Udsatte børn og unge under COVID-19 - hvad har vi lært?   

Mange udsatte børn og unge har haft det ekstra svært, mens landet har været lukket ned på grund COVID-19. Lidt overraskende måske er der er også nogle, der trives bedre. Med den aftagende krise står vi i en unik situation for nuanceret læring.

En lang række fagfolk har igennem corona-krisen påpeget, hvordan udsatte børn og unge har været udsat for stort pres. Samtidig har det været fremme,  at der er børn og unge, som – om ikke andet på den korte bane – trives bedre. Hvordan hænger det sammen, og hvad kan vi lære af det?       

Udsatte børn og unge ladt alene   

Nedlukningen medførte mange steder en akut forværring i familier berørt af svære og komplekse problematikker. Isolation, ængstelse og ensomhed har fået konflikter, misbrug mv. til at blomstre op. Krisecentre melder om en stigning i henvendelser om vold, og de frivillige sociale rådgivninger for børn og unge har fået flere henvendelser end normalt.

Fagpersoner og frivillige tilbud har søgt at håndtere akutte kriser og opretholde kontakt, men det har taget tid at omdirigere indsatser og lægge en ’corona-plan’. Og når kontakten fx alene er telefonisk, kan der opstå huller i viden, og det kan være svært at fastholde eller opbygge det tillidsforhold, som er fundamentet for at kunne yde hjælp og støtte.   

Planlagte støttetilbud til udsatte småbørnsfamilier, psykologhjælp, forløb hos familieterapeut, misbrugsbehandling og job- og uddannelsesforløb for udsatte unge er i mange tilfælde udsat eller sat på pause med nedlukningen – i bedste fald overgået til digitale møder. Samtidig har flere udsatte og sårbare familier isoleret sig selv pga. frygten for corona. Nogle  har derfor takket nej, når socialarbejdere, nødpasning, frivillige tilbud m.fl. har søgt at række ud.      

Stort efterslæb  

Samlet betyder det, at børn og unge i sårbare og udsatte familier,som i særlig grad kan have behov for støtte under den aktuelle krise, i en række tilfælde ikke ser ud til at have fået den nødvendige hjælp.   

Flere fagpersoner og eksperter er bange for, at bekymrende adfærd ikke opdages, og at familier, børn og unge med behov for hjælp går under systemernes radar.  

Lærere har oplevet, at udsatte børn ikke har deltaget i den digitale undervisning og frygter, at basale rutiner som at komme ud af sengen og i gang med dagen er brudt sammen for mange. Manglen på struktur rammer børn med diagnoser som ADHD og autisme  særlig hårdt. For børn og unge i familier med misbrug og vold i hjemmet er dagtilbud, skole, fritidsliv og kontakt med bedsteforældre ofte et tiltrængt åndehul, som de ikke har haft adgang til. 

Der spås om et stort efterslæb og fatale konsekvenser for børn og unges trivsel, når forældre, børnene og de unge i en længere periode ikke har fået hjælp, og børn og unge har været isoleret i hjemmet. 

Dem krisen var god for   

Til trods for en række bekymrende tendenser er det vigtigt også at holde fokus på, hvordan krisen omvendt har ført positive ting med sig for nogle udsatte eller sårbare børn og unge.    

Flere har oplevet en kærkommen pause fra krav. Det gælder bl.a. unge på kanten, som ofte har et pres hængende over sig om at ‘komme videre’ med uddannelse eller job. Pausen har givet en ro hos nogle, mindre stress og mere tid til samvær og nærvær. Det kan give øget overskud og handlekraft til at tage egne skridt i en positiv retning. Nogle børn og unge med specifikke diagnoser er blomstret op, fordi de særlige krav til social afstand, øget hygiejne mv. nedsætter symptomer. Flere sårbare og særligt sensitive børn trives bedre i nødpasning, hvor mere plads og kontinuerlig tæt kontakt med de samme børn og voksne skaber stabilitet og ro.    

Endelig rummer krisen et vink om, at udsatte børn og unge rækker ud efter hjælp, når tingene udvikler sig til det værre. Henvendelser fra børn og unge til  frivillige sociale rådgivninger handler hyppigere om bl.a. vold og misbrug. Det er bekymrende, fordi det vidner om flere voldsomme episoder, men det at barnet eller den unge tager initiativ til at henvende sig, vidner også om ressourcer og handlekraft trods det, de slås med.    

Hvorfor blev det som det blev?  ­­­­

Da Danmark lukkede ned, var fokus for beredskabet i første omgang på sundhed og hygiejne. Det kan undre, at arbejdet med udsatte børn og unge ikke blev set som en kritisk funktion, der kaldte på en samlet national strategi. Det har været op til de enkelte kommuner at håndtere udfordringerne, og derfor er der forskelle i håndteringen på tværs af kommunerne.

En anden del af forklaringen er, at uhensigtsmæssige  strukturer og spinkle relationer formentlig reproduceres og bliver mere synlige, fordi der i en krisesituation er akut behov for at håndtere presserende problemstillinger. Opsporing af og kvalificeret støtte til udsatte og sårbare børn, unge og familier kræver tværfaglige indsatser og samarbejde. Det er kendt viden og erfaring. Men der er stadig mange tværfaglige samarbejder, der ikke fungerer optimalt, og barrierer i form af strukturer og organiseringer. Og det bliver ekstra svært at etablere et velfungerende tværfagligt arbejde, der giver værdi til udsatte børn og familier, når det ikke er muligt med daglig kontakt og fysisk sparring på arbejdspladsen.

Betydningen af relationer i socialt arbejde har fået fornyet fokus de senere år bl.a. med tilgangen relationel velfærd.  Med krisen har noget af det allersværeste været at opbygge og vedligeholde relationer – uden fysisk kontakt og med de kommunikationskanaler, som har været til rådighed. Nogle målgrupper har haft svært ved at anvende de digitale platforme. Og for nogle familier er telefonopkald fra systemets fagpersoner forbundet med for mange alarmklokker til, at de magter at besvare opkaldet.   

Endelig kan man spekulere over, om kommuner og civilsamfundsorganisationer naturligt nok har haft mere opmærksomhed på at oprette et internt organisatorisk beredskab end på målgruppens umiddelbare behov. Og om vi bl.a. derfor halter bagud nu.    

Hvad skal vi tage med os – aktuelt og når velfærdssamfundet åbner igen?   

Det korte svar er, at vi ikke skal glemme krisen og fortsætte, som vi plejer. Det er vigtigt at fastholde de positive ting og lære af de udfordrende. Corona-tiden har mange steder været præget af en ånd om at få tingene til at lykkes på trods. Lad os bevare noget af den ånd og søge at fastholde og forstørre de positive elementer, krisen bragte med.   

Når nogle udsatte børn og unge under krisen har oplevet et pusterum og strukturer, der gav dem øget trivsel, er det vigtigt, at vi ikke bare lader det gå i glemmebogen. Vi skal forblive nysgerrige 

på, hvad det var, der pludselig kunne lykkes. Kan det bevares, selvom en hektisk hverdag med fornyede krav igen står for døren? At børn og unge  selv har opsøgt vejledning under krisen er en vigtig  reminder om, at mennesker i udsatte eller sårbare positioner ofte rummer mange ressourcer til at stå imod med. Ressourcer, som vi måske kunne blive bedre til at sætte i spil og påskønne i de støttesystemer, som omgiver dem.    

I et læringsperspektiv er det vigtigt, at vi bruger tid og kræfter på at fåbørn og unges egne perspektiver på og erfaringer fra krisen frem, og ikke kun de faglige og strukturelle. Børn og unge bør være med til at definere, hvad vi har lært, og hvad der er vigtigst at fokusere på fremover. Derfor efterspørger SUS i øjeblikket sammen med foreningen Outsideren erfaringer fra unge, som slås med psykiske vanskeligheder. 

Det er desværre vores erfaring, at børnenes og de unges viden ofte ikke står centralt og ligeværdigt. Dermed går vi glip af vigtig viden, som fx kunne sætte spot på, hvordan vi bedre finder og hjælper udsatte og sårbare børn og unge, når den næste krise banker på.  

Krisen som løftestang for innovation  

Et andet læringsperspektiv handler om innovation. Kriser kalder på innovation, og vejen ud af en krise er ofte at innovere og tænke nyt. Flere eksperter har  peget på, hvordan krisen kan skabe grobund for redesign og innovation i den private sektor, og hvordan krisen er en anledning til at lære, justere og fokusere på nye og mere bæredygtige løsninger. 

Innovationsperspektivet er mindst lige så relevant for offentlige og civile støttesystemer for udsatte og sårbare familier, børn og unge. Løsningerne her er  langtfra altid bæredygtige. Mange problemstillinger vokser støt, og få løsninger virker i alle sammenhænge. Der findes ikke en konstant bedste opskrift på  forældresamarbejde i dagtilbud, forebyggende støtte til udsatte småbørnsfamilier, frivillige samtale- og netværkstilbud til sårbare børn og unge osv.

Corona-krisen minder os om, at usikkerhed og konstant forandring er et vilkår i arbejdet med sociale problemstillinger. Og at vi kan blive bedre til at fastholde et fokus på, at det på områder, som rummer en stor kompleksitet, ikke kun handler om virksomme løsninger i sig selv. Når kontektsen skifter, er gårsdagens gode løsning ubrugelig. Det har corona om noget vist os. I et innovationsperspektiv handler det derfor også om at udvikle gunstige rammer og vilkår for, at gode løsninger opstår og kan tilpasses løbende, fx når en uforudset krise rammer. 

Lad os huske det sammen - når vi ikke længere er hver for sig.