- Venstre foreslår et moderne kontanthjælpsloft, så det altid kan betale sig at arbejde, siger Venstres beskæftigelsesordfører Hans Andersen.

Venstre vil lægge loft over kontanthjælp

Politik

16/01/2014 13:28

Freja Eriksen

Venstre vil tvinge indvandrere i job med kontanthjælpsloft, siger beskæftigelsesordfører Hans Andersen.

Det er en falliterklæring for regeringen, at stadig flere danskere - 146.000 personer- lever af kontanthjælp, og hver fjerde er indvandrer eller efterkommer. De skal væk fra offentlig støtte til et job ved at lægge et loft over, hvad man får i offentlige ydelser.

Det siger Venstres beskæftigelsesordfører, Hans Andersen, om tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, der tidligere hed Arbejdsmarkedsstyrelsen.

I 2013 var 25,6 procent af folk på kontanthjælp indvandrere, mens yderligere tre procent er efterkommere. Siden 2011 har 19.000 flere end før fået kontanthjælp. Det er en stigning på 15 procent.

- Regeringen får ikke problemet til at gå væk, selv om den forsøger at undgå at tale om det, siger Hans Andersen.

Han har nu kaldt beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i samråd om, at færre indvandrere skal leve af kontanthjælp. Det er kun gået den gale vej, siden regeringen fjernede kontanthjælpsloftet og starthjælpen for udlændinge, mener han. 

- Venstre foreslår et moderne kontanthjælpsloft, så det altid kan betale sig at arbejde. Vi skal have sat fokus på indvandrere uden job. Vi kan ikke leve med, at regeringen ikke vil måle det mere, siger Hans Andersen.

Liberal Alliance vil revidere udlændingeloven, så udlændinge skal forsørge sig selv, siger udlændingeordfører Merete Riisager.

- Danskerne betaler skyhøje skatter, og derfor er det også kun rimeligt, at vi forlanger, at de udlændinge, der kommer til Danmark, bidrager positivt til samfundet og ikke ligger de offentlige kasser til last. 

- Kort sagt skal indvandring være en overskudsforretning, siger hun.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce