Ventetider for arbejdsskadede er eksploderet på få år

Ledelse

24/07/2015 14:18

Nick Allentoft

Sagsbehandlingstiderne for personer, der er blevet skadet på arbejdet, har været på himmelflugt.

Borgere, der er kommet så slemt til skade på jobbet, at de ikke længere kan arbejde fuldtid, risikerer flere års ventetid, inden de kan få afgjort deres økonomiske fremtid. 

Det fremgår af Arbejdsskadestyrelsens egne statistikker, skriver Politiken fredag.

I de sidste fire år er sagsbehandlingstiderne steget fra godt 15 til knap 25 måneder på de sager, hvor borgere har mistet hele eller dele af erhvervsevnen. Samme melding kommer fra advokatfirmaer, der har specialiseret sig i arbejdsskadesager.

Læs også: Arbejdsskader: Flere børn og demente kan blive politianmeldt

- Vi er meget overraskede over udviklingen, for vi havde forstået, at Arbejdsskadestyrelsen var ved at have ryddet op i den store pukkel af ældre sager. 

- Men nu får vi stadig flere meldinger om lange sagsbehandlingstider, selv om sagerne for længst er afgjort i kommunerne, siger Rikke Omme, advokat i KLA Personskade, til Politiken. 

Kammeradvokaten påviste sidste sommer så mange fejl i Arbejdsskadestyrelsens arbejde, at det kostede direktøren jobbet. Siden da har styrelsen arbejdet på højtryk for at sikre en højere kvalitet i afgørelserne.

Men øvelsen har også fået sagsbehandlingstiderne til at stryge i vejret. En udvikling, styrelsens nye direktør, Merete Agergaard, beklager.

- Vi er midt i en meget stor omstillingsproces, der har til formål at sikre borgerne mere grundige, gennemarbejdede og frem for alt korrekte afgørelser. Og vi vil ikke gå på kompromis med kvaliteten. 

- Desværre har det fået sagsbehandlingstiderne til at stige, fordi vi i øjeblikket har flere sager, end vi kan nå at behandle, siger Merete Agergaard til Politiken.

Hun understreger, at der er ansat 100 nye medarbejdere til at løfte sagerne.

Arbejdsskadesystemet er dog så gennemsyret af indre modsætninger, at det aldrig bliver velfungerende, mener en af landets førende arbejdsmiljøeksperter, professor Tage Søndergaard Kristensen.

- Vi har skabt et system, hvor folk får store erstatninger, hvis de bliver syge på jobbet. Men systemet og politikerne gør alt, hvad de kan, for at holde folk på arbejdsmarkedet. 

- Derfor skal lønmodtagerne hele tiden bevise, at de er syge nok til at få erstatningen, og det bliver man bare endnu mere syg af, siger Tage Søndergaard Kristensen til Politiken.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce