Voldtægtsofre kan møde gerningsmænd i Brugsen

Politik

19/09/2014 11:57

Suleman Haider

Mange dømte voldtægtsforbrydere kan forlade retsbygningen i frihed, skriver metroxpress.

En måned efter dommen er mere end hver tredje dømt for at have tvunget en mand eller kvinde til sex stadig på fri fod, viser en opgørelse om sagsbehandlingstiden i volds- og voldtægtssager fra Justitsministeriet. Præcis var 8 ud af 22 dømte, der ikke allerede var varetægtsfængslet ved domsafsigelsen, stadig på fri fod.

Kriminalforsorgen er ellers forpligtiget til at skaffe en fængselscelle til voldtægtsforbrydere senest 30 dage efter dommen.

Det har fået Joan Søstrene til at skrive til Folketinget, om at ofre kan møde gerningsmænd i ‘Brugsen om lørdagen’.

»Det er en urimelig belastning for et voldtægtsoffer, at hun risikerer at møde gerningsmanden – måske blot et par dage efter retssagen,« siger rådgiver Maria Jensen herfra til metroxpress.

Ifølge opgørelsen fra Justitsministeriet er politiet også alt for længe om at efterforske voldtægtssager. Siden 2004 har de været forpligtiget til at være færdige senest fire måneder efter anmeldelsen. Men det nåede politiet kun ved godt halvdelen af de 80 voldtægtsdomme i 2013.

Både SF og Det Konservative Folkeparti kræver nu en redegørelse af justitsministeren.

»Det skylder vi ofrene. Det er krænkende, at ofre skal møde deres gerningsmænd på gaden, efter de er dømt. Og når vi har vedtaget i Folketinget for 10 år siden, at sagerne skal behandles hurtigt, så holder det her jo ikke,« siger formand for Folketingets Retsudvalg Karina Lorentzen (SF).

Den konservative retsordfører, Tom Behnke, vil have ministeren til at rydde op.

Justitsminister Karen Hækkerup (S) ønsker ikke at kommentere sagen.

Mest Læste

Annonce