"Børnehaven har en venneklasse på den lokale folkeskole, der kommer og underviser og leger med børnene. For i mine børns hverdag tager vi ansvar for hinanden og børnene bliver gjort klar til folkeskolen," skriver formand for Radikal Ungdom, Christopher Røhl.

Ungdomspolitikere ser frem mod 2030: Mine børns hverdag

"Børnehaven har en venneklasse på den lokale folkeskole, der kommer og underviser og leger med børnene. For i mine børns hverdag tager vi ansvar for hinanden og børnene bliver gjort klar til folkeskolen," skriver formand for Radikal Ungdom, Christopher Røhl. Indlægget kommenteres af formand for Konservativ Ungdom, Mikkel Ballegaard Pedersen.

Den dag mine børn kommer til verden, møder de forhåbentlig en kompetent jordmoder - Eller i 2030 kan det lige så godt hedde en jordfader.

Christopher Røhl er formand for Radikal Ungdom

Lige fra starten af mine børns hverdag har vi forhåbentlig fået gjort op med den traditionelle opdeling af omsorgen omkring børnene. Det betyder, at min kone og jeg har lige god tid til at være om børnene, fordi børn har brug for at opleve deres moder såvel som deres fader. Danmark har taget den islandske barselsmodel til sig, så min kone har haft tre måneders barsel, jeg har som far haft tre måneders barsel og vi har fordelt de resterende tre måneder imellem os.   

Vi kommer i forældregrupper, hvor vi tager hen og møder andre fædre eller mødre. Kommunen har nemlig fået udfaset de traditionelle mødregrupper og har i større grad givet plads til begge forældre.

Mine børns tøj er ikke betalt af børnepenge, for med min kones høje indkomst er vi ikke berettiget til børnepenge.

Mikkel Ballegaard er formand for Konservativ Ungdom

Mine børn lever i en sund hverdag. Denne sunde hverdag har vi blandt andet garanteret ved at give børnene de nødvendige vacciner. En ting, vi lærte i forældregruppen, var vigtig.  En ting, vi igen blev mindet om, da de startede i børnehaven. Det får nemlig konsekvenser i de kommunale institutioner, hvis mine børn møder op uvaccineret. Takket være den nationale indsats for vacciner har vi næsten fået udryddet mæslinger.

I børnehaven sikrer de også sundheden med en varieret madordning, hvor der tages hensyn til Abdel, der ikke må få gris. Her lærer mine børn at spise ting, jeg aldrig havde troet, vi skulle få dem til at spise. Maden er sund og kommunen er gået forrest ved indkøb af økologiske fødevarer.

Mine børn leger i en dynamisk, kreativ bygning, hvor der er flere hjørner og kanter, der inspirerer barnet til leg. Børnehaven har en venneklasse på den lokale folkeskole, der kommer og underviser og leger med børnene. For i mine børns hverdag tager vi ansvar for hinanden og børnene bliver gjort klar til folkeskolen.

Min søn leger med barbiedukker uden nogen kigger skævt. Han lærer dukken at spise og klæde sig på  ligesom hans venner og veninder i børnehaven. Min datter er en Messi på fodboldbanen, selvom vi til den tid ikke længere tænker på ham, for hun har fået et idol i tidens kvindelige fodboldspiller.

Mine børn leger ikke kun Far, mor og børn mere, men også far, far og børn, ligesom de kender det fra mine børns gode ven Adams forældre.

De leger ikke krig og soldater, men pindene, der engang gjorde det trolig som farlige maskingeværer, er pakket væk. I stedet hentes inspirationen hos sportsstjerner, tænkere og teaterfolk. De leger opdagelsesrejsende på vej til Mars, hvor Danmark har en stor aktie i den seneste forskning. De leger, at de er de menneskerettighedskæmpere, der fik Rusland rykket i et mere demokratisk styreform efter Putins fald. En magtkamp de vandt med demokratiske initiativer.

Legetøjet er udtænkt af franske designere, produceret i Ungarn og sundhedsgodkendt af EU. En godkendelse som vores folkevalgte politikere i Europaparlamentet har fået igennem. Det betyder, vi roligt kan købe legetøjet uden at bekymre os om sundhedsskadelige stoffer.

I folkeskolen fortsætter dannelsen af mine børn. Ligesom de i børnehaven mødte børn født af brolæggere såvel som professorer, er folkeskolen mindst lige så rummelig. Der er børn af politikere såvel som politifolk. Klassen er en regnbue af nationale baggrunde, fordi det er lykkedes at få arbejdskraft til Danmark indenfor de mange fag, hvor vi de seneste år har manglet arbejdskraft. Børnene er del af fællesskabet Danmark. Det forfejlede integrationsfokus er forsvundet, og i stedet har politikerne anerkendt de tidligere integrationsudfordringer som sociale udfordringer. Det har brudt den gamle ghettoproblematik, og man har flyttet fokus over på at løfte Danmark samlet for alle socialt udfordrede familier, uanset hvad de tror på. Man har taget hånd om de sproglige udfordringer ved at tilbyde modersmålsundervisning i folkeskolen.  

Folkeskolen rummer folket. Derfor har man også taget konsekvensen af, at det langt fra er alle, der er kristne. Det har gjort, at mine børns børnehave forholder sig til Ramadanen såvel som påsken og jul. Kristendomsundervisningen er blevet til religionsundervisning, der gør mine børn klogere på klassekammeraternes tro. Det har også gjort, at mit ældste barn ikke ønsker at deltage som minikonfirmand, for: ”Hvorfor skal vi kun have en gud, når der findes flere gode mennesker?”

Folkeskolereformen fra 2014 er helt implementeret og børnesygdommene, man engang kæmpede med, er forsvundet. Hele samfundet er nu blevet en del af folkeskolen, og mine børn møder den lokale musikskole, ligesom de tyske, tamilske og tyrkiske mindretal inspirerer med fortællinger om deres lande. Mine børn bliver et helt, globalt menneske.

Endelig er digitaliseringen integreret i børnenes læring. Det er blevet et fokus for folkeskolen, da IT-forståelse er en del af ethvert dannet menneskes grundviden. Folkeskolen har skabt et kodeks for brugen af IT, fordi udviklingen gik hurtigere, end vi kunne forholde os til, men udviklingen er langsomt skruet ned.

De sociale omgivelser vi engang befandt os i, er nu overført og integreret i det digitale samfund, så mine børn kan snakke og lege med deres venner over nettet. Lektier og undervisning klares også digitalt, fordi kommunen har arbejdet målrettet efter at nedsætte papirforbruget til nul. Det grønne går igennem i bygninger, legetøj og opdragelsen. De kommunale bygninger, der er mindre end ti år gamle, behøver ikke opvarmning.

Klassen har en oprydningstime en gang om ugen i et af frikvarterne for at garantere et affaldsfrit skoleområde. Når mine børn afslutter folkeskolen, møder de ikke en hensynsløs karaktermur, men de møder kompetente folkeskolelæreres ærlige bedømmelse om, hvorvidt de er bedst egnet til en mere praktisk uddannelse frem for en boglig. At blive ufaglært er ikke en mulighed, der ligger på bordet, da alle skal have en ungdomsuddannelse.

Mine børn lever i en hverdag med fred, frihed, frisind og fornuft. 

Kommentar til Christopher Røhls drøm for samfundet 2030 

af Mikkel Ballegaard Pedersen, formand for Konservativ Ungdom

Et samfund med fred, frihed, frisind og fornuft ønsker vi alle for vores børn. Man skal blot huske på, at disse begreber kun kan eksistere, hvis man overlader det til den enkelte at definere, hvad der menes med disse. Derfor er det selvmodsigende, når de radikale ønsker sig disse, men samtidig på forhånd definerer for andre, hvad der er rigtigt og forkert.

Med det mener jeg, at Christopher Røhls vision for børns hverdag i 2030 er nok så sympatisk ment, men excellerer i at lade staten tage afgørende valg på forældrenes vegne. Det kommer f.eks. til udtryk ved ønsket om en tvungen barsel til mænd. Det er vigtigt, at begge forældre har muligheden for barsel, men ingen politiker burde bestemme, hvordan forældrene indbyrdes vil fordele den. At politikere skal afgøre det, er der ikke meget frihed over.

Der er heller ikke meget frihed over det, når Christopher drømmer om ”at samfundet bliver en del af folkeskolen,” med en fuld implementering af folkeskolereformen fra 2014. Det vil sige med tvungne lektiecafeer for alle uanset behov. Samtidig vil det forhindre børn i at gå til fritidsaktiviteter.

Med tvungne lektiecafeer, madpakkeordninger og tvungen barsel er det mere statens børn, end det er forældrenes børn. Opdragelse, ansvar og fritidsaktivitet fjernes fra det civile og nære, og gives til staten og politikeres design.

Denne radikale designstat kommer også til udtryk, når Christopher ønsker at udvide mærkedage i børnehaven til at inkludere dage som ramadanen. Der skal være mulighed for at dyrke sin religion i fred, og opdrage sine børn i den tro man selv tilhører, men der burde ikke herske nogen tvivl om, at Danmark er et land som bygger på kristendommen, hvorfor man fejrer påske og jul – ikke ramadan.

Det er i børnehaven og folkeskolen, at integrationen kan stå stærkest. Integration er noget man fra politikernes side kan tillade sig at kræve, men det foregår ude i samfundet blandt mennesker. Hvis der skal være mulighed for et godt og harmonisk samfund er det nødvendigt, at man anerkender det som integration og ikke blot som ”sociale problemer”. Sociale problemer kan spille en rolle, men hvis man i 2030´ernes Danmark ikke anerkender tilstedeværelsen af kultur, og ikke mindst kulturforskelle, sætter man traditioner, social forståelse og samfundets sammenhængskraft overstyr. Derfor er det nødvendigt at anerkende integration, så man i civilsamfundet kan tage ansvar for den.

Ikke nok med, at det radikale drømmesamfund ikke indeholder krav til indvandrere, så er der åbenbart heller ikke krav til unge mennesker, som modtager en gratis uddannelse fra andre skatteydere. I hvert fald ønskes der ingen karakterkrav for at komme på ungdomsuddannelser. Selvom det er sympatisk ment, er det et utroligt usympatisk forslag ikke at have krav til unge. Klare krav til mennesker løfter deres indsats og præstationer. Hvis man ved, at der forventes noget af en, vil man også anstrenge sig det mere for at opnå det. De unge som ikke kan bestå folkeskolen, vil heller ikke passe ind på en ungdomsuddannelse. For dem skal vi i stedet fokusere på et stærkt 10. Klasses tilbud, eller vise andre karriereveje.

Selvom det selvfølgelig menes med den bedste hensigt, vil de radikale drømme om samfundet i 2030 fjerne sammenhængskraft, personligt ansvar og forældrenes ejerskab sine egne børn. Christopher Røhls beskrivelse, er i hvert fald ikke det samfund jeg ønsker at opdrage mine børn i.  

 

Emneord: FV2030, FV2015, Ungdomspolitisk debat, Radikal Ungdom, Christopher Røhl, Konservativ Ungdom, Mikkel Ballegaard Pedersen, Velfærdsdebat
Danmark 2030 på DenOffentlige.dk Mens de professionelle leger i Skydeteltet kan vi glæde os over, at de unge - fremtidens politikere - er klar til at gribe ordet i samtaleteltet....
Aktivitet: Artikler: 7

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Læs også