Forside Rejse Ny analyse af flyafgange taler sit klare sprog: På denne...

Ny analyse af flyafgange taler sit klare sprog: På denne tid af døgnet flyver flyene oftest til tiden

København lufthavn, afgange
Michalakis Ppalis / Shutterstock.com

Også en dag på ugen markerer sig som den bedste i forhold til aflysninger og forsinkelser.

Vil man mindske risikoen for forsinkelser og aflysninger, er tidspunktet for afrejse langt fra ligegyldigt. En ny analyse af fly med afgang fra Tyskland udarbejdet af AirHelp viser, at fly sent om aftenen er markant mere udsatte for driftsforstyrrelser end morgenfly. 

Undersøgelsen er baseret på flydata fra hele 2025 og er derfor relevant for danske rejsende, som ofte bruger lufthavne i Hamborg eller andre nordtyske byer som alternativ til danske afgange.

Det mest sårbare tidspunkt er ifølge analysen tidsrummet mellem klokken 23 og 24, hvor 39 procent af flyene bliver forsinket eller aflyst. 

I kvarteret mellem 23.00 og 23.15 stiger andelen til næsten 44 procent. Et andet svagt tidspunkt er eftermiddagen mellem 15 og 16, hvor knap 38 procent af afgangene rammes af forstyrrelser. 

Forklaringen er ifølge AirHelp, at mindre forsinkelser tidligt på dagen kan bygge sig op gennem et tæt pakket flyprogram og derfor ramme de sene afgange hårdest.

Når det gælder ugedage, er fredag den mest udsatte afrejsedag fra Tyskland, mens lørdag også ligger højt. På månedsniveau var juli den dårligste måned for tyske flypassagerer i 2025 med en forstyrrelsesrate på 34 procent, tæt fulgt af september med 33 procent og juni med 30 procent. 

Den bedste strategi er omvendt ret enkel. De mest stabile afgange ligger tidligt om morgenen. Ifølge AirHelp er tidsrummet mellem 4.30 og 4.45 det mest pålidelige, hvor kun 7 procent af flyene blev ramt af problemer. Tirsdag fremstår som den mest rolige rejsedag i opgørelsen.

Set med danske øjne er der også en interessant forskel mellem landene. I AirHelps europæiske sammenligning ligger Danmark som nummer fire med 18 procent forstyrrede afgange i 2025, mens Tyskland ligger længere nede som nummer 20 med 26 procent. 

For danske rejsende betyder det, man statistisk står bedre ved en afgang fra Danmark end fra Tyskland, men også at en tidlig morgenafgang fortsat er det sikreste valg, uanset hvorfra man flyver.

Ads by MGDK