Er det smart at bruge væsentligt flere penge på gamle end de unge, der skal sikre fremtidens velfærd?

Vi spørger: Er det smart at bruge mere på de gamle end på de unge?

Velfærdsstaten bruger mere på at sikre vores gamle en tryg afgang fra livet, end der investeres i de borgere der skal skaffe pengene. I fremtiden bliver forskellen endnu større. Er det smart?

Det koster omkring 35.000 kroner om måneden at drive en plejehjemsplads. Til sammenligning koster det godt 5.500 kroner om måneden at uddanne fremtidens borgere i folkeskolen. Læg hertil, at der om blot femten år er dobbelt så mange borgere over 80 år, som der er unge på vej til det arbejdsmarked, der skal sikre samfundsøkonomien.


Krisen er med andre ord åbenlys, når samfundet er på vej mod en situation, hvor man bruger mere og mere på at sikre en borgergruppe en tryg afgang fra livet, mens der bruges mindre og mindre på at kommende borgere kommer godt i gang med livet.

Forholdet mellem de borgere, der skal levere værdien til samfundet, og de borgere, der ikke længere er aktive, kommer de kommende år i større og større ubalance ikke alene i antal men også i velfærdsomkostninger.

For at lægge ekstra til er børnetallet stagneret eller direkte faldende så forholdet mellem unge og gamle bliver konstant mere skævt de næste tyve år. Med mindre der altså pludselig kommer stor aktivitet i landets soveværelser, når krisen letter helt.


Færre til mange flere

Færre skal altså i fremtiden finansiere velfærden for flere. Det er ikke nyt, og derfor har kommissioner, reformer, tænketanke og den offentlige debat i årevis talt om langsigtede økonomiske planer, der skal skabe balance på velfærdens finanser. Det har vi eksempelvis skrevet om i historien om velfærdsstatens eksistenskrise.

Den enorme forskel på at drive plejehjem og folkeskole udstiller et af Danmarks største problemer. De generationer, der skabte velfærdsmodellen skal de kommende år på plejehjem, som samfundet ikke længere har råd til at betale for.

Ironien er, at de gamle selv var med til at bygge velfærdsmodellen i 1960’erne, og gennem halvfjerdserne så til mens konsekvenserne blev parkeret i statsgæld og siden 1980’erne har haft et veludbygget institutionsdanmark til at løse deres udfordringer med alt fra børnepasning til handicappede familiemedlemmer og udsatte borgere.

Samtidig står vi med et globalt pres, som øger behovet for at sende fremtidens generationer ud på arbejdsmarkedet endnu stærkere, kvikkere, klogere og dygtigere end nogensinde før. Investeringer i folkeskole og efterfølgende uddannelser - både erhvervs- og akademisk - er vigtigere end nogensinde.

 

Ældrebyrden kommer

Det må derfor undre, at de senere års reformer helt har forbigået denne ældrebyrde, for det er reelt en byrde - altså det samlede tryk, som antallet lægger på velfærdsstaten; ikke det enkelte menneske.

Debat om ældrecheck eller krav om mindsterettigheder fastholder udviklingen i en pseudoforestilling, hvor vi forledes til at tro, der ingen problemer er.

Det rækker slet ikke at reformere rammerne for landets ledige, socialt udsatte, handicappede, syge eller de unge, der forventes at bidrage til den fremtidige finansiering.

Det rækker heller ikke at debattere nulvækst eller vækst, for omkostningerne til at drive ældreplejen er i ekstrem grad helt ude af proportion med det antal gamle, der snart har brug for den.

Vores gamle fortjener også i fremtiden en anstændig tilværelse og ordentlig behandling. Omvendt skal fremtidens borgere kunne leve lige i mindst lige så rigt et velfærdssamfund, som de gamle, der har bygget velfærdsstaten.

Derfor er der behov for at se på de samfundsstrukturer, som velfærdsstaten har skabt. Behov for at debattere, hvordan velfærdsstaten skal indrettes. Alternativet er, at de unge, der i fremtiden forventes at være uddannet og parate til at finansiere velfærden gennem hårdt arbejde, knækker under den dårlige samvittighed over behandlingen af deres egne forældre.

 

Her er nogle spørgsmål ind i den debat:

  • Skal man kunne tage pleje- og plejehjemspladser med til lande, hvor løn og leveomkostninger er lavere og vejret varmere?
  • Skal vi forvente at pensionister påtager sig civilsamfundsopgaver til gengæld for folkepensionen i samme ånd, som vi forventer, at unge på SU gennemfører deres uddannelse for at bidrage til samfundet?
  • Er indretningen af børnefamiliernes hverdag praktisk og rimelig?

Hvad mener du?  

 
Emneord: FV2015, Folkeskole, Ældrepleje, Ny folkeskole, Velfærdsdebat
Den Offentlige på DenOffentlige.dk Du er DenOffentlige!...
Aktivitet: Artikler: 233 | Events: 5

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 17.06.15 Nesral
    Ældrebyrden

    De generationer som siden 2. verdenskrig opbyggede velfærdsstaten startede på helt bar bund. Idag har alle generationer takket være dem et velfungerende samfund. Nutidens unge har mange gange bedre økonomiske vilkår end deres oldeforældre for at sikre en fortsat velstand. Det drejer sig om at opspare til fremtiden i stedet for at forbruge i nutiden.

TILMELD NYHEDSBREV

Læs også