Venstre tvivler på egen boligjobordning

Genindførslen af boligjobordningen var Løkkes klareste valgløfte. I dag erkender V-minister, at ordningen er dyr og ineffektiv i forhold til at skabe job.

Boligjobordningen er en dyr måde at skabe job på. Faktisk kunne V-regeringen have skabt flere job, hvis man havde valgt at bruge pengene på noget andet.

Samtidig er det ikke korrekt, når Venstre og Lars Løkke Rasmussen har henvist til, at der er 5000 job i boligjobordningen.


Sådan lød det ærligt - men også temmelig overraskende fra skatteminister Karsten Lauritzen (V), da han tirsdag var i samråd om boligjobordningen i Folketinget.

Dermed stiller skatteministeren reelt spørgsmålstegn ved fornuften i Venstres valgløfte om at bruge 1,1 milliard kroner i 2015 på at genindføre boligjobordningen. 

Det samme har stribevis af økonomer gjort før ham.

Byggeriet er på vej ind i et opsving, og derfor er boligjobordningen i bedste fald overflødig, og i værste fald skadelig, fordi den kan skabe mangel på arbejdskraft i byggesektoren og gå ud over andre sektorer, har kritikken lydt.

Venstre vælger dog at holde fast i den ineffektive ordning, fordi Venstre før valget har lovet at genindføre den, lyder det fra skatteministeren:

- I dette tilfælde sætter vi valgløftet over det faktum, at man nok godt kunne have brugt pengene på anden vis til at skabe flere job eller skabe job billigere, siger skatteministeren.

Det var i høj grad Lars Løkke Rasmussen, som gav løftet på Venstres vegne. Løkke vakte opsigt, da han i januar helt usædvanligt satte sin statsministerpost ind på at genindføre boligjobordningen. 

Løkke fastslog, at han ikke ville være statsminister, medmindre den regering han skulle lede, indførte boligjobordningen.

På det tidspunkt havde Løkke flere gange kritiseret SR-regeringen for at nedlægge boligjobordningen, hvilket ifølge Venstres formand ville koste 5000 arbejdspladser. 

Men det tal holder ikke, erkender Karsten Lauritzen. 

Det er Dansk Byggeri, som har regnet sig frem til de 5000 arbejdspladser. Problemet er bare, at Dansk Byggeri ikke tager højde for, at når danskerne eksempelvis bruger penge på nye vinduer under boligjobordningen, så er der måske ikke længere råd til familieturen i vandland. 

Med andre ord koster støtten til byggeriet job i andre sektorer.

Samtidig erkender Karsten Lauritzen, at jobeffekten af boligjobordningen er blevet endnu mindre i dag, fordi byggeriet ikke længere er i krise.

Direkte adspurgt af Socialdemokraternes skatteordfører, Jesper Petersen, hvad den umiddelbare beskæftigelseseffekt er fra ordningen, svarer Karsten Lauritzen:

- Jeg kan ikke komme med noget tal. Før valget sagde vi, at vi ville genindføre boligjob-ordningen, og det ville være et løftebrud, hvis ikke vi holdt det.

- Det siger sig selv, at da ordningen blev indført midlertidigt under krisen ved lavkonjunkturer, var effekten højere, end den er nu, siger Karsten Lauritzen.

Løkke kan takke SF og Alternativet for at give ham flertal for ordningen, som Liberal Alliance afviste som et tilskudscirkus.

Karsten Lauritzen oplyste på samrådet, at omkring en halv million danskere har benyttet sig af ordningen, hvoraf 30 procent af tiltagene har været med en energibesparende effekt.

/ritzau/

Emneord: Boligjobordningen, Karsten Lauritzen, Venstre, Valgløfter, Lars Løkke Rasmussen, Tilskud, Skattefradrag
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 19.08.15 Poul Staunstrup
    Venstres nedskæringer.

    Jeg kan ikke fatte at så mange hoppede på Lars Lykkes fup nummer med boligfradrags ordningen, for vi får aldrig 5000 nye arbejds pladser, for det ender med at dem der måske oprettes går til underbetalte udlendinge som arbejder her uden arbejdstilladelse og dermed heller ikke betaler skat eller andet der får samfundet til at løbe rundt, og tilmed snydes for feriepænge og pension, men arbejdsgiveren er somregl en udenlansk fidusmager der render med fortjenesten.

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også