Hotellet har sat en stopper for det.
Lige nu læser andre
TUI Blue Village Nausicaa Beach på Cypern er et af TUIs mest populære hoteller blandt danske gæster, og her har de været godt trætte af en af solferiens mest omdiskuterede morgenrutiner: kapringen af de helt rigtige solstole til hele familien.
Alt for mange tidlige morgener er de ansatte mødt ind til en kø af gæster, som hver især står klar til sprint og iklædt bunkevis af håndklæder, mens de venter på, at rengøringsfolkene åbner op for pool-området. Derfor har hotellet siden sidste sommer taget en ny metode i brug.
”Vi griner jo lidt af det, fordi det på mange måder er åndssvagt, men sagen er den, at det kan være en reel stressfaktor for mange gæster,” siger Mikkel Hansen, kommunikationschef hos TUI.
”Der er intet galt i at smide sit håndklæde på en solstol, hvis det er fordi, man skal bruge den med det samme. Det er der bare ikke mange, der skal kl. 6 om morgenen, inden solen for alvor er stået op,” tilføjer han.
Ikke mere først til mølle-princip
På flere hoteller i blandt andet Thailand, går ansatte rundt i de tidlige morgentimer for at fjerne de håndklæder, gæster har været tidligt oppe og reservere solstole eller strandpladser med, selvom de først skal bruge pladserne senere på dagen. Håndklæderne bliver lagt i en bunke, så gæsterne kan finde dem igen.
Læs også
På TUI Blue Village Nausicaa Beach har de taget en anden tilgang i brug. Her tildeler de nemlig solstole til deres gæster ved ankomst. Hvis børnefamilier ønsker det, prioriteres solstole ved børneområderne til dem. Hvis gæster er utilfredse med de solstole, de har fået tildelt, kan de bede om at få en ny.
Positive tilbagemeldinger
Det simple tiltag har hen over sommeren fået så gode tilbagemeldinger, at hotellet fortsætter med deres nye solstolesystem.
”Gæsterne er mildest talt vilde med det og det afspejler sig tydeligt i tilbagemeldingerne. Specielt vores nordiske gæster nyder det, fordi det ikke længere er noget, de behøver forholde sig til. På en god ferie er alle stressfaktorer elimineret, og det her kan være en af dem. Nu skal vi se på, om det giver mening at indføre på andre af vores mest populære hoteller,” siger Mikkel Hansen.
Mere end 2.000 anmeldelser giver All Inclusive-hotellet TUI Blue Village Nausicaa Beach 9 ud af 10 i karakter, hvilket placerer dem i den øverste del af ligaen over TUIs mest populære hoteller. Hotellet er centralt placeret på en odde i Fig Tree Bay på Cypern, og tilbyder aktiviteter for alle aldre, herunder padelbane, svømmeskole og poolområde med havudsigt.