Vismænd: Væksten i dansk økonomi tager til i styrke

Velfærd

26/05/2015 12:21

Nick Allentoft

Vismændene opjusterer prognosen for vækst i BNP med 0,4 procentpoint til 1,9 procent i år. Regeringen får ros og fremrykker sin egen redegørelse.
Den spirende vækst i dansk økonomi vil tage til i styrke de kommende år. Det slår formandskabet i Det Økonomiske Råd fast i sin såkaldte forårsrapport, der er de uafhængige vismænds bud på tilstanden i dansk økonomi.   - Der har været behersket fremgang i dansk økonomi det seneste halvandet år, og vi vurderer, at fremgangen nu vil tage til i styrke. Vi forventer, at BNP vil vokse med omkring to procent både i år og næste år. Det vil trække den private beskæftigelse op med 60-70.000 personer, siger overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen i en kommentar til rapporten.

Vismændene venter nu en vækst i BNP i år på 1,9 procent. Det er 0,4 procentpoint mere end i vismændenes seneste prognose fra efteråret. I 2016 ventes en vækst i BNP på 2,3 procent.

Væksten i dansk økonomi er ifølge vismændene bredt funderet og kommer både fra udlandets voksende appetit efter danske varer og tjenester samt de danske forbrugeres stigende mod på at bruge penge. Den planlagte finanspolitik vurderes derimod at dæmpe væksten med omkring et kvart procentpoint om året frem mod 2020, hvilket vismændene har taget højde for i deres prognose.    Den dæmpende effekt skyldes, at regeringen har planlagt en relativ lav vækst i det offentlige forbrug og et fald i de offentlige investeringer. Og regeringen får rosende ord med på vejen for at holde tøjlerne lige præcist stramme nok i finanspolitikken.   - Den er for det første godt afstemt med den forventede fremgang i økonomien, og for det andet vil de offentlige finanser komme på kant med underskudsgrænserne i budgetloven og Stabilitets- og Vækstpagten, hvis der ikke strammes op. Vi synes ikke, man skal stramme hurtigere, end der er lagt op til, for opsvinget har dårligt nok manifesteret sig endnu, siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.   Det strukturelle underskud forventes at holde sig under Budgetlovens grænse på en halv procent alle år frem til 2020.   Dansk økonomi ventes også at holde sig under EU's smertegrænse med et maksimalt underskud på tre procent af BNP for den faktiske saldo, selvom det bliver lige til kanten i 2016.   - Vi vurderer, at de offentlige finanser grundlæggende er sunde og holdbare på lang sigt. Underskuddene på de offentlige finanser går til grænserne i 2015 og 2016, men vi vurderer, at de finanspolitiske målsætninger vil blive overholdt, siger overvismanden.   Regeringen fremrykker økonomisk redegørelse Den økonomiske redegørelse præsenteres tirsdag eftermiddag i stedet for torsdag af Morten Østergaard. Økonomi- og Indenrigsministeriet har netop oplyst, at regeringens økonomiske redegørelse præsenteres tirsdag, og skulle efter planen først offentliggøres torsdag. 

Økonomisk redegørelse er regeringens vurdering af den økonomiske udvikling i Danmark og udlandet og indeholder en prognose for dansk økonomi. Den udkommer tre gange om året.

Regeringen har tirsdag formiddag allerede præsenteret et oplæg kaldet "Danmark på sikker vej - plan for et stærkere fællesskab". Med den vil regeringen afsætte 39 milliarder kroner ekstra til velfærd frem til 2020. Pengene går til sundhed og ældre, daginstitutioner, vækst og grøn omstilling og tryghed for borgerne.   Det er økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R), som vil præsentere regeringens økonomiske redegørelse.   Mandag udtalte Morten Østergaard til DR om regeringens økonomiske redegørelse, at Danmark for første gang i mange år befinder sig i et økonomisk opsving, og at krisen er forbi. Det samme gentog statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) tirsdag.   - Vi har haft vækst i halvandet år i træk. Familiernes optimisme er det højeste i ni år. Danmark er ude af krisen. Danmark er igen på sikker vej. Derfor er det også nu, vi skal holde fast, sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt.   En meningsmåling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau, viste mandag, at blå blok står til 54,3 procent af stemmerne, mens rød blok får 45,6 procent ved et folketingsvalg.   FAKTA: Her er vismændenes syn på dansk økonomi Der er fremgang i dansk økonomi. Læs om de økonomiske vismænds prognose her.   Formandskabet i Det Økonomiske Råd, som også kaldes vismændene, er netop udkommet med deres halvårlige prognose for dansk økonomi. Læs om den her:   * Vismændene sætter forventningerne til væksten i dansk økonomi i år i vejret med 0,4 procentpoint og venter en vækst i BNP i år på 1,9 procent. Opjusteringen kommer især på baggrund af, at sidste halvdel af 2014 blev bedre end ventet.   * I 2016 ventes en vækst i BNP på 2,3 procent.   * Mens det private forbrug kun voksede en halv procent i 2014, venter vismændene, at danskerne har mod på at købe sig til en vækst i privatforbruget på 1,9 procent i år og 2,7 procent i 2016.   * Den samlede eksport ventes at vokse 3,3 procent i år og 4,8 procent i 2016.   * Beskæftigelsen ventes at stige med 65.000 personer i år og næste år. Beskæftigelsen øges i den private sektor, mens den offentlige beskæftigelse ventes at blive omtrent uændret.   * Vismændene venter en bruttoledighed på 133.000 personer i 2015 og 123.000 personer i 2016.    * Forbrugerpriserne ventes at stige 0,6 procent i år og 2,0 procent i 2016.   Kilder: Diskussionsoplæg, formandskabet for Det Økonomiske Råd   /ritzau/  

Mest Læste

Annonce