Aarhus får wistleblower-ordning

Ledelse

01/05/2018 08:26

Freja Eriksen

Flere andre steder har man forsøgt sig med wistleblower-ordninger, men med svingende succes.

Fra tirsdag kan ansatte i Aarhus gå til den øverste ledelse, hvis de ser svindel eller anden kriminalitet. Aarhus Kommune indfører nemlig en whistleblower-ordning, der skal afsløre grove forhold som svindel og misbrug.

- De ansatte får mulighed for at sende en mail ind til borgmesterens afdeling, hvor de kan oplyse om grove forhold, de er blevet opmærksom på, og hvor de gerne vil aflevere den oplysning til Aarhus Kommune, siger juridisk chef i Aarhus Kommune Christian Mølgaard til DR Østjylland.

Det er en god idé, mener den tidligere ansatte Jesper Haahr Mortensen. Han advarede om fusk og svindel i kommunens teknik- og miljøforvaltning.

Han gik til pressen med sin viden og mistede sit arbejde. Han ville ønske, han havde haft muligheden for anonymt at kunne gøre opmærksom på sin viden over for kommunen.

Prøv DenOffentlige 2

DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur

Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.  

 

- Det er jo desværre nødvendigt i nogle tilfælde at kunne gå et trin op, hvis ens chefer ikke vil lytte til de problemstillinger, man vil vende med dem, siger han til DR Østjylland.

- For mit vedkommende blev det jo så pressen, jeg benyttede mig af i stedet for, men jeg ville da helt sikkert have benyttet mig af wistleblower-ordningen, siger han.

Christian Mølgaard understreger, at man så vidt muligt skal forsøge at tage hånd om sagerne internt, og at wistleblower-ordnignen kun skal bruges i særlige tilfælde.

- Der skal være tale om noget kriminelt. Hvis man har taget nogen i at kopiere en festsang, må man tage det i afdelingen internt, og man skal i det hele taget se, om ikke man kan få det løst internt ved eksempelvis at bruge tillidsmandssystemet, siger han.

Randers Kommune har kun haft to henvendelser

Et af de steder, man har forsøgt sig med en lignende ordning, er i Randers Kommune. Her har ansatte i fire år haft mulighed for at blive whistleblowere. Men de bruger ikke muligheden, fortæller borgerrådgiver Jesper Cortes, der administrerer ordningen.

Der er nemlig kun kommet to henvendelser gennem ordningen, men det kommer ikke bag på Jesper Cortes.

- Langt de fleste har jo mulighed for at bringe ting frem, og der er også rig mulighed for at få ting debatteret i byrådet. Kommunen er jo ikke kendt for at være lukket, siger han til DR Østjylland.

I øjeblikket overvejer politikerne i Randers, om ordningen skal fortsætte.

Den socialdemokratiske borgmester Torben Hansen mener, at samarbejdet med de ansattes tillidsrepræsentanter fungerer godt. Alligevel vil han beholde whistleblower-ordningen - også selv om den kun har været brugt to gange.

- Det er udmærket at have ordningen, og vi skal jo på en eller anden måde glæde os over, at der ikke er mere end to henvendelser, for det kan jo også være tegn på, at der ikke foregår noget, hvor der skal pustes i fløjten, siger han.

Socialtilsyn glad for ordning

Et sted, hvor man til gengæld har haft glæde af en wistleblower-ordning, er i Socialtilsyn Midt, der har haft en whistleblower-ordning siden 2014, hvor man kan komme med anonyme anmeldelser.

Sidste år blev det muligt at oplyse sit navn, når man rejser en kritik af plejefamilier og døgninstitutioner for børn.

Der er 1.900 plejefamilier og 450 døgntilbud for børn og unge i Region Midtjylland. Sidste år fik Socialtilsyn Midt 291 henvendelser gennem whistleblower-ordningen, og 30 procent valgte at stå frem med navn, fortæller tilsynschef Ulla Andersen.

- Så kan vi jo tage henvendelsen og tage ud til tilbuddet og sige: ”Vi har fået det her at vide af denne her person, vil I være venlige at forklare os, om det er rigtigt eller forkert og beskrive nærmere for os, hvad det handler om?”, siger hun til DR Østjylland.

Henvendelserne gennem whistleblower-ordningen er meget brugbare for socialtilsynets medarbejdere, fortæller hun.

- Der er meget ofte noget om den information, vi får, siger hun.

Aarhus Kommunes ordning gøres først anonym til efteråret

I Aarhus Kommune ser man frem til at prøve ordningen af. Der er dog en hage ved den nye whistleblower-ordning. De ansatte kan først være anonyme, når kommunen har et nyt intranet på plads den 1. september.

Juridisk chef Christian Mølgaard vil da også helst have, at whistleblowerne lægger navn til deres anmeldelser, fordi det gør det nemmere at efterforske sagerne.

- Det ligger så også i ordningen, at borgmesterens afdeling har en forpligtelse til at følge op på, at hvis man har anmeldt noget og ikke er anonym, at vedkommende ikke får repressalier, fordi vedkommende har anmeldt noget, siger han til DR Østjylland.

Læs historien på DR.dk

 

Mest Læste

Annonce