En fornuftig narkopolitik?

Velfærd

09/03/2018 09:00

Louise Hagemann

Peter Ege, tidligere socialoverlæge og forfatter, har i årtier beskæftiget sig med forebyggelse og bekæmpelse af stofproblemer. I den nye bog "Stofproblemer og hvordan man løser dem" kritiserer han de sidste 30 års narkopolitik.

"Drugs have destroyed many people, but wrong policies have destroyed many more." (FN`s tidligere generalsekretær Kofi Annan)

Forebyggelse, behandling, kontrol og skadesreduktion er elementerne i den danske narkotikapolitik. Kontrollen, dvs. politiets, told- og retsvæsenets indsats, er det der først og fremmest satses på ud fra den simple tankegang, at får man udryddet stofferne, så er der ingen, der får problemer med dem. Så det er det politikerne satser på, og altid har satset på. Hver gang narkotikaproblemet har været til diskussion, har politikernes svar på problemet været strengere straffe for salg og besiddelse af narkotika, og flere ressourcer til politiet. Samlet bruger vi 3 – 4 mia. kr. årligt på kontrolpolitikken, mens behandlingen får ca. 1 mia. kr.

Kontrolpolitikken

Problemet med den kontrolpolitiske tilgang er, at den ikke når sine mål. Stofferne er mere tilgængelige end nogensinde, og priserne på narkotika på gadeplan har været faldende eller stabilt lave, når det gælder hash. Og antallet af mennesker, der har seriøse problemer med stoffer har været stigende siden 1970´erne og er ligger nu på mellem 30.000 og 60.000 personer. Antallet af dødsfald har ligeledes været stigende og er stabilt på ca. 250 personer om året. Kontrolpolitikken er aldrig, i modsætning til behandlings- og forebyggelsesindsatsen, blevet evalueret. Det er et problem i sig selv, men man står svagt, hvis man påstår, at kontrolpolitikken virker efter hensigten.

Et andet, og måske endnu mere alvorligt problem, er at kontrolpolitikken har en række skadevirkninger. Det ved vores politikere godt et eller andet sted, men de er parate til at afskrive det som ”collateral damage”, som en omkostning de er parate til at tage med i købet i deres begejstring for kontrolpolitikken.

Men lad os se lidt på de kontrolpolitiske skadevirkninger. De vigtigste er:

• Omkostningerne til opretholdelse af kontrollen, dvs. udgifterne til toldvæsenet, politi, retsapparatet, mv. Et beløb på 3 – 4 mia. kr. årligt.

• De høje priser på narkotika, specielt på kokain og heroin, bevirker at et mere tvangsmæssigt forbrug ikke kan finansieres af en normal lønindtægt, endsige af kontanthjælpen. Forbruget finansieres derfor af forskellige former for kriminalitet, først og fremmest simpel berigelseskriminalitet (indbrud, butikstyverier), men også af prostitution og stofhandel. Det medfører tab af værdier, som vi alle er med til at finansiere, store samfundsmæssige omkostninger til retsforfølgelse og fængsling samt en betydelig utryghed i befolkningen.

• Et illegalt marked skaber vold. Både købere og sælgere er retsløse og må beskytte sig selv. I bedste fald med knive, køller og store hunde, i værste fald med skydevåben. Vi har stadig ikke amerikanske tilstande (hvor drab er den næsthyppigste dødsårsag hos stofbrugere) herhjemme, men volden har været tiltagende, og det er en ubehagelig tanke, at stofhandlen er med til at finansiere rockergruppers og banders aktiviteter.

• Forbudspolitikken modvirker fornuftige skadesreducerende foranstaltninger. Dette har bidraget til, at sygeligheden og dødeligheden blandt stofbrugere er øget enorm. Det er illustrativt, at USA, Rusland og Kina, som har den strammeste kontrolpolitik, også har den største udbredelse af hiv og den højeste narkotikarelaterede dødelighed.

• Værst går det ud over stofbrugerne. Jagten efter – og krigen mod – stofferne kan ikke undgå også at blive en krig mod og jagt efter stofbrugerne. De forfølges, de stresses og de stigmatiseres, og dette er i lige så høj grad som stofferne med til at gøre deres liv til et sandt helvede. Og man skal ikke glemme, at dette er en tilsigtet virkning.

• Endelig er der det globale perspektiv. Kampen mod narkotika, og især USA’s deltagelse i denne kamp, har i høj grad medvirket til at destabilisere en række lande, især de sydamerikanske.

Vi står således med en omkostningstung kontrolpolitik. Som har meget svært ved at dokumentere sin effekt, men som har en række dokumenterede og svære skadevirkninger. Og alligevel er det kontrolpolitikken vores politikere satser på med henvisning til nødvendigheden af at bekæmpe de ”dødsensfarlige” stoffer. Men al fornuft siger, at narkotikapolitikken er havnet i en blindgyde, og når det er tilfældet, så er det ingen skam at vende om og forsøge at finde nye veje, frem for at blive ved at rende panden mod muren.

Løsninger

Umiddelbart vil det være fornuftigt at neddrosle kontrolpolitikken, og anvende de frisatte ressourcer til at opruste forebyggelse, behandling og skadesreduktion. To veje til at lette situationen både for stofbrugerne og for samfundet, og som ville spare enorme samfundsressourcer, er en afkriminalisering for besiddelse af stoffer til eget brug og en kontrolleret legalisering af hash. Begge disse forslag, og især det første, kan nemt implementeres, og der er modeller i udlandet, der kan tjene som inspiration.

Men der sker ikke noget. De regeringsbærende partier vil ikke diskutere narkotikapolitik, og når de en sjælden gang bliver tvunget til det, er de helt igennem argumentationsresistente. Det er ikke fornuftigt. Det er nærmest beskæmmende.

Mest Læste

Annonce