Vatikanet fordømmer præsters systematiske overgreb i USA

Den katolske kirke er rystet af endnu en rapport om præsters seksuelle overgreb mod mindreårige i USA.

Vatikanet udtrykte torsdag "skam og sorg", efter at en rapport har afsløret flere end 300 præsters udbredte overgreb mod flere end tusind børn i Pennsylvania i USA. 

I en erklæring fra Vatikanet understreger talsmand Greg Burke, at ofrene skal vide, "at paven er på deres side". 

Pave Frans er ikke selv citeret i erklæringen, der er formuleret i usædvanligt stærke vendinger for Vatikanet. 


Rapporten, der blev offentliggjort torsdag, fastslår, at 301 præster har stået bag seksuelle overgreb på børn gennem de seneste 70 år. 

Talsmanden for Vatikanet udtaler i erklæringen, at den katolske kirke "må tage ved lære af fortiden". Samtidig lover han, at Vatikanet vil stille de ansvarlige til regnskab. 

Det gælder både de præster, der stod bag overgrebene, samt de kirkelige personer, der vendte det blinde øje til. 

Rapporten fra Pennsylvania fastslår, at højt placerede kirkelige personer, både i Pennsylvania og i Vatikanet, forsøgte at dække over det omfattende misbrug.

Pave Frans er indforstået med, at "disse forbrydelser kan ryste troen og ånden" blandt den katolske kirkes tilhængere, fremgår det af erklæringen. 

En af de personer, der ifølge rapporten var med til at dække over sexmisbruget af børn, er kardinal Donald Wuerl, som i mange år var biskop i Pittsburgh.

Wuerl har forsvaret sig i en pressemeddelelse, hvor han skriver, at han "handlede med omhu, med bekymring for ofrene og for at forsøge at forhindre fremtidigt misbrug".

Misbruget fandt sted i seks forskellige bispedømmer, som tjener mere end halvdelen af delstatens over 3,2 millioner katolikker.

Rapporten fra Pennsylvania er det seneste slag mod den katolske kirke. I 2002 brød skandalen ud, da avisen The Boston Globe afslørede, at katolske præster i årtier havde stået bag seksuelle overgreb på mindreårige.

/ritzau/AP

Emneord: Katolikker, Vatikanet, Pave Frans, Overgreb, Seksuelle overgreb, Seksuelt misbrug, Katolske Kirke, Religion, 170818
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også