134 millioner kroner til grønne projekter

Bæredygtighed

05/02/2020 12:09

Kristian V. Jensen

Har du en ny grøn løsning, der kan indfri regeringens ambitiøse målsætninger for miljø, klima og natur, så er årets MUDP-pulje netop åbnet for ansøgninger.

Rensning af drikkevand, delecykler i København, opdræt af insekter eller landbaseret havbrug – listen over projekter, som tidligere har fået støtte fra MUDP (Miljøteknologisk Udviklings og Demonstrations Program) er lang og kreativ. Og nu er puljen igen åben for ansøgninger, så grønne løsninger kan blive til virkelighed.

- Hvis vi skal nå regeringens ambitiøse målsætninger for vores klima og natur, skal vi have alle med, og alle redskaber i brug. Danmark er i verdensklasse, når det handler om at udvikle grøn teknologi. Og MUDP er et vigtigt værktøj til at omsætte ord til handling i de kommende år, siger miljøminister Lea Wermelin.

Biodiversitet og klimasikring i fokus
I år vil der blandt andet være fokus på projekter, der kan styrke biodiversiteten, sænke partikelforurening fra biler og brændeovne, øge genbrug, fjerne pesticider i grundvand og styrke klimatilpasning.

- Der er nok at tage fat på, for vi har brug for løsninger på de miljø- og naturproblemer, vi står overfor. Heldigvis er Danmark fyldt med innovative virksomheder og grønne idéer. Jeg glæder mig til at se de nye projekter, og jeg håber at besøge mange af de eksisterende MUDP-projekter, når jeg kommer rundt i landet, siger Lea Wermelin.

Der bliver dels givet tilskud til udvikling, test og demonstration af ny miljøteknologi, dels til såkaldte fyrtårnsprojekter. Sidstnævnte etablerer og demonstrerer nye miljøteknologiske løsninger i fuld skala.

Læs mere om ansøgningsprocessen og frister her

Yderligere oplysninger:
Pressesekretær Rune Gleerup, Miljø- og Fødevareministeriet, tlf. 9133 4766, e-mail: [email protected]

Foto: Lea Wermelin. www.ft.dk

Mest Læste

Annonce