Der kan skrives lange redegørelser om forbedringspotentialet i dansk sundhedsforskning, så jeg har valgt nogle få nedslagspunkter i dette indlæg. Som professor ved Københavns Universitet og overlæge på et stort universitetshospital er jeg dybt involveret i forskning i min hverdag. Til daglig leder jeg en stor forskningsenhed, hvor vi producerer mange videnskabelige artikler og PhD afhandlinger. Det giver derfor stof til eftertanke, når man læser om, at kun hver fjerde fortsætter med at forske efter PhD uddannelsen.
De mange PhD afhandlinger
Selvom de fleste læger efter endt PhD forløb stopper med at forske og skrive videnskabelige artikler, er der alligevel en positiv effekt af de mange PhD afhandlinger. En stor undersøgelse har vist en tendens til, at PhD’en for lægerne også har en positiv indflydelse på den del af rollen som medicinsk ekspert, som vedrører faglig udvikling. Det betyder med andre ord, at vi får læger ud på sygehusene med specielle færdigheder, som muliggør forbedring af behandlingen af patienterne. Derfor er det helt afgørende, at vi ikke slagter PhD uddannelsen, bare fordi antallet af producerede videnskabelige artikler måske er mindre end forventet.
Vi får læger, som kritisk kan læse en videnskabelig artikel, og som kan få idéer til forbedring af patientbehandlingen. De PhD uddannede læger kan også gennemføre de nødvendige forskningsprojekter, hvis vi sørger for de praktiske muligheder i deres kliniske arbejde. Bevares, ikke alle læger skal forske i hele deres arbejdsliv, men det kan kun komme patienterne til gode, hvis vi sørger for, at en del af lægerne har både de teoretiske færdigheder og de praktiske muligheder for at forbedre patientbehandlingen. Derfor er den store produktion af læger med PhD uddannelse et positivt løft til kvaliteten på vores sygehuse, specielt hvis vi sørger for lidt forskningsmæssigt arbejdsrum til dem, mens de passer deres kliniske arbejde med patienterne.
Vi har i Danmark nedlagt en del mindre sygehuse og samlet behandlingen på store sygehuse med mange afdelinger, og typisk med tilknytning til et af universiteterne. Et såkaldt universitetssygehus skal bedrive behandling/pleje, undervisning og forskning. Det er derfor helt naturligt, at man på de store universitetssygehuse sørger for, at det videnskabeligt uddannede personale, f.eks. læger med PhD uddannelse, får mulighed for at anvende deres forskningsmæssige færdigheder til at forbedre patientbehandlingen. Det vil indebære allokeret tid til forskning, og at der etableres en række støttefunktioner til forskningen som f.eks. dedikerede og meget aktive forskningsenheder, hjælp til statistisk, fundraising, forskningsadministration m.v. Sådanne funktioner koster en del penge og kan derfor rationelt kun bæres af de store sygehuse.
Jeg synes, vi trænger til en national plan for dette område, hvor regionerne (eller hvad det nu bliver til fremover) forpligtes til at etablere lokal arbejdstilrettelæggelse på de kliniske afdelinger, så vi kan få mere valuta for pengene – dvs. udnytte de forskningsmæssige kompetencer, som vores PhD uddannede læger besidder.
Hvad med disputatserne?
Antallet af disputatser er betydeligt mindre end antallet af PhD afhandlinger. I den nationale forskningsdatabase finder man således for hele landet 23.126 PhD afhandlinger og kun 868 disputatser. Der er givetvis forskelle på forskellige fagområder, men for det lægevidenskabelige område, er tendensen i hvert fald meget tydelig. En doktordisputats er i dag et sjældent syn, hvorimod der produceres mange PhD afhandlinger. Det kan snildt tage 10 år at producere en doktordisputats, mens et PhD forløb er skemalagt til at vare 3 år. En disputats produceres typisk sideløbende med klinisk arbejde eller med kun korte frikøbs-perioder til fuldtidsforskning, hvorimod et PhD forløb indebærer 3 års fuldtids forskning. Den vigtigste forskel på en disputats og en PhD, er at en PhD er en forskeruddannelse, og i en disputats skal man have flyttet videnskaben et væsentligt skridt videre. Den videnskabelige tyngde i en disputats er derfor betydelig større i en PhD.
Derfor skal vi bestemt ikke afskaffe disputatserne – tværtimod. Der må meget gerne komme flere disputatser, da det typisk er her, at vi opnår de største videnskabelige fremskridt, og derved potentielt de største forbedringer for patienterne.
Det er nemmere at styre antallet af PhD forløb, da det indebærer formel indskrivning på et fakultet og et skemalagt forløb med 3 års frikøb. Man kan ikke på samme måde styre disputatserne, men hvis man vil øge antallet, vil det være afgørende at skabe produktive forskningsmiljøer på sygehusene på højt internationalt niveau og samtidig muliggøre praktisk hjælp og korte frikøbsperioder.
Folketinget må træde i karakter
Forskning på sygehusene hører i dag formelt til regionerne som hospitalsejere. Universiteterne har faktisk kun en mindre rolle, når det handler om forskningsmiljøerne på hospitalerne, idet udgifterne næsten udelukkende dækkes af hospitalerne. Derfor skal det administrative fokus rettes mod regionerne. Det er ingen hemmelighed, at regionerne føler sig pressede på økonomien, og derfor får vi dem ikke frivilligt til at bruge mange millioner på en forskningsstrategi, som virkelig rykker. Derfor må folketinget træde i karakter og pålægge hospitalsejerne en konkret forskningsaktivitet. Det nemmeste vil sikkert være at definere en procentdel af et sygehusbudget (og derved et afdelingsbudget), som skal gå til direkte udgifter til forskning. Regionerne gør det næppe frivilligt, så folketinget må træde i karakter. Det er for patienternes skyld.
