Vilhelmsens spindoktor skrev selv notat om Zornig

Socialminister Annette Vilhelmsens egen spindoktor forfattede selv notat i Zornig-sag, skriver jp.dk.

Et centralt notat om socialminister Annette Vilhelmsens spindoktors rolle i sagen om millionløfte til Lisbeth Zornig Andersen er skrevet af spindoktoren selv.

Det bekræfter Socialministeriet i en e-mail til Jyllands-Posten.

Det blot syv linjer korte notat - der ellers omtaler spindoktoren i tredje person - dukkede op på ministeriets hjemmeside den 23. december.

Og det afslører, at spindoktoren allerede dagen efter, at millionløftet i sommer var givet til Zornig, var klar over, at sagen kunne give "problemer", fordi ministeren "muligvis har formuleret sig noget uhensigtsmæssigt".

Alligevel blev løftet gennemført, og Zornig fik mindre end en måned senere udbetalt præcist én million kroner til et projekt for socialt udsatte.

Notatet har fået en central rolle i den prekære sag, da det er første gang, at Socialministeriet direkte bekræfter, at ministerens spindoktor overhovedet var direkte involveret i sagen og ringede til Zornig.

Modsat har ministeren flere gange forklaret forløbet om sagen overfor Folketinget uden at nævne telefonopkaldet fra hendes nærmeste rådgiver, men derimod for eksempel omtalt, hvordan en studentermedhjælper kontaktede Zornig og skabte forvirring.

Venstres Jakob Engel-Schmidt, der har fulgt sagen tæt, kalder det "ualmindeligt interessant", at en embedsmand har fået lov til selv at give en forklaring på ministeriets hjemmeside - uden at det betydeligt fremgår, at han selv er forfatter til dokumentet.

/ritzau/

 
Emneord: Annette Vilhelmsen, Lisbeth Zornig Andersen, Socialministeriet, Millionpulje, Jakob Engel-Schmidt
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også