiske barrierer for at udvikle et alternativ til New Public Management-ideologien. Men vi vil fremover i samarbejde med en række tænketanke, bevægelser og medier arbejde på at realisere en mere åben debat om fremtidens samfundslederskab. Vi vil her tage fat på en række kritiske, konstruktive og kreative ledelsesideer, som i dag manifesterer sig overalt, såvel nationalt som internationalt. Tilsyneladende har disse ideer dog kun ringe effekt på vort nationale reformarbejde.
Det er vores mål at udvide og nytænke Ø&I’s styringsprofil, som i 32 år har været centreret omkring præstationssamfundets rationelle management- og forvaltningslogik. Målet hermed at gøre styrings- og ledelsesdebatten mere pragmatisk, menneskecentreret, dybdegående og grænseoverskridende. Til dette formål vil vi oprette et nyt digitalt debatmedie, der skal opsøge, inspirere og udvikle nye visioner, værdisyn og virtuelle ideer til at forny samfundets fastlåste lederskabssyn. F.eks. er det tanken at inddrage en række etiske, æstetiske, filosofiske og psykologiske aspekter, som ikke har været i fokus tidligere.
Der findes i dag en omfattende litteratur, der ser lederskab og lederskabelse ud fra alternative menneske- og samfundsperspektiver. Sådanne tilgange er væsentlige at forholde sig til i den kaotiske og foranderlige verden, som vi i dag befinder os i.
Lad mig nævne nogle aktuelle eksempler på publikationer: Det engelske ledelsesakademi ved University of Hertfordshire har leveret en række spændende ledelsesideer, der gør op med de konventionelle managementkoncepter. En interessant bog er her »Ledelse i usikkerhed – Arbejdslivets daglige kompleksitet og paradokser«, skrevet af Chris Mowles. Bogen er nu oversat til dansk og udgivet på Dansk Psykologisk Forlag. En anden tankevækkende bog er »Det fælles bedste«, som handler om vigtigheden af menneskesamfundets relationelle værdier. Den er skrevet af en gruppe forfattere fra det danske Institut for Relationspsykologi. Og endelig er der bogen om alternativ ledelsespraksis i det offentlige: »Tænk vildt« af Rane Willerslev. Den bygger på autentiske ledelseserfaringer skrevet af den nye leder på Nationalmuseet.
Det er vigtigt, at sådanne værdifulde indspark til lederskabsdebatten kommer længere ud til offentlig debat, gerne i nye kompetente fora. Det vil vi arbejde på med vores nye digitale medie.
Ø&I vender tilbage i løbet af efteråret med en ny faglig profil og et nyt digitalt design. Vi ser frem til en ny æra for den skandinaviske ledelsesdebat.
