Af Kim Boyter, Fmd. DI Østjylland
Hvis det danske samfund skal bringes tilbage på rette spor, kræver det et bedre samarbejde mellem virksomhederne og det offentlige. Lige nu sakker Danmark bagud. Produktiviteten i det danske samfund halter efter de lande, vi normalt sammenligner os med, det gælder både den private og den offentlige sektor. Samtidig har vi fået opbygget en stor offentlig sektor, som belaster vores konkurrenceevne – en udvikling, der ikke kan fortsætte.
Vi bliver nødt til at finde metoder, der sikrer, at produktiviteten stiger i samfundet, samtidig med at den offentlige sektor skal blive mindre. Vi skal ganske enkelt have mere for mindre.
Derfor vil jeg gerne sige tak til Nicolai Wammen, fordi jeg her får mulighed for at give mit syn på offentlig privat samspil.
Konkurrence skaber bedre og billigere løsninger
Morgendagens vindere er de lande, der formår at bryde skellet mellem offentlig og privat ned, og som er i stand til at bruge markedet, konkurrencen og dialogen mere intelligent. Der er brug for, hvad jeg vil kalde smarte udbud, hvor det offentlige formulerer deres behov frem for at detaildefinere opgaverne. Det handler om at se på, hvad leverancen skal kunne, og ikke hvad den skal bestå af. Det giver mere rum og frihed for leverandørerne til at prøve forskellige teknologier og løsninger af.
De såkaldte funktionsudbud, som man bl.a. benytter på vejområdet er et godt eksempel på det, vi taler om. Her er det op til leverandøren at vælge metoder, materialer og det rette tidspunkt for opgaveløsningen. Det er dog vigtigt at understrege, at det ikke først og fremmest handler om at skabe innovation, men om at løse opgaver. Logikken er, at ved at lade leverandørerne konkurrere om leverancen, så får vi også de nyeste og bedste bud på, hvordan opgaven kan løses til den bedste pris, fordi man får afprøvet nogle teknologier og løsninger. Innovationen er altså en sidegevinst og en effekt af markedets logik.
Hvert samarbejde har sin egen karakter og jagten på den ultimative model for offentlig-privat samarbejde er forgæves. Der kan skabes generelle guidelines eller best practices på området, men hvis man forventer, at der kan laves skabeloner eller konkrete modeller for det offentlig-private samarbejde går man galt i byen:
Den offentlig-private relation er netop en relation, og succesen er ofte afhængig af ikke- kontraktuelle forhold som tillid og kemi. Det der er brug for er incitamentsstrukturer, der belønner og forpligter begge parter til at arbejde for bedre og billigere løsninger.
Der skal også tænkes i kompetencer og alliancer på kryds og tværs, de bedste OPS-folk skal hjælpe jurister med udbud i de offentlige indkøbsafdelingen, og vi skal tænke udfordringer og løsninger i fx sundhedssektoren sammen med den bredere erhvervsudviklingsstrategi, så vi undgår cigarkasseproblematikken. På den måde får vi helhedsløsninger på de store samfundsudfordringer vi står overfor, og samtidig kan vi få styrket innovationskraften til glæde for en effektiv udnyttelse af ressourcerne i den offentlige sektor, og måske oven i gøre det muligt at eksportere varer og serviceydelser.
Hvilke opgaver kan der samarbejdes omkring?
Hvis OPS virkelig skal flytte noget, kommer vi ikke udenom at drøfte, hvilke opgaver der kan udføres af private aktører. Specielt når talen drejer sig om de bløde områder, såsom pleje og pasning af ældre og børn, hører vi ofte argumentet: Man må ikke kunne skabe profit på mennesker med sociale behov.
Efter min opfattelse er det en helt forfejlet opfattelse.
Det bedste eksempel er virksomheden Falck.
Falck har vist en fantastisk evne til at levere ydelser på personfølsomme områder, og er nu godt i gang med at indtage resten af verden med baggrund i den viden om bl.a. ambulancetjeneste, der er opnået i Danmark. Falck har gennem et offentligt privat samspil udviklet en ydelse til stor gavn for det danske samfund, som samtidig er særdeles konkurrencedygtig i et internationalt perspektiv. Det tjener valuta hjem til Danmark. Der er udviklet metoder og standarder, og resultatet havde med garanti ikke havde været lige så godt, hvis opgaven alene var blevet løst i offentlig regi.
Et andet område er døgntilbud til anbragte børn og unge uden for eget hjem, som meget sjældent har været draget ind i denne debat. Vi taler her om nogle af de mest udsatte mennesker i det danske samfund, men alligevel benytter man en lang række private aktører såsom familiepleje og socialpædagogiske opholdssteder. Hvorfor gør man det? Det gør man fordi de ganske enkelt tilbyder at løse opgaverne bedst. Tjenes der penge på at løse disse opgaver: Ja, naturligvis, men det giver ikke anledning til problemer, fordi der igennem mange år er opbygget aftalte normer og regler mellem de private udbydere og de offentlige myndigheder for betaling af de ydelser, der leveres.
Det er derfor meget ulogisk, at visse aktører i den danske debat holder fast i at private virksomheder ikke må levere ydelser på de bløde personfølsomme områder. Det sker allerede i dag, endda i situationer hvor personer står i den mest udsatte situation af alle, nemlig hvor man har været udsat for en ulykke eller akut sygdom, og det sker i relation til de mest udsatte i det danske samfund, nemlig børn der må lide den største ulykke af alle, at blive fjerne fra sine forældre.
Hvordan kan det være at der kan leveres fantastisk service og omsorg i disse situationer af private aktører, når man så samtidig afviser at velfungerende ældre kan få praktisk hjælp og pleje på private plejehjem, og velfungerende forældre kan placere deres børn i private daginstitutioner?
Stafetten går til Mette Frederiksen
Jeg vil derfor gerne give stafetten videre til Mette Frederiksen (S), da jeg gerne vil høre hendes svar på, hvilke offentlige opgaver private aktører kan løse.
