Vismænd anbefaler milliard-lempelse i finanspolitikken

Politik

08/10/2013 12:14

De økonomiske vismænd anbefaler i deres efterårsrapport at lempe finanspolitikken med fem milliarder kroner.

Thorning-regeringen har ført en så ansvarlig finanspolitik, at der er plads og råd til at lempe finanspolitikken for at stimulere den økonomiske vækst. Det kan eksempelvis være ved at fremrykke allerede besluttede skattelettelser.

Det mener de økonomiske vismænd, der i deres efterårsrapport anbefaler politikerne at slække lidt på de stramme tøjler og lempe finanspolitikken med fem milliarder kroner. Det kan eventuelt ske ved at fremrykke skattelettelser.

- I betragtning af den svage konjunktursituation og Danmarks grundlæggende sunde offentlige finanser anbefaler vi, at man bruger det råderum, der er, og gennemfører en midlertidig lempelse af finanspolitikken i 2014 på omkring fem milliarder kroner, siger overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

En lempelse i størrelsesordenen en kvart procent af BNP - svarende til cirka fem milliarder kroner - vurderes at være inden for rammerne af budgetlovens krav, lyder argumentationen fra de økonomiske vismænd.

- En finanspolitisk lempelse skal være midlertidig og kunne eksempelvis indeholde en fremrykning af allerede besluttede skatteletter til 2014, siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

Budgetlovens krav er, at det strukturelle underskud på de offentlige finanser ikke må overstige en halv procent af bruttonationalproduktet, BNP. Ifølge vismændene er dette underskud lidt mindre, end Finansministeriet har vurderet.

Dansk økonomi vil sagtens kunne bære en lille vitaminindsprøjtning. Væksten var svag i 2012, og for hele 2013 venter vismændene, at væksten kun vil vokse med omkring en kvart procent.

Langsomt vil væksten stige, og i 2014 vil den vokse med 1,6 procent og i 2015 med to procent. Det betyder, at økonomien vil komme så meget op i gear, at beskæftigelsen vil stige, og ledigheden vil falde.

Der er også noget at indhente: Beskæftigelsen er næsten 100.000 personer under det normale, og det skyldes krisen og den deraf faldende produktion.

Vismændene ser en lille stigning i bruttoledigheden fra i gennemsnit 152.000 i år til 153.000 næste år, men faldende igen til 151.000 i 2015.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce