Forside Bil og motor Vigtig besked til elbilister: Sådan skal vinterdækkene opbevares

Vigtig besked til elbilister: Sådan skal vinterdækkene opbevares

tire,dæk
Ekaterina_Minaeva / Shutterstock.com

Der er flere ting, der skal tages højde for.

Nogle vælger selv at skifte fra vinterdæk til sommerdæk, andre overlader opgaven til fagfolk.

Hører du til gruppen af gør-det-selv bilejere, og er der kommet en elbil i garagen eller carporten siden sidste dækskift, er der nogle ting, du skal være ekstra opmærksom på.

Også selvom du har mange års erfaring med selv at skifte dæk på bilen.

En tung opgave

Elbiler er tunge – alene batteriet vejer typisk mellem 250 og 400 kg.

Det stiller ekstra krav til donkraften, og gør i det hele taget dækskiftet til en tungere opgave, end du har været vant til med en diesel- eller benzinbil.

Elbilerne er også konstrueret anderledes, fortæller Christian Jensen, der er tekniker hos Bridgestone.

“Det er ekstremt vigtigt, at donkraften placeres de helt rigtige steder under elbilen. Hvis man løfter de forkerte steder, kan man lave skader på batteriet, undervognen eller andre komponenter,” advarer den erfarne dækmand.

Store og tunge

Hjulene til elbilerne er svære at håndtere. De er store og tunge, hvorfor du bør passe på ryggen.

“Et komplethjul til en elbil vejer typisk dobbelt så meget som det 16” komplethjul, man har været vant til fra sin benzin- eller dieselbil. Fx vejer et 19” dæk uden fælg 11-12 kg, og fælgen vejer nemt det samme. Den samlede vægt på hjulet kommer snildt op på 20-25 kg,” oplyser Christian Jensen.

Korrekt opbevaring af vinterdækkene

Hvis du opbevarer vinterdækkene derhjemme, skal du være opmærksom på dækkenes øgede størrelse og vægt, når de lægges i vinterhi.

Sørg også for korrekt opbevaring af dækkene med disse retningslinjer fra Christian Jensen:

  • Garage eller kælder skal være kølig, tør og mørk.
  • Temperaturen skal være omkring 15 grader. Ved + 25 grader eller 0 grader forandrer gummiets egenskaber sig. Det forkorter dækkets levetid.
  • Ingen kemikalier og opløsningsmidler i rummet. Ingen el-motorer og el-apparater, der kan afgive gnister eller strømudladninger. Dækket må ikke komme i berøring med olie eller fedt.
  • Dæk med fælge skal hænges op eller stables liggende.
  • Dæk uden fælge skal stå op og må ikke hænge eller stables.

Undgå at opbevare dæk, der ikke kan bruges

Det vil være træls at bruge kræfter og plads på at opbevare vinterdækkene hele sommeren for så til efteråret at finde ud af, at de ikke kan bruges.

Dækkene skal kasseres, hvis:

  • Mønsterdybden er nede på 3-4 mm, men senest ved 1,6 mm. 
  • De er slidt uregelmæssigt.
  • Der er skæreskader, udrivninger, revner eller buler på dæksiden.
  • De har skader efter stød eller kørsel på ujævne veje.
Ads by MGDK