Nick Allentoft
Flugten er den eneste vej til sikkerhed men samtidig en sikker vej i døden for nogle. På den måde udfolder livets stærkeste kontraster sig på kysten, når bådene ankommer.
Med hver deres bevæggrunde, der kan være svære at gennemskue. Særligt for nyankomne flygtninge, der stærkt traumatiserede ankommer til fastlandet, gennemblødte, angste og med livet lagt i den tilfældighed, som kun en overfyldt gummibåd kan tilbyde.
Dagbog fra Lesbos
Psykolog Jane Maul beretter om seks dage som frivillig på Lesbos – hvor kun frivillige fra hele Europa sørger for den første kontakt, når traumatiserede flygtninge rammer klippekysten. Læs de gribende beretninger her.
Nogle har været på flugt længe, er blevet tortureret og sultet. De ankommer i meget dårlig tilstand. Nogle besvimer, andre falder sammen i vores arme. Atter andre jubler og springer i havet inden båden er helt inde ved kysten. Kvinder kysser os. Vi får mange knus.
Nogle fotografer tager billeder helt op i ansigtet af flygtningene uden at spørge om lov. Andre udviser respekt. Jeg tager billeder på afstand, og når de ser mig tage billeder beder de mig om at fotografere dem. At vise verden, at de nu er i sikkerhed. Andre beder om, at fotografer holder op med at tage billeder af dem. Det er for farligt. Når børnene bliver farlige Når man hører, at flygtninge i en båd har smidt et barn overbord fordi det græder af angst, kan det være svært at forstå. De er ofte fra samme nation med samme livsvilkår. Men de er bange. Rædselsslagne. De har hørt historierne om kystvagterne, der kan sætte en stopper for flugten. Derfor frygter de at angste børns gråd tiltrækker opmærksomhed. At de bliver taget af kystvagten og sendt tilbage til Tyrkiet, eller endnu værre, at deres båd bliver skåret op og synker. Forleden dag gik en far langs kysten. Han ledte efter sine to børn, der forsvandt under sejladsen. I aftes fødte en ung kvinde på stranden. Med en enkelt tililende læge. På et folietæppe. Det er et livsvilkår, når man er på flugt. Jeg arbejder i dag sammen med et fantastisk team. Ghias er syrer, bosiddende i England. og vi har fokus på børnene.
Når båden nærmer sig signalerer vi ro på arabisk og med fagter. Det er farligt, når de begynder at springe ud, det giver risiko for, at båden kæntrer.
En lille pige rækkes frem til os. Blot 20 dage gammel. Ghias tager imod hende. Babyen bevæger sig ikke og ser ikke ud til at trække vejret, men hun er tør. Vi når at blive bange for, at hun er blevet mast på båden. Ghias rusker i hende, uden at få respons. Han niver hende hårdt i foden og hun grynter. Alle er lettede. Moderens skuldre falder ned. Jeg bar to andre syriske børn i land, og talte efterfølgende med faderen. Han er uddannet læge og da menneskesmuglerne fandt ud af det, skulle han betale dobbelt. 2000 euro pr. hoved for at blive fragtet i en usikker gummibåd. Han spurgte på flydende engelsk om integration og arbejdsløshed for læger i Europa. Han fortalte om flugten. “Syrien er den sikre død for mig og min familie. Med båden havde vi i det mindste en chance for at overleve.” Læs videre: Dag 5 i dagbogen fra Lesbos: En lille pige med en brækket arm og frygten for at blive afsløret