"Hvorfor er det okay, at hovedstadsborgere betaler væsentligt mindre i skat og har et højere serviceniveau?" spurgte Claus Omann Jensen i debatten. Foto: Claus Omann Jensen.

Udligning til debat på Folkemødet

Politik

15/06/2015 09:00

Mikkel Sarka

Fredag eftermiddag blev der på Folkemødet på Bornholm krydset politiske klinger om den danske kommunale udligningsmodel.

Det var borgmestrene fra Randers og Holstebro hhv. Claus Omann Jensen og H.C. Østerby, der slog et slag for bedre udligning i Danmark. Således repræsenterede de ikke færre end 62 ud af landets 98 borgmestre, som står bag initiativet ”Bedre Balance”, der lægger op til en ændring af det nuværende udligningssystem.

Hovedstaden favoriseres

De to jyske borgmestre debatterede mod Kim Valentin, der er borgmester i Gribskov Kommune og Thomas Gyldal Petersen, der er borgmester i Herlev. Og der var markant forskel på synspunkterne:

”Vi driver en meget effektiv kommune og kan lave børnepasning for 38.000 kr. mens det koster 11.000 mere i Herlev,” fastslog Claus Omann Jensen og tilføjede:

”Hvorfor er det okay, at hovedstadsborgere betaler væsentligt mindre i skat og har et højere serviceniveau? Alle borgere og kommuner må stilles lige, og så må vi i landsudligningen tage hånd om kommuner med særlige udfordringer,” argumenterede han.

Thomas Gyldal Petersen, borgmester i Herlev Kommune, mener, at det er vigtigt at se hovedstaden som et sammenhængende område bestående af forskellige kommuner. Hovedstadsudligningen skal bevares og måske bør Østjylland overveje at lave en intern jysk udligning, foreslog han.

Hans Christian Østerby, borgmester i Holstebro trak linjerne tydeligt op ved at sige:

”Essensen er, at I sidder ved et kagebord i hovedstadskommunerne og drikker cafe latte og har borgere, der tjener mere end vores og har et højere serviceniveau pga. udligningen.”

Varmt emne i valgkampen

Spørgsmålet om et Danmark i bedre balance har været hyppigt diskuteret i valgkampen og nu også på Folkemødet på Bornholm, fordi det nuværende udligningssystem medvirker til at skabe et A-hold og et B-hold blandt danske kommuner, hvor hovedstadsområdet bliver stillet økonomisk bedre end det øvrige Danmark. I et debatindlæg fra otte af borgmestrene bag Bedre Balance fremgår det, at der i hovedstadsområdet bruges f.eks. 15% mere pr. ældre, 20% mere pr. barn og 5% mere pr. folkeskolelev end i det øvrige land. Dette samtidig med at både udgiftsbehovet og skatten er lavere i hovedstadsområdet.

Bedre Balances forslag

Borgmestrene bag Bedre Balance har derfor fremlagt et forslag om et enstrenget kommunalt udligningssystem, der skal skabe en mere rimelig økonomisk fordeling mellem hovedstaden og kommunerne i resten af landet. Uanset debatten på Folkemødet, så kan de 62 borgmestre bag Bedre Balance godt forvente ændringer. Således arbejder et finansieringsudvalg nedsat af Folketinget lige nu på et nyt udligningssystem, der skal gælde fra 2018.

 

Mest Læste

Annonce