Det videnskabelige grundlag for den ny landbrugspakke bygger på fordrejede tal, mener forskere. Miljø- og landbrugsminister Eva Kjer Hansen (V) er indkaldt i samråd om talgrundlaget bag landbrugspakken. (OPDATERET SØNDAG 17.09)
Lige nu læser andre
Kritikken kommer fra blandt andre Jørgen E. Olesen, der er professor ved Aarhus Universitet, og som selv har leveret noget af beregningsgrundlaget for pakken. Han siger, at forskere “ville blive slået ihjel”, hvis de havde leveret samme materiale i forskningsmæssig sammenhæng.
– Regnskabet går ikke i plus. Det skyldes kun, at man har lagt en masse effekter ind, som ikke har noget med den politiske pakke at gøre. Oven i det har man skruet de ydre effekter op ved at regne fra tidligere år. Det har offentligheden krav på at vide. Måske er pakken på sigt en god løsning. Men jeg ville ønske, at man havde været ærlig og sagt, at det koster på miljøet de første år, siger han til Berlingske.
Læs også: Hvor er lederskabet? Den Offentlige sektor er mere styring end ledelse
Andre biologer hævder, at miljøtilstanden i havet vil blive forværret af pakken, der giver lov til at lukke mere kvælstof ud i naturen. Eva Kjer erkender manipulation Miljøminister Eva Kjer Hansen (V) bekræfter i et skriftligt svar til avisen, at man har inkluderet effekter for årene 2013-2015 i tallene for 2016. Men hun afviser at have givet forkerte oplysninger til Folketinget. Ministeren holder fortsat fast i, at aftalen er gavnlig for miljøet. – Vi skal selvfølgelig huske på, at det, vi taler om her, er en vurdering af den fremtidige effekt af pakken. Det er i sagens natur forbundet med en vis usikkerhed. Det er et vilkår, når man beskæftiger sig med statistik og fremskrivninger, siger hun til avisen. Enig opposition føler sig taget ved næsen af Eva Kjer De fem oppositionspartier vil have miljø- og landbrugsminister Eva Kjer Hansen (V) til at forklare, hvordan hun regner sig frem til, at en ny landbrugspakke er gavnlig for miljøet. Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten, Radikale og Alternativet har sammen kaldt ministeren i samråd, efter at flere forskere over for Berlingske har sat spørgsmålstegn ved de metoder, som er benyttet til at beregne miljøeffekten af pakken. – Jeg må indrømme, at jeg er chokeret. Det er fuldstændigt vanvittigt, at en minister på den måde vildleder Folketinget og samtidig misbruger forskernes tal. Derfor skal hun i samråd om gyllegate som minimum. Jeg kan på ingen måde se, hvordan hun kan fortsætte som minister efter dette, siger Lisbeth Bech Poulsen, der er miljø- og fødevareordfører for SF. Simon Kollerup, der er socialdemokrat og medlem af miljø- og fødevareudvalget, efterlyser også klare svar på, hvordan regeringen er nået frem til, at landbrugspakken bliver en gevinst for miljøet.– Regeringens såkaldte grønne plus i landbrugspakken viser sig at være et tordnende sort minus til skade for natur og miljø. Det er en skandale for miljøet, når der fuskes med gødningsregnskabet, og sagen bliver kun mere skæbnesvanger, når meget tyder på, at Folketinget er blevet vildledt i sagen, siger han og bakker altså op om samrådsindkaldelsen.