Vestager giver Facebook millionbøde for at vildlede EU

Konkurrencekommissær Margrethe Vestager kalder bøde på 825 millioner til Facebook passende og afskrækkende.

Facebook får en bøde på 825 millioner kroner for at have givet EU-Kommissionen forkerte eller vildledende oplysninger ved overtagelsen af WhatsApp.

Det meddeler EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager. Hun kalder bøden "passende og afskrækkende".

- Dagens beslutning sender et klart signal til virksomheder om, at de må overholde alle aspekter af EU's fusionsregler. Herunder pligten til at give rigtige oplysninger, siger Vestager.

Striden handler om muligheden for at sammenflette brugerprofiler på Facebook og WhatsApp. 


Det kunne ikke lade sig gøre uden videre, fortalte Facebook i 2014, da selskabet søgte EU's godkendelse af købet af WhatsApp.

Man ville ikke være i stand til at etablere en pålidelig, automatiseret sammenkædning mellem de to virksomheders brugerprofiler, lød det.

Men det kunne det. Og i august 2016 annoncerede WhatsApp, at de ville kæde deres mobilnumre sammen med Facebooks brugerprofiler.

WhatsApp forklarede, at det ville de gøre for at forbedre deres service.

EU-Kommissionen mener, at Facebook allerede i 2014 var klar over, at det kunne lade sig gøre.

Det er første gang, at EU-Kommissionen giver en bøde for at give forkerte oplysninger eller vildlede, siden EU indførte nye regler i 2004.

EU kan give en bøde på op til en procent af det globale overskud, når en virksomhed bevidst eller uagtsomt vildleder EU.

Bøden til Facebook bliver på 110 millioner euro. Det svarer til 825 millioner kroner. Dermed er bøden endt på knap en halv procent af overskuddet.

Da bøden skulle regnes ud, trak det op, at Facebook har givet forkerte eller vildledende oplysninger i to omgange.

Det trak ned, at Facebook til sidst har samarbejdet om at opklare, hvad der er sket.

Bøden får ingen konsekvenser for EU-Kommissionens godkendelse i 2014 af Facebooks køb af WhatsApp.

/ritzau/

 

 

Emneord: Facebook, Konkurrencekommissær, International konkurrence, Bøder, Sociale medier, Margrethe Vestager, WhatsApp, Europa-Kommissionen, Europæisk samarbejde, 180517
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Læs også