Troels Bierman Mortensen er konstitueret som administrerende direktør for Welfare Tech indtil en afløser for Henrik Kagenow er fundet.

Welfare Tech har fået ny fungerende direktør

Ledelse

23/04/2014 11:07

Nick Allentoft

Welfare Techs direktør Henrik Kagenow har med beklagelse fratrådt sin stilling som direktør for Welfare Tech af helbredsmæssige årsager. Ny konstitueret direktør er fundet i bestyrelsen.

Troels Bierman Mortensen er indtrådt som konstitueret adm. direktør i Welfare Tech i stedet for Henrik Kagenow.  

Troels Bierman Mortensen har mere end 10 års erfaring fra ledende stillinger i højteknologiske virksomheder inden for life science og velfærdsteknologi. Senest som administrerende direktær for Daintel. Han er kandidat i statskundskab fra Århus Universitet og har tidligere arbejdet for FN’s udviklingsorganisation UNDP på Madagaskar og i New York, Finansministeriet og konsulentfirmaet McKinsey & Co.

Som management konsulent har Troels Bierman Mortensen været med til at starte Venture Cup forretningsplankonkurrencen i Danmark. Med selskabet Medotech A/S vandt han prisen 'Entrepreneur of the Year' i kategorien Life Science i 2009, og som COO for Daintel ApS var han med til at vinde Væxtfaktor prisen 2012 for den bedste e-health-løsning i Europa. Troels Bierman Morten er desuden medopfinder på en række patenter inden for elektronisk behandling af tænderskæren og spændingshovedpine.

Troels Bierman Mortensen har været tilknyttet Welfare Techs bestyrelse siden januar 2010, hvor han har fungeret som næstformand. Troels søger orlov fra bestyrelsen i den periode, han fungerer som adm. direktør for Welfare Tech.  

Welfare Tech er med over 160 medlemmer Danmarks pt mest succesfulde klynge af velfærdsteknologiske virksomheder og organisationer. For nylig opnåede Innovationsnetværket for Sundhedsinnovation, der administreres af Welfare Tech, 12 millioner i støtte til et treårigt projekt. 

Mest Læste

Annonce