Vandløb får 700 millioner kroner i ny vandplan

Bæredygtighed

07/04/2014 09:24

Miljøministeren har vandplan klar til landets vandløb. Planen præsenteres mandag formiddag.

Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) kommer mandag med en plan for, hvordan tusindvis af kilometer vandløb i den danske natur skal forbedres af kommunerne med hjælp fra de helt nye vandråd, oplyser Miljøministeriet.

Samlet er der afsat 700 millioner kroner til en ansigtsløftning af vandløbene.

Det er kommunerne og de 23 nyoprettede vandråd, der skal i gang med opgaven. Kirsten Brosbøl har besluttet at inddrage kommunerne og vandrådene i arbejdet med den næste generation af vandplaner.

Vandrådene består af lokale landboforeninger, Danmarks Naturfredningsforening, sportsfiskerne og andre interessenter. De skal sammen med kommunerne i løbet af det næste halve år komme med konkrete forslag til vandløbsindsatser i vandområdeplanerne.

Kommunerne vil få et kilometerantal og en økonomisk ramme, de skal holde sig inden for, samt et virkemiddelkatalog, der fortæller, hvilke redskaber de har til at løse opgaven, oplyser ministeriet.

Miljøminister Kirsten Brosbøl vil fortælle om den nye opgave sammen med konstitueret vicedirektør i Naturstyrelsen, Thomas Bruun Jessen, på et pressemøde mandag middag.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce