93 fagforbund vil skabe ny superorganisation

Ledelse

22/05/2014 10:08

Nick Allentoft

En historisk sammenlægning af LO og FTF's 1,3 millioner medlemmer er tættere på end nogensinde.

Om få år kan Danmark have en helt ny hovedorganisation med tilsammen 1,3 millioner erhvervsaktive medlemmer. Den nye hovedorganisation skal varetage interesserne for politibetjente, smede, pædagoger og håndværkere.

Samtidig med at den nye organisation ser dagens lys, lukker og slukker både LO og FTF.

Sådan lyder det mest sandsynlige scenarie ifølge en stribe forbundsformænd fra både LO-forbund og FTF-forbund, som Ugebrevet A4 har talt med.

Store og små faglige organisationer er brændt varme på ideen om en ny hovedorganisation inden år 2020.

Men der er også modstandere, og Danmarks største og mest magtfulde fagforbund, 3F, mener ikke, at en fusion mellem LO og FTF er svaret på fagbevægelsens udfordringer.

Både LO's hovedbestyrelse og FTF's repræsentantskab har i maj holdt møder, hvor forbundsformænd og lokale fagforeningsformænd har diskuteret, hvordan man kommer videre i processen hen imod en ny hovedorganisation.

I både LO og FTF's top mener flertallet, at en ny hovedorganisation er uomgængelig, hvis man vil bevare en stærk og indflydelsesrig dansk fagbevægelse og dermed sikre den danske model.

- En sammenlægning af LO og FTF til en ny hovedorganisation er simpelthen en fremtidssikring af fagbevægelsen, siger formand for Dansk Socialrådgiverforening Majbrit Berlau.

3F's formand Per Christensen er lodret uenig og mener ikke, at en fusion med et trylleslag løser de problemer, der tårner sig op foran fagbevægelsen.

- 3F siger nej til en egentlig fusion og ja til et langt tættere samarbejde mellem LO og FTF, siger han.

Diskussionerne om at skabe en ny hovedorganisation har taget fart i de senere år. Langt over 100.000 lønmodtagere har meldt sig ud af de klassiske fagforeninger siden 2010, og der er kommet lavvande i kassen.

Samtidig har der bredt sig en opfattelse af, at den politiske indflydelse både på Christiansborg og i Bruxelles svinder.

Hovedformålet med en ny hovedorganisation er ifølge forbundsformænd, som Ugebrevet A4, har talt med, at få mere politisk magt og indflydelse samt bedre muligheder for at varetage medlemmernes interesser på en effektiv måde.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce