Foto: Peter Sørensen

Vilhelmsen: Ældre skal have hjælp til at klare sig selv

Velfærd

28/01/2014 10:59

I et nyt udspil lægger socialministeren tirsdag op til mere hjælp til selvhjælp til landets ældre.

Ældre skal i højere grad hjælpes, så de kan blive i stand til at klare sig selv i hverdagen. Det fremgår af et udspil, som Socialministeriet har fremlagt tirsdag.

- Ældre skal have mulighed for at kunne komme til at kunne klare sig selv. Selv at stå op om morgenen, selv at tage tøj på og selv at bestemme, om man vil ud af sit hus, siger socialminister Annette Vilhelmsen (SF) til Ritzau.

- Med det her udspil vil vi sikre, at alle borgere kan blive rehabiliteret i kommunerne, siger hun.

Udspillet lægger blandt andet op til, at det bliver et krav, at kommunerne tilbyder rehabilitering til de ældre. Som hovedregel vil de ældre skulle igennem et rehabiliteringsforløb, inden de får tilbudt hjemmehjælp.

Desuden bliver aldersgrænsen for at få tilbudt et årligt besøg i hjemmet forhøjet fra 75 til 80 år. Ifølge ministeriet skyldes det, at de danskere, der fylder 75 år nu, er langt mere friske end tidligere.

Udspillet følger op på anbefalingerne fra Hjemmehjælpskommissionen. Sidste år fremlagde kommissionen en rapport, hvor den anbefalede, at ældre skal rehabiliteres, så de kan klare sig selv i længere tid.

Udspillet skal nu drøftes med Folketingets partier. Hos regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten, frygter socialordfører Finn Sørensen, at det bliver en anledning til at spare.

Socialordføreren vil have sikret, at de ældre får ret til at sige nej til genoptræning, uden at de får frataget hjemmehjælpen. Ministeren ser dog ingen grund til bekymring.

- Det her er netop ikke en spareøvelse, genoptræning vil ske med udgangspunkt i den enkelte ældre, siger Annette Vilhelmsen.

- Et af personalets opgaver er jo netop at kunne motivere de ældre. Men der er også borgere, som ikke vil have gavn af et forløb med hjælp til selvhjælp, og det er det, man gennem visitation kan vurdere i kommunerne, siger hun.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce