Vandselskaber: Sprøjtegift kan være landsdækkende problem

Udbredelsen af sprøjtegift i drikkevandet bekymrer vandselskabers brancheorganisation.

I Slagelse, Esbjerg og Odense er der fundet rester af sprøjtegift i drikkevandet

Men problemet med sprøjtegiften desphenyl-chloridazon begrænser sig næppe til de tre fund.

Det forklarer Claus Vangsgård seniorkonsulent med fokus på vand og miljø i vandselskabernes brancheorganisation, Danva.


- Vi frygter, at det her er et ret omfattende problem, som kan være over hele landet. Men vi afventer selvfølgelig en regulær screening og et egentligt overblik over situationen, siger han.

Ud over de tre fund er stoffet også blevet fundet i en drikkevandsprøve ved et vandværk i Dragør på Amager. Prøven var dog under grænseværdien, oplyser seniorkonsulenten.

Derudover er der foretaget en prøve ved indvandingsoplandet ved Varde, som var markant over grænseværdien, siger seniorkonsulenten.

Han understreger dog, at det ikke nødvendigvis betyder, at drikkevandet er forurenet. 

Flere af regionernes stikprøvekontroller af punktkilder har ifølge Claus Vangsgård også vist koncentrationer af stoffet.

En punktkilde kan for eksempel være et kloakrør eller en grøft, hvorfra der siver fremmede stoffer til et vandsystem.

Torsdag blev vandværket Dalumværket ved Odense lukket.

Ifølge Andreas Bassett, driftschef i Vandcenter Syd, kan stoffet have været i drikkevandet i lang tid. Det skyldes, at det ikke er blandt de stoffer, som vandværker skal tjekke for.

Stoffet stammer fra et ukrudtsmiddel, der i dag er forbudt i Danmark. Fra 1960'erne og indtil 1996 har det dog været anvendt i produktionen af roer, rødbeder og løg.

I den tyske delstat Baden-Württemberg er stoffet fundet i over 80 procent af de prøver, hvor man har kigget efter det, oplyser Danva.

- Jeg frygter, at når man begynder at analysere på det her stof, så vil vi finde det i stor udstrækning, hvor man har dyrket roer. Det er hele det sydlige Danmark, siger direktør for Danva Carl-Emil Larsen.

Målingen ved Dalumværket viste en koncentration af stoffet på 0,14 mikrogram per liter. Grænseværdien for pesticidet er 0,1 mikrogram per liter. 

Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer, at der skal være tale om langt højere koncentrationer, før det er sundhedsfarligt.

For forbrugerne kan fundet dog betyde, at drikkevandet bliver dyrere, siger direktør for Danva Carl-Emil Larsen

- Når vi skal tage vores boringer ud af produktion, er det et tab for vores produktionsapparat, og det bliver en økonomisk belastning for forbrugerne, siger han.

Danva mener, at man fremover bør øge beskyttelsen af sårbare indvindingsområder omkring drikkevandsboringer.

Fundet af sprøjtegift ærgrer Niels Peter Nørring, områdedirektør for Miljø, Energi og EU i interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer

Han understreger, at der i dag er en helt anden viden om sprøjtegifte.

- Miljøstyrelsen har i dag en ekstrem skrap godkendelsesprocedure, der skal sikre, at vi ikke fremadrettet finder pesticider i grundvandet. Og lad mig understrege at et fund af et gammelt udfaset middel ikke siger noget om risikoen med de midler, vi bruger i dag, siger han.

/ritzau/

Emneord: Danske Vandværker, Vandsektor, Drikkevand, Jordforurening, Forurening, Danva, Sprøjtegift, Sprøjtemidler, 250817
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også