Ledelse i kompleksitet: Brug din dømmekraft

Ledelse

15/09/2016 11:25

Der er en stigende erkendelse af ledelse som en kompleks disciplin. Afdelingschef i COK med ansvar for strategi og ledelse, Pernille Thorup, giver her et indblik i kompleksitetsvidenskaberne og i, hvordan du bedst leder i kompleksiteten.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den klassiske forestilling om organisationen som en mere eller mindre velsmurt maskine og lederen som den, der har det kølige overblik, bliver i stigende grad udfordret af nye ledelsesteorier.

Historisk har ledelse været tæt knyttet til ingeniørverdenen, hvor opgaven forstås som et håndværk. Strategiske værktøjer, teknikker til at få samarbejder i gang eller til at løse konflikter, begreber som at fylde værktøjskassen op, at implementere og rulle strategier og tids- og handleplaner ud. Og værktøjer som fx SWAT og Porters five forces stammer alle fra denne verden.

COK på DenOffentlige

COK er redaktør for eget indhold på DenOffentlige, og udgiver artikler, debatindlæg, synspunker, pressemeddelelser og cases om offentlig ledelse og kompetenceudvikling. 

Læs mere om COK her. 

Læs mere om at blive redaktør her.

”Tanken har langt hen ad vejen her været, at lederen bør se på organisationen udefra, som en maskine, som hvis den bliver rigtigt smurt, eller man har passet sine tandhjul godt, kører som den skal og producerer det ønskede.”, siger Pernille Thorup.

Ledelseslitteraturen beskriver med andre ord i høj grad ledelsesarbejde som byggende på en instrumentel rationalitet, et arbejde lederen udfører fra distancen, og hvor den dygtige leder kan løse de opståede problemer fra sin særlige position i hjørnekontoret

”I denne tradition har lederen det kølige overblik i sit arbejde med planlægning og implementering. Lederen er ligeledes den, som har både kompetencerne og redskaberne i redskabskassen til at kunne skabe visionerne, udvikle planerne og udrulle disse i organisationen.”, fortsætter hun.

Lederen har en hverdag i kompleksitet

Denne forståelse af lederen som ”the one in charge” får imidlertid i disse år konkurrence af en anden forståelse af livet som leder, forklarer Pernille Thorup, hvor uforudsigelighed, usikkerhed, konflikt, magtspil, hverdagspolitik og dermed lederens involvering i de hverdagsspil, som er i gang kommer i fokus, mere som reglen end undtagelsen.

Med andre ord dukker der en ledelseshverdag i kompleksitet op, som der ikke findes særligt mange bøger, der beskriver.

”Livet som leder er her fuldt af paradokser, og ofte er det paradokser, som vi ikke giver os selv tid til at nå at opdage og forholde os til.”, siger Pernille Thorup.

At arbejde med ledelse i en kompleks hverdag - og at tage arbejdet med dette alvorligt -, bygger på en anden forståelse af, hvad en organisation er. Her forstår man en organisation som mennesker, der arbejder sammen om en fælles opgave, og er derfor optaget af at undersøge, hvad disse menneskelige samspil består af.

”Grundfokus er her, at vi alle både påvirker og bliver påvirket af hinanden. Det er derfor en forståelse af at det ikke kun er lederne, som påvirker medarbejderne, men i lige så høj grad medarbejderne som forsøger at påvirke lederne. Og dette sker vel at mærke ud fra de forskellige positioner, som man har i forhold til hinanden.” siger hun og fortsætter:

”Det er nogle af de paradokser, livet i organisationer byder på: At der altid vil være modsatrettede og samtidigt tilstedeværende måder at tænke og forstå, det der foregår, på. I disse paradokser kommer modsætninger eller spændinger til syne eller bryder frem igen og igen, nogle gange på en måde, som fremprovokerer konflikter over, hvad der er den rette forståelse af, hvad ”det gode” er.”

Undersøg, men reducer ikke kompleksiteten

Mere traditionel ledelsesforståelse er optaget af at reducere kompleksiteten, af at forenkle og lave tids- og handleplaner, som gør det overskueligt at se, hvad der skal ske. Den er optaget af at forstå lederen som den, der vælger den ene side af modsætningen som ”den rigtige”, og som derefter sætter farten efter den fastlagte plan.

Indenfor kompleksitetsvidenskaberne derimod, med sociologiske og psykologiske vinkler på komplekse og modsætningsfyldte fænomener, lægger man i stedet vægten på at undersøge paradokser, modsætninger og komplekse sammenhænge. Sammenhænge hvor lederens arbejde er præget af usikkerhed, uforudsigelighed, flertydighed og kompleksitet.

”Her er det centralt, at lederen evner at reflektere både individuelt og sammen over erfaringer for at kunne undersøge, hvad det er, der foregår. Igennem denne refleksive undersøgelse begynder du som leder at gøre noget andet, end du plejer, og dermed er du allerede i gang med den forandring, som kan gøre en forskel.”, mener Pernille Thorup.

Refleksion skal her forstås både som evnen til at indgå i en undersøgelse af mening og evnen til at indgå i en mere kritisk undersøgelse af forforståelser og diskurser involveret i meningsskabelse.

Brug din dømmekraft

En vigtig grundsten i lederens evne til at reflektere over, hvad der foregår, er ifølge Pernille Thorup, den praktiske dømmekraft. 

Praktisk dømmekraft er et begreb hentet fra Aristoteles. Han beskriver phronesis eller praktisk dømmekraft som den dyd at have viden indenfor det sociale felt. ”Praktisk” betegner her det foranderlige, konkrete, lokale perspektiv, som er forskelligt fra situation til situation. 

Lederens praktiske dømmekraft udvikles i det konkrete samspil med de øvrige medlemmer af organisationen, og når han reflekterer over sine erfaringer. Det handler om at være i stand til at bygge på de mange erfaringer, man har med sig, og så i den konkrete situation gøre lige præcis det, som man intuitivt ved, er det mest rigtige at gøre. Der er altså ikke tale om at gribe til et objektivt ”rigtigt” redskab, men om at forstå flere nuancer og aspekter af det, som udspiller sig i det sociale.

”For at udvikle den praktiske dømmekraft, skal du som leder undersøge og reflektere over, hvad der sker både i dig og mellem dig og andre, når du befinder dig i udfordrende situationer. Det handler om at tage dine erfaringer alvorligt og derigennem at opbygge en evne til at genkende mønstre og udvikle en mere forfinet intuitiv fornemmelse, for hvad der sker, og hvad det er vi laver sammen, og af intuitivt at ”vide” hvad der er vigtigt i en given situation.” forklarer Pernille Thorup.

Mød forfatter og ph.d. Pernille Thorup til konferencen Ledelse der styrker den 6. oktober hos Ingeniørforeningen i København. Her vil hun sammen med  chefkonsulent og medforfatter Karina Solsø forklare, hvordan du som leder konkret kan arbejde med at tage dine erfaringer alvorligt - og dermed kan styrke udviklingen af din praktiske dømmekraft. Læs mere om konferencen her.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.