Ytringsfrihedsfanatisme splitter befolkningen og gavner kun de ekstreme

Af Sikandar Siddique, politisk leder for Frie Grønne

Det fuldstændig egoistiske, udspekulerede og umodne forsøg fra Nye Borgerlige og Pernille Vermund på at indrykke annoncer med Muhammed-tegninger i de danske aviser bliver (indtil videre) heldigvis ikke til noget. Det havde også kun til hensigt at maksimere stemmetallet for Nye Borgerlige og puste til de konflikter, som giver partiet indflydelse, nemlig hvor befolkningen bliver splittet i stedet for at stå sammen.

Faktisk er jeg helt på linje med den tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen, der udtalte dette om Nye Borgerliges selvpromoverende kampagneforsøg:

”Jeg synes, at det er en tåbelig, fantasiløs og barnagtig provokation, hvor man leger med alle andres sikkerhed, samtidig med at man selv sidder i sit elfenbenstårn, og hvor Vermund og hendes partifæller vil være beskyttet af PET mod selv den mindste trussel.” 

For med sin provokation tog Vermund alle os, der ønsker et reelt forsvar for vores værdier og frihedsrettigheder, ja for vores sammenhold, som gidsler. Hun kastede benzin på bålet i stedet for at vise omtanke, respekt og forsøge at samle befolkningen.  

Vermunds provokation kom efter to forfærdelige og umenneskelige episoder i Frankrig, hvor først Samuel Paty blev dræbt i Paris og hvor tre helt tilfældige mennesker derefter blev dræbt i Nice. Siden har vi også set et uhyggeligt angreb i Wien. Det er der al mulig grund til at tage kraftfuldt og umisforståeligt afstand fra, hvilket både jeg og nærmest alle andre også har. Selvfølgelig. Terroren skal afvises konsekvent. Men at svaret skulle være mere konflikt, mere provokation, mere splittelse, skal man vist være højreekstremist for at kunne se logikken i. 

Debatten om tegningerne kræver omtanke og eftertanke, det kræver, at vi tænker, før vi taler og at vi ikke lader vores følelser diktere. Det kræver empati, ja, at man sætter sig i den andens sted. Uanset hvor svært det kan være. 

Men Vermund ønskede tilsyneladende blot at provokere og radikalisere. Det er nærmest som om, hun vil fremprovokere mere konflikt. Bare så hun kan bevise, at hun har ret, og at muslimer er alt det, hun påstår de er. 

Men det er de slet, slet ikke. Blot for at starte et sted er der flere millioner muslimer i Frankrig. De ganske få mennesker, der har dræbt uskyldige, har intet mere til fælles med den almindelige franske muslim, end Anders Behring Breivik har til fælles med den almindelige nordmand. De har heller ikke noget til fælles med de danske muslimer. Det er ekstremister – og vi skal ikke føre politik ved at lade få, enlige ekstremister definere det altdominerende flertal. 

I hvert fald ikke, hvis man ønsker en bedre verden for alle. Og det gør vi i Frie Grønne. Jeg har længe taget tilløb til at skrive noget om Muhammed-tegningerne. Men det er som sagt en svær øvelse. At sætte foden ned overfor ekstremisme uanset, hvilken slags det er – og samtidig stå op for vores værdier og rettigheder.

Da tegningerne blev trykt i Jyllands-Posten for 15 år siden, tog jeg afstand fra det, og det gør jeg stadig. Jeg er selvfølgelig (!) tilhænger af ytringsfriheden, men jeg tager afstand, fordi det er tydeligt, at tegningerne og ikke mindst forsvaret af dem for højrefløjen først og fremmest handler om at slå muslimer oven i hovedet. Det handler først og fremmest om at håne og latterliggøre muslimer i hele verden. Og det bryder jeg mig bestemt ikke om.  Hvorfor tegne dem, når det sårer så mange? Hvorfor bringe dem igen og igen, når man ved, det er som at gnide salt i et åbent sår for så mange? 

Jeg er muslim og har været det hele mit liv, og tegningerne er for mig ikke en afbildning af min profet. Den profet, jeg kender fra islam, er en helt anden, end ham man ser på tegningerne. Det, der påvirker mig mest ved tegningerne, at man med brugen af tegningerne målrettet går efter at genere, stigmatisere og angribe muslimer. Det påvirker mig dybt. For det er en del af en større dagsorden, hvor muslimer og folk med samme hudfarve som mig, bliver svinet til.

Pia Kjærsgaard og andre politikere har i denne omgang af debatten krævet, at det skal være obligatorisk at undervise i tegningerne i folkeskolen. Det er jeg fuldstændig imod – ligesom jeg er imod al anden tvang af vores lærere. Jeg troede, det her handlede om ytringsfrihed og ikke tvang? 

For mig at se handler det her om god stil og opdragelse. Jeg kunne da også tegne de mest forfærdelige tegninger af Pia Kjærsgaard, Pernille Vermund eller deres familier med det eneste formål at provokere. Jeg kunne tegne kongehuset i de mest uhyrlige og krænkende situationer. Jeg kunne gøre det med idoler og forbilleder, som er elsket af alle. Jeg ville have ret til det. Jeg kunne også stå og pisse på grundloven og brænde Dannebrog af. Men hvorfor skulle jeg dog gøre det? For det første elsker jeg grundloven og Dannebrog – og for det andet ligger det bare ikke til mig at træde på andre – bare sådan fordi jeg kan. 

Mine forældre har opdraget mig godt, de har opdraget mig til at søge dialogen, til at vise respekt for andre og til at behandle mine medmedmennesker, som jeg selv vil behandles. Og derfor ønsker jeg selvfølgelig ikke at latterliggøre og skade andre, blot fordi jeg kan og jeg har retten til det. 

En sidste ting, der nager mig ved debatten om tegningerne, er den dobbeltmoral, debatten også viser. En satiretegning af Trump og den israelske premierminister Netanyahu blev sidste år trukket tilbage af New York Times, fordi den var antisemitisk. Dengang husker jeg ikke at have hørt et glødende forsvar for retten til at være antisemitisk fra højrefløjens såkaldte ytringsfrihedsforekæmpere. På samme måde er en tegner blevet fyret fra det franske satiremagasin Charlie Hebdo for at komme med en antisemitisk kommentar om den tidligere franske præsident Sarkozys søn og nægte at undskylde for det. Men da den britiske avis The Guardian for et par år siden bragte en satiretegning af Lars Løkke Rasmussen med hagekors om armen, mente Pia Kjærsgaard, at tegningen skulle trækkes tilbage og undskyldes. 

Hvorfor denne dobbeltmoral fra de, der siger, at ytringsfriheden ikke kan gradbøjes? Mit bud er, at det slet ikke handler om ytringsfrihed. Det handler i stedet grundlæggende om, at de ikke kan lide muslimer. 

Jeg læste den anden dag en, der skrev, at generer man sorte, så er det racisme, generer man jøder, så er det antisemitisme, generer man kvinder, så er det sexisme, men generer man muslimer, ja, så er det bare ytringsfrihed. Det er selvfølgelig tegnet op, men der er en pointe i det – og det er, at mange (med god grund!) ikke vil acceptere bestemte former for chikane, mens andre former for chikane lige pludselig er en meget afgørende ret, som skal praktiseres uanset konsekvenserne.

Absolut ytringsfrihed gælder for nogen åbenbart kun, når det handler om at håne, latterliggøre og spotte muslimer. Når det kommer til andre minoriteter, så er ytringsfriheden ikke absolut. Jeg synes, det er helt på sin plads, at vi har lovgivning, der sætter visse grænser for ytringsfriheden – fx racismeparagraffen – når det kommer til beskyttelsen af minoriteter. Der er en grund til, at vi har indrettet vores demokrati sådan, at mindretal beskyttes.

For selvfølgelig skal vi have ytringsfrihed, men når forsvaret for ytringsfriheden bliver ekstremt, når det bliver rendyrket ytringsfrihedsfanatisme, gavner det kun de ekstreme. Vi kan godt have ytringsfrihed samtidig med, at vi viser hinanden hensyn og opfører os ordentligt. Samtidig med at vi behandler andre, som vi selv vil behandles. Det er ikke enten eller. Det er ikke enten har vi ytringsfrihed – eller så har vi ikke. Verden er ikke sort eller hvid og ekstrem, den er nuanceret og der er altid undtagelser fra reglen. Som den canadiske premierminister Justin Trudeau har sagt det, har ytringsfriheden grænser: ”Vi skylder os selv at handle med respekt for andre og uden vilkårligt og unødvendigt at søge at såre andre, vi dele samfund og planet med.” Det er jeg fuldstændig enig i.