Udsatte børn og unge under COVID-19 - hvad har vi lært?   
Mange udsatte børn og unge har haft det ekstra svært, mens landet har været lukket ned på grund COVID-19. Lidt overraskende måske er der er også nogle, der trives bedre. Med den aftagende krise står vi i en unik situation for nuanceret læring.
En lang række fagfolk har igennem corona-krisen pÃ¥peget, hvordan udsatte børn og unge har været udsat for stort pres. Samtidig har det været fremme, at der er børn og unge, som – om ikke andet pÃ¥ den korte bane – trives bedre. Hvordan hænger det sammen, og hvad kan vi lære af det?     Â
Udsatte børn og unge ladt alene  Â
Nedlukningen medførte mange steder en akut forværring i familier berørt af svære og komplekse problematikker. Isolation, ængstelse og ensomhed har fået konflikter, misbrug mv. til at blomstre op. Krisecentre melder om en stigning i henvendelser om vold, og de frivillige sociale rådgivninger for børn og unge har fået flere henvendelser end normalt.
Fagpersoner og frivillige tilbud har søgt at hÃ¥ndtere akutte kriser og opretholde kontakt, men det har taget tid at omdirigere indsatser og lægge en ’corona-plan’. Og nÃ¥r kontakten fx alene er telefonisk, kan der opstÃ¥ huller i viden, og det kan være svært at fastholde eller opbygge det tillidsforhold, som er fundamentet for at kunne yde hjælp og støtte.  Â
Planlagte støttetilbud til udsatte smÃ¥børnsfamilier, psykologhjælp, forløb hos familieterapeut, misbrugsbehandling og job- og uddannelsesforløb for udsatte unge er i mange tilfælde udsat eller sat pÃ¥ pause med nedlukningen – i bedste fald overgÃ¥et til digitale møder. Samtidig har flere udsatte og sÃ¥rbare familier isoleret sig selv pga. frygten for corona. Nogle har derfor takket nej, nÃ¥r socialarbejdere, nødpasning, frivillige tilbud m.fl. har søgt at række ud.     Â
Stort efterslæb Â
Samlet betyder det, at børn og unge i sÃ¥rbare og udsatte familier,som i særlig grad kan have behov for støtte under den aktuelle krise, i en række tilfælde ikke ser ud til at have fÃ¥et den nødvendige hjælp.  Â
Flere fagpersoner og eksperter er bange for, at bekymrende adfærd ikke opdages, og at familier, børn og unge med behov for hjælp gÃ¥r under systemernes radar. Â
Lærere har oplevet, at udsatte børn ikke har deltaget i den digitale undervisning og frygter, at basale rutiner som at komme ud af sengen og i gang med dagen er brudt sammen for mange. Manglen på struktur rammer børn med diagnoser som ADHD og autisme  særlig hårdt. For børn og unge i familier med misbrug og vold i hjemmet er dagtilbud, skole, fritidsliv og kontakt med bedsteforældre ofte et tiltrængt åndehul, som de ikke har haft adgang til. 
Der spÃ¥s om et stort efterslæb og fatale konsekvenser for børn og unges trivsel, nÃ¥r forældre, børnene og de unge i en længere periode ikke har fÃ¥et hjælp, og børn og unge har været isoleret i hjemmet.Â
Dem krisen var god for  Â
Til trods for en række bekymrende tendenser er det vigtigt ogsÃ¥ at holde fokus pÃ¥, hvordan krisen omvendt har ført positive ting med sig for nogle udsatte eller sÃ¥rbare børn og unge.   Â
Flere har oplevet en kærkommen pause fra krav. Det gælder bl.a. unge pÃ¥ kanten, som ofte har et pres hængende over sig om at ‘komme videre’ med uddannelse eller job. Pausen har givet en ro hos nogle, mindre stress og mere tid til samvær og nærvær. Det kan give øget overskud og handlekraft til at tage egne skridt i en positiv retning. Nogle børn og unge med specifikke diagnoser er blomstret op, fordi de særlige krav til social afstand, øget hygiejne mv. nedsætter symptomer. Flere sÃ¥rbare og særligt sensitive børn trives bedre i nødpasning, hvor mere plads og kontinuerlig tæt kontakt med de samme børn og voksne skaber stabilitet og ro.   Â
Endelig rummer krisen et vink om, at udsatte børn og unge rækker ud efter hjælp, nÃ¥r tingene udvikler sig til det værre. Henvendelser fra børn og unge til  frivillige sociale rÃ¥dgivninger handler hyppigere om bl.a. vold og misbrug. Det er bekymrende, fordi det vidner om flere voldsomme episoder, men det at barnet eller den unge tager initiativ til at henvende sig, vidner ogsÃ¥ om ressourcer og handlekraft trods det, de slÃ¥s med.   Â
Hvorfor blev det som det blev?  ÂÂÂÂ
Da Danmark lukkede ned, var fokus for beredskabet i første omgang på sundhed og hygiejne. Det kan undre, at arbejdet med udsatte børn og unge ikke blev set som en kritisk funktion, der kaldte på en samlet national strategi. Det har været op til de enkelte kommuner at håndtere udfordringerne, og derfor er der forskelle i håndteringen på tværs af kommunerne.
En anden del af forklaringen er, at uhensigtsmæssige  strukturer og spinkle relationer formentlig reproduceres og bliver mere synlige, fordi der i en krisesituation er akut behov for at håndtere presserende problemstillinger. Opsporing af og kvalificeret støtte til udsatte og sårbare børn, unge og familier kræver tværfaglige indsatser og samarbejde. Det er kendt viden og erfaring. Men der er stadig mange tværfaglige samarbejder, der ikke fungerer optimalt, og barrierer i form af strukturer og organiseringer. Og det bliver ekstra svært at etablere et velfungerende tværfagligt arbejde, der giver værdi til udsatte børn og familier, når det ikke er muligt med daglig kontakt og fysisk sparring på arbejdspladsen.
Betydningen af relationer i socialt arbejde har fÃ¥et fornyet fokus de senere Ã¥r bl.a. med tilgangen relationel velfærd.  Med krisen har noget af det allersværeste været at opbygge og vedligeholde relationer – uden fysisk kontakt og med de kommunikationskanaler, som har været til rÃ¥dighed. Nogle mÃ¥lgrupper har haft svært ved at anvende de digitale platforme. Og for nogle familier er telefonopkald fra systemets fagpersoner forbundet med for mange alarmklokker til, at de magter at besvare opkaldet.  Â
Endelig kan man spekulere over, om kommuner og civilsamfundsorganisationer naturligt nok har haft mere opmærksomhed på at oprette et internt organisatorisk beredskab end pÃ¥ mÃ¥lgruppens umiddelbare behov. Og om vi bl.a. derfor halter bagud nu.   Â
Hvad skal vi tage med os – aktuelt og nÃ¥r velfærdssamfundet Ã¥bner igen?  Â
Det korte svar er, at vi ikke skal glemme krisen og fortsætte, som vi plejer. Det er vigtigt at fastholde de positive ting og lære af de udfordrende. Corona-tiden har mange steder været præget af en Ã¥nd om at fÃ¥ tingene til at lykkes pÃ¥ trods. Lad os bevare noget af den Ã¥nd og søge at fastholde og forstørre de positive elementer, krisen bragte med.  Â
Når nogle udsatte børn og unge under krisen har oplevet et pusterum og strukturer, der gav dem øget trivsel, er det vigtigt, at vi ikke bare lader det gå i glemmebogen. Vi skal forblive nysgerrige 
pÃ¥, hvad det var, der pludselig kunne lykkes. Kan det bevares, selvom en hektisk hverdag med fornyede krav igen stÃ¥r for døren? At børn og unge  selv har opsøgt vejledning under krisen er en vigtig  reminder om, at mennesker i udsatte eller sÃ¥rbare positioner ofte rummer mange ressourcer til at stÃ¥ imod med. Ressourcer, som vi mÃ¥ske kunne blive bedre til at sætte i spil og pÃ¥skønne i de støttesystemer, som omgiver dem.   Â
I et læringsperspektiv er det vigtigt, at vi bruger tid og kræfter på at fÃ¥børn og unges egne perspektiver på og erfaringer fra krisen frem, og ikke kun de faglige og strukturelle. Børn og unge bør være med til at definere, hvad vi har lært, og hvad der er vigtigst at fokusere på fremover. Derfor efterspørger SUS i øjeblikket sammen med foreningen Outsideren erfaringer fra unge, som slÃ¥s med psykiske vanskeligheder.Â
Det er desværre vores erfaring, at børnenes og de unges viden ofte ikke stÃ¥r centralt og ligeværdigt. Dermed gÃ¥r vi glip af vigtig viden, som fx kunne sætte spot pÃ¥, hvordan vi bedre finder og hjælper udsatte og sÃ¥rbare børn og unge, nÃ¥r den næste krise banker pÃ¥. Â
Krisen som løftestang for innovation Â
Et andet læringsperspektiv handler om innovation. Kriser kalder pÃ¥ innovation, og vejen ud af en krise er ofte at innovere og tænke nyt. Flere eksperter har  peget pÃ¥, hvordan krisen kan skabe grobund for redesign og innovation i den private sektor, og hvordan krisen er en anledning til at lære, justere og fokusere på nye og mere bæredygtige løsninger.Â
Innovationsperspektivet er mindst lige så relevant for offentlige og civile støttesystemer for udsatte og sårbare familier, børn og unge. Løsningerne her er  langtfra altid bæredygtige. Mange problemstillinger vokser støt, og få løsninger virker i alle sammenhænge. Der findes ikke en konstant bedste opskrift på  forældresamarbejde i dagtilbud, forebyggende støtte til udsatte småbørnsfamilier, frivillige samtale- og netværkstilbud til sårbare børn og unge osv.
Corona-krisen minder os om, at usikkerhed og konstant forandring er et vilkÃ¥r i arbejdet med sociale problemstillinger. Og at vi kan blive bedre til at fastholde et fokus pÃ¥, at det pÃ¥ omrÃ¥der, som rummer en stor kompleksitet, ikke kun handler om virksomme løsninger i sig selv. NÃ¥r kontektsen skifter, er gÃ¥rsdagens gode løsning ubrugelig. Det har corona om noget vist os. I et innovationsperspektiv handler det derfor ogsÃ¥ om at udvikle gunstige rammer og vilkÃ¥r for, at gode løsninger opstÃ¥r og kan tilpasses løbende, fx nÃ¥r en uforudset krise rammer.Â
Lad os huske det sammen - når vi ikke længere er hver for sig.     
Â
Â