SlotssøBadet er virksomhedscenter i Kolding Kommune

Virksomhedspraktik i virkeligheden

Velfærd

21/07/2013 11:47

Freja Eriksen

Det glæder mig, når jeg ser vores medarbejdere i virksomhedspraktik vokse, og især vokse sammen til noget større og stærkt. Derfor er vi en socialøkonomisk virksomhed.

Af Otto Skak, direktør for SlotssøBadet i Kolding

I SlotssøBadet er vi så privilegerede, at have status som værende Virksomhedscenter for Kolding Kommune, hvilket betyder at vi har diverse mennesker, der er udenfor arbejdsmarkedet fx. pga. sygdom eller arbejdsløshed i virksomhedspraktik i kortere eller længere perioder.

Som mentor for disse mennesker møder vi mange personer, som sidder i situationer man ikke kan forstille sig og har svært ved at forholde sig til, men uanset fortid/fremtid oplever vi langt de fleste gange at disse mennesker blomstrer op, får mere selvtillid og løser rigtig mange opgaver som de ikke vidste, at de var i stand til. En uundværlig arbejdskraft og livsbekræftende for alle, at se denne forandring fra fx, angst, depression, stress til at fungere i et team på en arbejdsplads.

Når virksomhedenpraktikken er overstået hernede i SlotssøBadet oplever vi gentagne gange, at disse fantastiske mennesker som vi har stiftet bekendtskab med, kommer videre til andre virksomheder i enten job med løn tilskud eller selv finder et job under helt almindelige vilkår.

En fornøjelse at være i en virksomhed, som gør så meget for at hjælpe andre mennesker og give dem et løft eller skub i den rigtige retning.

Vi bør alle tage ansvar

Forestil dig at alle virksomheder tog ansvar for en del af de sociale problemer i samfundet; Altså gav vore mange borgere overalt i landet en chance for at få ”noget at stå op til”. Naturligvis ikke sådan at forstå, at der skulle være tale om udnyttelse af gratis arbejdskraft – men at vi prøvede at hjælpe folk på fode igen, når de har været ude i sociale problemer, misbrug mv. med eller uden diagnose.

Vi har alt for mange mennesker i dette land, som bare opbevares på statens regning, uden at der egentlig sker nogen udvikling – altså forbedring af deres forhold og muligheden for at komme på arbejdsmarkedet, uddannelse eller lignende.

Hvis nu virksomhederne i samlet flok tog del i dette ansvar og ikke kun kiggede på effektive medarbejdere i alle henseender i virksomheden, men at det var en virksomheds opgave at hjælpe alle, i det omfang man kunne, så ville vort samfund blive stærkere, og desuden ville der kunne spares rigtig mange penge, som i dag bruges af det offentlige og kommunale system.

At hjælpe et andet menneske i nød er i øvrigt vel nok det største i livet – da er penge en biting!

Man kunne forestille sig, at virksomhederne kunne hjælpe hinanden med at løse de forskellige problemer, man helt sikkert vil støde ind i. Da kunne socialøkonomiske netværk være en god løsning, som i øvrigt også kunne bidrage til øvrigt salg imellem parterne; Samt give god inspiration på alle mulige andre områder også.

En virksomhed i virkeligheden

Virksomhedspraktik i SlotssøBadet er nøje planlagt og skal gerne give den enkelte et godt og grundigt indblik i de mange forskellige opgaver, som findes i de forskellige afdelinger. Altså kan man som borger ”vælge sig ind” på for eksempel teknikafdelingen, udeområdet, receptionen, badstuen, konference m.v.

Idéen er så herefter at man får ansvar på enkelte ting i de forskellige afdelinger. Derved opnås en god motivation og fællesskabsfølelse for den aktiverede.  Det er vigtigt at påpege, at der er tale om en ”rigtig virksomhed”, som er afhængig af, at folk møder op og at tingene skal være ok for gæster mv. Det hører klart med, at man kan se, at ens indsats gør gæsterne tilfredse.

Et andet vigtigt punkt, er at folk ”tilfredsstilles” med de stillede opgaver. Altså skal der være lighed mellem viden, og det man kan i forhold til de opgaver man stilles overfor.

Det glæder mig, når jeg ser dem vokse og især vokse sammen til noget større og stærkt. Derfor er vi en socialøkonomisk virksomhed. Der findes altid noget godt i et hvert menneske!

Stafetten går til Ole Hessel

Jeg vil gerne sende stafetten videre til Ole Hessel, der er projektchef i High:five, som i 2006 blev etableret af Virksomhedsforum for Socialt Ansvar (VFSA). High:five har til formål at assistere landets private og offentlige virksomheder med at etablere job og/eller uddannelsespladser til unge, der er i fare for marginalisering på grund af kriminalitet.

Mest Læste

Annonce