Foto: Ilona Gondesen

Aarhus: EL-politiker foreslår at bruge Rådhuset som herberg

Social

23/11/2018 22:17

Nick Allentoft

Vinteren kommer, og den har allerede nu budt på frostgrader. Enhedslisten foreslår at bruge rådhuset som herberg vinteren over

Faren, for at mennesker dør på gaden denne vinter, er overhængende.

Så klar er beskeden fra Keld Hvalsø (Enh.), der er byrådspolitiker i Aarhus. Han har fremstillet et forslag om blandt andet at lave byens rådhus om til et nødherberg vinteren over, for at sikre sovepladser til byens hjemløse.

- Vi tænker, at det er til overnattende, og det betyder jo, at det er om natten. Rådhuset står tomt om natten, så på den måde er der god plads til, at vi også kan huse hjemløse, siger byrådspolitikeren til TV2 ØSTJYLLAND.

I Paris har borgmester Anne Hidalgo meldt ud, at hun vil åbne den franske hovedstads rådhus for hjemløse denne vinter, og nu vil Enhedslisten altså følge trop.

Men det er ikke alle i byrådet, der er vilde med ideen om at åbne rådhuset om natten vinteren over.

Læs mere om socialkrisen

Vi har skrevet om sygdomsramte og klemte borgere i systemet gennem lang tid.

Læs vores tema om socialkrisen, hvor en lang række artikler er samlet. 

 

- Jeg synes ikke, Aarhus er Paris, og jeg synes, det bliver lidt pop, når man på den måde drager rådhuset ind i billedet. Hvis vi mangler herbergspladser, så kan vi åbne nogle flere af dem. Det svære er at hjælpe mennesker ud af hjemløshed, siger Kristian Würtz (S), der er rådmand for sociale forhold og beskæftigelse i Aarhus Kommune.

Det er dog ikke kun rådhuset, som Keld Hvalsø havde i tankerne. Alt med vand og varme er nemlig i spil.

- Vi foreslår, at vi prøver at se, hvilke offentlige lokaler, der er mulige at stille til rådighed, og det betyder, at vi skal kigge på, hvad kommunen har, der er tomt og praktisk at stille til rådighed. Og vi kunne jo bruge byens hus. Det ligger centralt, og der er rindende vand og toiletter på alle etager, siger Keld Hvalsø.

Christina Strauss er tidligere hjemløs, og hun har før overnattet på gaden i Aarhus om vinteren. Og den voldsomme natkulde har flere gange været så ekstrem, at det har presset hende ud i at gøre ting, der egentlig krydser hendes moralske grænser.

- Jeg har aldrig været ret god til at stjæle, men noget, jeg har stjålet, er sådan nogle brune keramikurtepotteskjulere. Hvis jeg tog sådan to og satte oven på hinanden med et fyrfadslys i, så havde jeg mit eget varmeapparat, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Hun mener, at alt er bedre end at sove udendørs om natten vinteren over.

- Det er rigtig fint som en nødløsning, når nu kommunen ikke kan leve op til deres forpligtelser om at have herbergspladser nok, siger hun.

Men ifølge Kristian Würtz er der bedre måder at hjælpe de hjemløse end at forøge antallet af sovepladser.

- Der skal selvfølgelig være herbergspladser, så folk kan få tag over hovedet om natten, men jeg synes, der har været for meget fokus på de kortsigtede løsninger, og jeg vil gerne have fokus på en langsigtet løsning. Mange unge hjemløse har psykisk sygdom eller misbrug, så der er brug for, at vi får en langt stærkere indsats, som kan hjælpe de unge ud af hjemløsheden, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Om løsningen er kortsigtet eller ej er dog ikke det afgørende for Enhedslistens forslag.

- Tanken er jo at sikre, at der er husly og varme til de mennesker, som i Aarhus er hjemløse. Og det er jo desværre et antal, der bliver flere og flere, og det er rigtig, rigtig koldt lige nu, siger Keld Hvalsø.

Forslaget behandles på et byrådsmøde onsdag d. 28. november.

Mere hos TV2 Østjylland

Mest Læste

Annonce