Undersøgelse: Ansatte tier om kritisable forhold

Syv ud af ti offentligt ansatte frygter konsekvenserne ved at påpege kritisable forhold på jobbet.

En stor del af de offentligt ansatte frygter, at det vil få negative konsekvenser, hvis de påpeger problemer på arbejdspladsen over for offentligheden. Det viser en ny undersøgelse blandt fagforeningens FOA's medlemmer, skriver Avisen.dk.

Syv ud af ti af de 2186 adspurgte er enten helt eller delvist enige i, at det ville få negative konsekvenser for dem personligt, hvis de gør opmærksom på kritisable forhold på deres arbejdsplads gennem eksempelvis pressen eller over Facebook.

- Offentligt ansatte føler generelt, at det kan være svært at gøre brug af den formelle ytringsfrihed. De frygter sanktioner fra ledelsen. Det billede har vi fået utallige gange, siger Tim Knudsen, professor emeritus fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, til Avisen.dk.

Dermed går samfundet - politikerne og borgerne - glip af vigtige informationer og indtryk fra de mennesker, der har nogle af de mest konkrete erfaringer med, hvordan velfærdssamfundet virker, mener Tim Knudsen.

FOA's forbundsformand, Dennis Kristensen, mener, at samfundets svageste bliver taberne, når de varme hænder ikke tør sige det højt, når de møder kritisable forhold.

- Ud over at offentligt ansatte bliver utrygge og ikke tør ytre sig, så mister samfundet de muligheder for at korrigere, der ligger i, at de, der står ansigt til ansigt med borgeren, siger: "det her virker modsat hensigten", eller "nu har vi skåret så dybt, så det går ud over nogle mennesker", siger han til Avisen.dk.

I Kommunernes Landsforening (KL), der varetager kommunernes samlede interesser, vil man ikke tage undersøgelsen for gode varer.

Hvis retten til at udtale sig virkelig blev trådt så grundigt under fode, som undersøgelsen indikerer, ville vi se en stribe sådanne sager, mener Michael Ziegler, der er formand for KL's Løn- og Personaleudvalg.

KL's juridiske kontor, der er meddommer i de sager, der bliver rejst, har kun set én sådan sag i løbet af ti år, oplyser han til Avisen.dk.

/ritzau/

 
Emneord: Offentligt ansatte, Arbejdsforhold, Tim Knudsen, KL
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også