Jens Asbjørn Bøgen
Historien gentager sig – alt vi kan gøre er at lære af den.
Historien gentager sig – alt vi kan gøre er at lære af den.
3½ års krig – og ingen fred i sigte
Det, der var tænkt som et hurtigt blitzkrig for at knuse Ukraine, har udviklet sig til en opslidende udmattelseskrig for Rusland.
3½ års krig – og der er stadig ingen fred i sigte, selvom Donald Trump forsøger at få Putin og Zelenskyj til at mødes til fredsforhandlinger.
De russiske krav
Kreml står fortsat urokkeligt fast på sine betingelser for at få blodbadet til at stoppe:
- Ukraine skal opgive alle ambitioner om at blive medlem af NATO
- Ingen vestlige tropper vil blive accepteret i Ukraine
- Ukraine skal afstå fem regioner i det østlige Ukraine til Rusland og anerkende dem som russiske
De fem regioner
De fem regioner, som Rusland har annekteret og kræver kontrol over, er: Krimhalvøen (annekteret i 2014), Kherson, Zaporizjzja, Donetsk og Luhansk.
Ukraine har gentagne gange afvist de russiske krav som uacceptable.
En byttehandel?
I midten af august fandt der et topmøde sted i Alaska mellem Donald Trump og Vladimir Putin.
Efter mødet skal Trump angiveligt have bakket op om en plan, hvor Ukraine skulle afstå ubeboet ukrainsk territorium til Rusland for at sikre en afslutning på krigen.
Men hvis historien har lært os noget, er det, at dette er en farlig tankegang – en, der potentielt kan føre til en verdenskrig.
Eftergivenhedspolitik
Grunden til, at vi bringer dette op, er, at optakten til Anden Verdenskrig i høj grad var præget af den såkaldte ”eftergivenhedspolitik”.
Tanken bag denne form for diplomati var, at man giver en aggressor noget for at undgå en større konflikt.
Arven fra Første Verdenskrig
I kølvandet på de ødelæggende tab under Første Verdenskrig indførte Storbritannien og Frankrig eftergivenhed som en politik baseret på ønsket om at forhindre endnu en katastrofal krig.
Den offentlige mening i begge lande var overvejende pacifistisk, og lederne mente, at Versaillestraktaten havde været alt for hård mod Tyskland.
Eftergivenhed blev set ikke kun som diplomati, men også som en moralsk forpligtelse til at rette op på fortidens uret, samtidig med at freden blev bevaret næsten for enhver pris. Dette skabte et miljø, hvor tidlige tegn på aggression blev nedtonet eller ignoreret.
Økonomisk ustabilitet og politisk handlingslammelse
Den store depression havde svækket økonomierne og de politiske systemer i mange europæiske demokratier, især i Storbritannien og Frankrig.
Med massiv arbejdsløshed og social uro på hjemmefronten var disse lande ikke i stand til at opruste eller konfrontere diktatorer i udlandet. Denne økonomiske skrøbelighed gjorde en konfrontation upraktisk og risikabel.
Eftergivenhed fremstod som den mindst risikofyldte vej – i hvert fald på kort sigt – for nationer, der kæmpede for at skabe indre stabilitet, mens de stod over for voksende ydre trusler.
Remilitariseringen af Rhinlandet
Da Hitler i marts 1936 beordrede tyske tropper ind i Rhinlandet (mellem Belgien og Tyskland) – i strid med Versaillestraktaten og Locarno-pagten – reagerede Storbritannien og Frankrig ikke. Dette var en afgørende test af deres beslutsomhed.
Hitler havde endda sagt til sine generaler, at hvis franskmændene gjorde modstand, ville han beordre tilbagetog. Manglen på militær eller diplomatisk modstand opmuntrede Hitler og overbeviste ham om, at de vestlige demokratier ikke havde viljen til at stoppe hans ekspansionsplaner.
Det markerede et vendepunkt, hvor Hitler lærte, at han kunne tage kalkulerede risici uden nævneværdige konsekvenser.
Annektionen af Østrig
I marts 1938 annekterede Nazityskland Østrig i den såkaldte ”Anschluss” – et klart brud på internationale aftaler.
Endnu en gang nøjedes Storbritannien og Frankrig med diplomatiske protester. Deres tøven byggede på flere grunde: Mange så østrigerne som etnisk tyske, og der var en udbredt opfattelse af, at Tyskland blot tog tilbage, hvad der retmæssigt tilhørte dem.
Denne mangel på handling styrkede Hitlers opfattelse af, at territorial ekspansion under dække af nationalt selvbestemmelsesret ikke ville møde nogen reel modstand.
Münchenaftalen
Det mest berygtede øjeblik med eftergivenhedpolitik kom ved Münchenaftalen i september 1938.
Storbritanniens premierminister Neville Chamberlain og franske ledere lod Hitler annektere Sudeterlandet fra Tjekkoslovakiet – uden at rådføre sig med den tjekkoslovakiske regering.
Chamberlain vendte hjem og erklærede ”fred i vor tid”, men beslutningen udsatte blot det uundgåelige.
Hvorfor det var en fejl
Det var en strategisk fejltagelse: ikke blot overlod man Tyskland Tjekkoslovakiets forsvarbare grænser og industrielle kerne, man overbeviste også Hitler yderligere om, at de allierede ville blive ved med at vige tilbage.
Molotov–Ribbentrop-pagten og invasionen af Polen
Efter år med vestlig passivitet underskrev Hitler i august 1939 Molotov–Ribbentrop-pagten med Sovjetunionen – en ikke-angrebspagt, der hemmeligt indeholdt planer om at dele Polen.
Dette banede vejen for, at Hitler den 1. september 1939 kunne invadere Polen uden frygt for sovjetisk indgriben.
Først da, efter år med eftergivenhed og fejlslagen diplomati, erklærede Storbritannien og Frankrig krig mod Tyskland. Men på det tidspunkt havde eftergivenhedspolitikken allerede givet Hitler både selvtilliden og det geopolitiske forspring til at indlede en global konflikt.
Ser du lighederne?
Hvis Trump faktisk støtter en plan om, at Ukraine skal afstå territorium til Rusland for at stoppe kampene, kan det blive Ukraines egen ”Anschluss”.
Enkle diplomatiske protester afholdt ikke Hitler fra at fortsætte sin aggression mod resten af Europa.
Det er usandsynligt, at Vladimir Putin vil afholde sig fra yderligere aggression, hvis han indser, at han faktisk kan opnå noget ved det.
