De stigende priser i restaurationsbranchen har fået flere til at lave mad selv.
Lige nu læser andre
For mange er rejser i Grækenland forbundet med lækre måltider på traditionelle græske tavernaer i det levende byliv, der er at finde i mange af de populære feriebyer.
Nye taler viser dog, at stadig flere turister begynder at tilberede deres måltider selv under rejser til det Sydeuropæiske ferieland.
En undersøgelse gengivet af den græske avis Kathimerini viser, at næsten hver fjerde udenlandske turist i dag selv står for morgenmaden. Tendensen gør sig også gældende senere på dagen.
Omkring 19 procent tilbereder typisk deres frokost selv, mens 15 procent også vælger at lave aftensmad i ferieboligen. Samtidig køber 41 procent af de udenlandske gæster snacks i supermarkeder frem for hos strandbarer eller caféer.
Udviklingen skal især ses i lyset af stigende priser i restaurationsbranchen. For mange rejsende er madbudgettet blevet et område, hvor der kan spares uden at gå på kompromis med resten af ferieoplevelsen.
Læs også
Blandt de græske indenrigsturister er adfærden endnu mere markant. Seks ud af ti tilbereder selv morgenmaden, og mange indretter sig i praksis som midlertidige beboere. Indkøb omfatter ikke blot fødevarer, men også dagligdags produkter, hvilket yderligere understøtter billedet af en ferieform, der minder om hverdagsliv i nye omgivelser.
Konsekvenserne er tydelige i økonomien. Supermarkederne har oplevet fremgang og øgede i 2025 deres samlede salg med 7,1 procent. Restaurationsbranchen bevægede sig i modsat retning med et fald i omsætningen på 3,4 procent. Både internationale kæder og mindre lokale butikker nyder godt af udviklingen, mens discountsegmentet ifølge avisen i stigende grad tiltrækker især nordeuropæiske turister.
Omkring 38 millioner besøgende lagde vejen forbi Grækenland i 2025, og indtægterne steg til cirka 24 milliarder euro. Tyske turister udgør fortsat den største gruppe med knap seks millioner besøgende. Samlet set bruger gæsterne flere penge end tidligere, men en voksende andel kanaliseres nu gennem detailhandlen frem for gennem restaurantbesøg.