Er du én af de mange, der har lært reglen at kende på den hårde måde?
Efter fire år med skærpede regler for kørsel i miljøzonerne i fem af landets største kommuner, så er der i år sket et markant fald i antallet af bilister, der får bøder for at køre ind i zonerne i dieselkøretøjer uden partikelfilter.
Trods den positive udvikling vælger mange stadig at ignorere bøderne. Det viser nye tal, som Miljøstyrelsen har udleveret til Gjensidige.
Bilisterne i fem af landets største kommuner har endelig fået så meget styr på reglerne for at køre i miljøzoner, at antallet af bøder foreløbigt i år ligger på under halvdelen af, hvad de gjorde sidste år.
Det viser en ny opgørelse, som Miljøministeriet har foretaget for Gjensidige i anledning af, at det den 1. oktober er præcis fire år siden, der blev indført skærpede regler for at køre med dieselkøretøjer uden partikelfilter i Aalborg, Aarhus, Odense, København og Frederiksberg.
Hvor antallet af bøder toppede med 14.294 i 2023, så faldt det sidste år til 8.176, og med kun godt 2600 frem til midt september i år, så ser det foreløbigt ud til at blive mere end halveret i år.
Og det er en meget positiv udvikling både for folkesundheden og for bilisterne i de fem kommuner, lyder det fra Lene Rasmussen, der er skadedirektør i Gjensidige.
“Det store fald i bøder er først og fremmest godt for luftkvaliteten og miljøet i de fem kommuner, men det er også godt, at så mange bilister har fået styr på reglerne, så de ikke modtager en ærgerlig bøde for at overtræde en regel, de måske ikke kendte til,” siger hun.
Bag den positive udvikling gemmer der sig dog det ærgerlige forhold, at omkring halvdelen af de udstedte bøder ikke bliver betalt, og de derfor ender med at blive overdraget til politiet efter to rykkere.
Alene i år er det sket i 47 procent af de foreløbigt 2.609 bøder, der er udskrevet frem til den 10. september.